Video : Tipsbladet
Generelle

Alt er bygget op til FCK-succes i Europa - næste år kan det være for sent

Ikke siden 2010/11-sæsonen har FC København haft en større mulighed for at avancere fra et europæisk gruppespil.

Ambitionerne og troen på egne evner har altid været store i FC København.

Da klubben for ti år siden kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet første gang, slog  direktør Flemming Østergaard fast, at man ikke ville læne sig tilbage og bare nyde en tur i mesterligaen; nu handlede det om at få point. Det lykkedes i nogen grad med syv af slagsen, men alligevel blev det til en fjerdeplads i gruppen og exit inden jul.

Nu står den danske mesterklub der igen – på tærsklen til et nyt gruppespil i Europas fineste turnering. Og ambitionerne er ikke blevet mindre; meldingen fra FC København er, at klubben skal spille europæisk efter nytår, og det siger også noget om, at FC København har flyttet sig på de ti år, der er gået. For ikke siden den imponerende Champions League-tur i 2010/11-sæsonen har FC København prøvet at spille europæisk efter jul. Det er seks år siden, men skal det lykkes igen, skal det være nu.

Selvom alle tre FCK-modstandere er større og økonomisk stærkere end den danske klub, har Ståle Solbakkens tropper noget at have troen på egne evner i. Årets Champions League-gruppespil er det fjerde på ti sæsoner, hvilket må siges at være høj klasse i København, der tilmed har haft fem Europa League-gruppespil i samme periode. Den store erfaring og rutine, der nu er hos klub, trup og trænerstab er meget værd, og det kan betyde, at FC København kan overraske.

Kigger man på FCK-truppen, har 25 af klubbens spillere prøvet kræfter med europæisk fodbold før. Det er faktisk flere spillere med europæisk erfaring, end FC Porto råder over. Portugiserne har 22 spillere med europæisk erfaring, Club Brugge har det samme antal, og CL-debutanten Leicester råder kun over 12 spillere, der har prøvet at spille europæisk fodbold før.

FC København er altså den klub i sin gruppe, der råder over flest spillere med erfaring fra Europa. Alene 10 af FCK's spillerehar endda været i et Champions League-gruppespil før, og manager Solbakken har 84 europæiske kampe på sit CV. Denne erfaring kan være forskellen på succes og fiasko.

Solbakken har selv udtalt til Tipsbladets Champions League-magasin, at han med baggrund i erfaringen fra tidligere sæsoners europæiske kampagner overvejer at satse mere på de europæiske udebaner, hvor FCK tidligere har haft problemer. FCK har stadig kun prøvet at vinde én Champions League-gruppekamp på udebane. Faktisk er det kun blevet til fem scoringer i de hidtil ni kampe, så måske har Solbakken ret i, at det alligevel ikke nytter meget at stille sig ned og forsøge at forsvare en kamp hjem. Det bliver interessant at se, hvilken tilgang FCK har til kampen mod Porto.

I det hele taget er årets europæiske kampagne imødeset med stor spænding på FC København vegne, og det skyldes ikke mindst de førnævnte ambitioner. Den slags skaber forventninger, og Ståle Solbakken har selv bemærket, at netop forventningspresset fra omverdenen er den største forskel på FCK anno 2016 og 2006. Som han sagde til tipsbladet.dk forleden, kunne et indkast på modstanderens banehalvdel skabe jubel i 2006. I dag skal der mere til.

Men FCK-truppen ser da også særdeles stærk ud, og med den førnævnte europæiske kampagne in mente, står FC København godt rustet. Tilmed går FCK ind i Champions League med stor selvtillid og med en enorm stabilitet i bagagen. Fraregner man den 'ligegyldige' kamp, der blev tabt til Hobro efter FC Københavns mesterskab kom i hus i foråret, har Ståle Solbakken og kompagni kun tabt én betydende fodboldkamp siden 1. oktober 2015. Det er markant, men man skal naturligvis også have med i det regnestykke, at FCK ikke spillede europæiske gruppekampe i sidste sæson. Hvad kommer det til at betyde?

Næppe det store. Som nævnt er klub, organisation, stab og trup gearet til disse kampe, og man risikerer ikke, at spillere vil blive benovet eller bange for at spille på en stor udebane som Estadio do Dragao i Porto. For de fleste har som nævnt prøvet den slags kampe før. 

Det er tre år siden, at Ståle Solbakken sidst stod i gruppespilelt med et FC København-hold, der med hans egne ord var ”totalt fejlsammensat”. Nu har han selv bygget sin trup, og alt er lagt op til, at det nuværende FCK-hold skal toppe nu. Til vinter tager Thomas Delaney til Werder Bremen, og næste sommer forsvinder Mathias 'Zanka' Jørgensen og Ludwig Augustinsson sandsynligvis også. Så skal der sandsynligvis bygges op igen på ny, og derfor er det altså nu det gælder for FC København. Det er nu, der er mulighed for en stor europæisk kampagne. Næste år kan det være for sent, når flere profiler er væk, og et nyt hold er under opbygning. 

Ståle Solbakken udtalte inden kvalifikationskampene mod APOEL, at FC København potentielt ville kunne nå en Europa League-kvartfinale i denne sæson, og det er jo altså stadig muligt, hvis klubben slutter som nummer tre i sin Champions League-gruppe. Det vil trods alt være en kæmpe bedrift, ligesom det vil være en sensation, hvis FCK slutter som nummer to i gruppen og kommer blandt de sidste 16 i Champions League.

Ud af ni forsøg har FC København tre gange tidligere spillet sig videre fra et europæisk gruppespil. Nu er chancen er til stede igen - og den er større end den har været i seks år.

Kan FC København gribe den?