Blog: Det bli'r i familien

For et år siden blev mit liv forandret. Jeg blev far til en søn, og siden da er tiden fløjet af sted med bleskift, barnevognsture og blodsprængte øjne af træthed som væsentlige ingredienser. Det har været det hårdeste og mest fantastiske år af mit liv.

 

Når man går tur med en barnevogn alene, er det ikke kun fødderne, der er aktive. Tankerne får også lov at vandre, og de har blandt andet cirklet om det at have ansvaret for at opdrage et menneske. At give noget videre – at være med til at præge et menneskes identitet, hvis vi nu skal være lidt højtragende. Og når nu fodbold har været så stor en del af mit liv – hvilket jeg har været glad for – kan jeg så give noget af det videre uden at trække noget ned over hovedet på min dreng

 

Jeg er ikke den første far, der har spekuleret over, hvad titlen og rollen indebærer, men nu har jeg altså gjort mig nogle tanker om det. Og da jeg lever af at formidle, har jeg tænkt mig at gøre netop det om disse fodboldfar-tanker. Undervejs har jeg samlet nogle ord, tanker og anekdoter fra forskellige personer, der har reflekteret over forholdet mellem afkom og ophav – med fodbold som væsentlig ingrediens. For jeg har haft så mange gode oplevelser med fodbold, og jeg vil da kun blive glad, hvis min søn kunne få del af denne glæde i sit liv.

 

1992 var et stort år for dansk fodbold, og dén sommer vil også for mig altid stå for noget specielt i mit liv. Ikke fordi jeg har de store minder om EM-triumfen, men fordi mit fodboldliv for alvor begyndte der. I hvert fald det fodboldliv, jeg kan huske. Det var i sommeren 1992, at den første livefodboldkamp, jeg kan huske, fandt sted. Jeg ved med garanti, at jeg har været af sted tidligere, men den her kamp står klart i min erindring. Eller nu skriver jeg kamp – det er ikke så meget spillet, jeg husker. Det var mere, at det var en begivenhed.

 

Forud for sommer-OL var det danske ungdomslandshold på træningslejr i min hjemby Nyborg, og de spillede en speciel træningskamp, hvor modstanderen var OB. Kampen skulle spilles på Nyborg Idrætspark, så det var noget, man talte om i byen. Min far og jeg skulle også af sted, men inden vi ramte ”stadion”, var vi forbi en marskandiser for at købte en autografbog. Den skulle siden hen følge mig i tykt og tyndt til diverse fodboldkampe, og den dag i dag har jeg den stadig – slidt og fyldt op med masser af fodboldspilleres kontrafej.

 

Jeg husker det som om, at vejret var fremragende, da vi overværede kampen i Nyborg Idrætspark. Det danske unglandshold vandt 3-1, men ellers er det småt med detaljer fra kampen i min hukommelse. Men det var sådan min kærlighed til fodbold begyndte, som den er gjort for som mange andre. Som kommentatoren Carsten Werge har fortalt i bogen med den passende titel ”Bold i blodet”:

 

”Mit første store fodboldøjeblik var, da Leif ’Osten’ Nielsen lavede hattrick mod Køge for mange, mange år siden. Min far har altid været medlem af Frem, og han har også været med i ledelsen af klubben på et tidspunkt, så jeg blev meldt ind i Frem, da jeg blev født, og jeg blev slæbt med til fodbold, fra jeg var helt lille. Da vi så skulle møde Køge på udebane, kørte jeg derned sammen med min far i spillerbussen. I den kamp scorede Osten tre mål, og Frem vandt 3-0. Det står som noget helt, helt specielt […] stemningen den dag i Køge fik mig til at sige: ’Hold da kæft, det er fedt, det her fodbold’”.

