Stoke-manageren har min største sympati og bør have ros på linje med Carlo Ancelotti og Sir Alex Ferguson.
Det er ikke nemt at være Premier League-manager.
Presset fra direktionsgangene, fansene og medierne er kolossalt, og hver eneste fejl bliver analyseret og diskuteret i en uendelighed.
De hårdtprøvede managere bliver konstant målt og vejet, vinderne får ros og taberne bliver udskældt og ofte fyret.
I skrivende stund er Carlo Ancelotti og naturligvis Sir Alex Ferguson de mest succesrige, men en manager i England imponerer imidlertid undertegnede - Stoke Citys manager Tony Pulis.
Nu tror læseren måske, at jeg er tilhænger af primitiv, direkte fodbold med fokus på fysik, standardsituationer og ‘andenbolde', men jeg forholder mig i stedet til Pulis' evne til at agere ud fra holdets præmisser.
En fodboldtræner på eliteseniorplan er ansat til at skaffe resultater - intet andet.
Og her leverer Pulis varen gang på gang trods en stjerneforladt trup og ganske få økonomiske muligheder. Han er tro mod sin spillestil og har givet ordet standardsituationer en helt ny betydning.
Ikke nok med, at Stoke ofte har seks spillere på 1,90cm eller derover i startopstillingen, så spiller midtbanespilleren Rory Delap en vital rolle med sine fantastisk lange indkast.
Som et projektil kaster Delap bolden indover, og Stoke er konstant en trussel for modstanderen, hvis målmand er låst på stregen, fordi feltet er overbooked med fysisk store spillere.
Jeg erkender, at Delaps seneste påfund i denne sæson hjemme på Britannia Stadium med at have håndklæder liggende rundt om på stadion er en smule i overkanten, fordi afviklingen af et indkast tager 30-40 sekunder, men Pulis sværger til sit koncept, som de færreste klubber har et modspil over for.
I selve spillet på banen kan Stoke sagtens kombinere sig frem - senest illustreret lørdag mod Blackburn, hvor Pulis havde Liam Lawrence og Matthew Etherington på kanterne - teknisk dygtige spillere, der gerne udfordrer 1:1.
Tony Pulis har modtaget meget kritik for hans 'binary football', men faktum er, at Stoke er videre til femte runde i F.A. cuppen og aktuelt er placeret på 11.pladsen i Premier League.
Underholdende er det notorisk ikke, og en pudsig statistik fra sæsonen 2004/05, hvor Stoke spillede i den næstbedste række, viser 14 kampe i træk med resultatet 1-0, 0-0, 0-1 eller 1-1.
Alligevel forsøger Pulis langsomt at give Stoke flere nuancer i spillet, mere uafhængige af standardsituationerne, som mod Blackburn i øvrigt resulterede i to scoringer og fem kæmpechancer, hvilket et køb af tyrkeren Tuncay Sanli beviser.
En løbestærk spiller, der befinder sig bedst mellem modstanderens kæder og gerne vil og tør vende med bolden. På den måde har Pulis fået endnu en facet i spillet, hvis de tunge drenge i form af Ricardo Fuller og Mamady Sidebe har en offday i angrebet.
Tony Pulis havde lørdag sin match nummer 300 i spidsen for Stoke City og mon ikke, at der venter nok en række kampe for den 52-årige waliser, så længe resultaterne taler for sig selv.
Kommentarer
Jeg er enig i at Pulis har fået meget ud af et begrænset materiale, men jeg er uenig i at spillet ikke er underholdende.
Det er ikke så glatpoleret som diverse dyrt sammensatte holde, men Stoke spiller meget mere nuanceret end de tidligere kick-and-rush-hold, og de gjorde det også ført de fik oppet profilen med Tuncay og Etherington.
Lawrence på den anden fløj, Whelan på midtbanen, Wilkinson og Shawcross i forsvaret. Det er altsammen spillere, der ind i mellem giver prøver på sublim spilleforståelse og -udførelse.
Er Stokes spil ikke glatpoleret, så er det til gengæld spændingsfyldt, fordi de spiller omtrent hver eneste kamp som var det selve pokalfinalen, dvs de sætter alt på et bræt, de kæmper for hver enkelt bold, og de står tæt sammen som en enhed. Derved bruger de alt energi på at forsvare, og det går så desværre lidt ud over angrebsiveren, men det bliver stadig bedre for hver enkelt kamp. Og trods alt er Stoke ikke det første hold, der arbejder udfra en sikker defensiv.
Netop det sidste synes at være gået deres kritikere forbi, når der kimses af deres ringe scoringsevne. Indrømmet, den kunne være bedre (og er også blevet det efter nytår), men til gengæld har Stoke en af det laveste scoret-imod-antal, pt. 27, hvilket faktisk er bedre end klubber som Liverpool og Arsenal.
Stoke er på en opstigende kurve, ikke en, der stiger hurtigt og stejlt, men man arbejder sig støt og sikkert fremad, og der rystes ikke på hånden, hverken på chefetagen end i bestyrelsesrummet, og det er nok så væsentligt. Selvfølgelig kunne man have købt bedre spillere, men selv om økonomien ser fornuftig ud, vil man ikke satse hele butikken - til forskel fra stakkevis af andre engelske klubber, hvis økonomi er forfærdelig.
Sluttelig vil jeg dog også klinge ind sammen med det mindretal af Stokesupportere, der længes tilbage til spillet som det var i 70'erne. Hold- og fighterånden er den samme, men elegantien mangler i spillere som man havde dengang: Eastham, Hudson, Conroy, Greenhoff m.fl., hvoraf mange i øvrigt kostede klubben småpenge.
Hej !
Helt enig i betragtningen, idet det ikke er det mandskab med de dyreste spiller, men han formår at få dem alle til at kæmpe det bedste og kan han få held til at få 1-2 boldspillere mere til midtbanen begynder det at ligne noget godt.
Hilsen Søren
Skriv din egen kommentar