 

Sådan havde jeg det også, og den dag i 1992 bærer en del af ansvaret for, at en stor del af mit forhold til min far er baseret på fodbold. Det er en fælles interesse og passion, og jeg vil vove den påstand, at jeg fik min fodboldinteresse ind med fadermælken i løbet af min barndom. Min far har fortalt mig, at han i 1980’ernes Odense gik tur med mig i barnevognen på OB’s træningsanlæg i Ådalen – nogle gange med følge af Lars Høgh og sønnen Jonas, der ligeledes blev skubbet i en vogn på fire hjul. Vi flyttede sidenhen til Nyborg, og jeg blev meldt ind i Nyborg G&IF som 5-årig. Men jeg husker mange køreture til Odense Stadion i de tidlige halvfemsere sammen med min far og hans kammerat Palle. De første par år var jeg lige så interesseret i legepladsen, der lå inde på selve stadion bag den ene målende (ja – der var en legeplads på stadion!), men det har helt sikkert plantet et frø i mig. Det minder mig om et citat fra tv- og radiojournalisten Mik Schack i bogen ”På egen boldgade”:

”Min far tog mig med til mange af KB’s kampe i Idrætsparken i slutningen af 50’erne, men jeg kan ikke huske ret meget af spillet. Kun at jeg ville ha’ is hele tiden og at jeg ikke kunne sidde stille. Men KB er min klub. KB er en Frederiksbergklub. Jeg er født og opvokset på Frederiksberg!”

 

I start-halvfemsernes Fyn udviklede det sig til en fin søndagstradition at tage på stadion ”inde i Odense” med min far – noget vi stadig holder ved lige, når jeg er i Odense den dag i dag, når jeg ikke lige skal arbejde på kampdage.

 

Jeg har altid syntes, at der var noget særligt over familier, der tog på stadion sammen. Der er noget smukt over, at en familie har en klub, man holder med. Det skal selvfølgelig komme naturligt, men det vidner om et fællesskab i en familie, når man holder med samme fodboldklub – særligt hvis det er den lokale. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan holde med en klub i København, hvis man bor i Randers; for mig giver det meget mere mening, hvis man holder med den lokale klub – måske netop fordi jeg forbinder min fodboldkærlighed med min barndom – noget nært. Musikeren Mikael Simpson har berørt temaet i et interview om fodbold med Tipsbladet. Ligesom mig synes han, at det er fedt, når man bliver ”født ind i en klub”.

 

”Selv om det er blevet bedre i Danmark, så er man ikke født med trøjen på, som man er det i England, og det er der noget smukt over. Du kan ikke slippe fri af rødderne, det er i hvert fald ikke nemt. Det er en stammeting, der drager, men i sport er den på sit rigtige sted, og jeg synes, at det er meget sjovt med sådan et tilhørsforhold i en verden, der er ved at gå under. Så for mig blev det Grimsby, og når vi fejrede jul derovre i gamle dage, så var det fast, at vi tog på Blundell Park 2. juledag, hvis Grimsby spillede hjemme,” har han fortalt, hvilket får mig til at tænke på overskriften på en artikel om Brøndby IF, skrevet af Hans-Otte Bisgaard.

”Brøndby er familien”, hedder overskriften.

 

Jeg er meget taknemmelig over, at min far tog mig med til fodboldkamp, da jeg var barn, og jeg er glad for, at han tog mig til en kamp med OB – det store hold på Fyn – for min far havde jo selv været på Odense Stadion, da han var dreng.

 

Jeg kan godt lide, når fodbold- og klubinteresser går i arv, jeg kan blive helt varm om hjertet, når jeg læser i en artikel i Euroman om en 38-årig Frem-fan ved navn Tobias Clausen, der fortæller om sit forhold til fodboldklubben Frem.

 

”Jeg er ikke sydhavnsdreng, men min far og farfar var. Jeg voksede op i Albertslund, og om lørdagen smurte min far sig en mad, drak en øl og tog ind og så Frem. Jeg var egentlig ikke interesseret i fodbold som barn, men en dag tog jeg alligevel med min far. Jeg var slet ikke vant til at omgås de typer, som er herude, men fra den dag af følte jeg mig… suget ind i klubben. Og jeg har været her lige siden. Jeg cykler herud, kører altid forbi min farfars grav på vejen, og hver gang jeg når frem til klubhuset og stadion, får jeg sådan en følelse af at komme hjem,” fortalte denne Tobias Clausen i 2015.

 

For mig er det en del af at være hjemme og besøge min familie, at jeg også tager på stadion med min far og lillebror, og når jeg taler i telefon med en af dem en gang om ugen, kan vi ikke undgå lige at vende de seneste fodboldresultater eller en ny spiller, der skal vurderes.

 

Jeg kan derfor også nikke genkendende til TV Avisens Kim Bildsøe-Lassens anekdote fra Tipsbladet om telefonsamtaler med sin søn Gustav, der er i starten af 20’erne.

 

“Da jeg boede i USA, snakkede vi sammen måske en gang om ugen, og det var sådan nogle samtaler, hvor man bagefter kom til at tænke på, at man egentlig ikke lige fik hørt, hvordan det gik. Jeg kan huske en episode, hvor jeg sad i et møde i USA, og han så ringede. Ikke bare en gang. Han ringede igen og igen, så til sidst afbrød jeg mødet, for det måtte jo være noget vigtigt. Og det var det også: Han havde udtænkt en ny formation på FCK’s midtbane, som han blev nødt til at vende med mig.”

 

Ofte har min far været den første, jeg ringede til, når der var store nyheder i fodboldens verden, som jeg ville fortælle. Det er som om, at hans mening stadig betyder meget for mig, selvom jeg som fodboldjournalist i dag ved mere om fodbold end ham.

 

Jeg ved ikke, hvordan mit forhold til min far havde været, hvis ikke vi havde haft fodbold til fælles. Vi ville helt sikkert stadig være tætte, men jeg vil påstå, at fodbolden har en stor ære i, at min far også er en af mine bedste venner. Derfor passer jeg ikke helt på den skotske journalist Duncan Hamiltons udsagn om, at han og hans far ville have været fremmede for hinanden, hvis ikke det var for fodbold. Det skriver han i bogen ”The footballer who could fly”, hvor han til gengæld har en pointe, som jeg godt kan lide.

 

”Jeg tænker på det, hver gang jeg hører nogen på en affærdigende måde sige: ” fodbold betyder ikke noget,” eller ” fodbold er bare et spil,” eller sågar ” det er jo kun fodbold.” Nej, det er det ikke kun. Ikke for mig. Det holdt os sammen, når intet andet kunne. Uden fodbold var vi som fremmede over for hinanden. Med det, var vi far og søn.”

 

Jeg er meget enig i, at fodbold kan fungere som ekstra lim i et forhold. Ikke bare mellem far og søn, men også mellem venner. Nogle af mine bedste venner er meget fodboldinteresserede, og selvom de er meget flinke fyre, ved jeg ikke, om vi havde været lige så tætte, hvis vi ikke havde haft fodbolden til fælles. Jeg tvivler.

 

I kultbogen Fever Pitch fortæller Nick Hornby også om, hvordan hans barndom blev reddet (og resten af hans live forbandet), da hans far tog ham med på Highbury til en fodboldkamp. Han fik pludselig en fælles interesse med sin far.

 

”Lørdag eftermiddage i det nordlige London gav en sammenhæng, som vi kunne være sammen i. Vi kunne snakke, når vi ville, fodbolden gav os noget at tale om (og desuden var stilheden ikke akavet), og de dage havde struktur og en rutine. Arsenals bane blev vores plæne, Gunners Fish Bar på Blackstock Road var vores køkken, og West Stand-tribunen var vores hjem. Det var et viduderligt set-up , og det var også eksklusivt. Min far og søster fandt aldrig rigtigt at sted at være sammen.”

 

Som sagt er jeg sikker på, at jeg fortsat ville have et nært forhold til min far uden fodbold, men fodbold gør, at vi har noget ekstra sammen. Musik-journalisten Michael Hann fra det engelske medie The Guardian har beskrevet det på en meget fin måde, som jeg sagtens tilslutte mig. For ham er fodboldinteressen og passionen for Queens Park Rangers, som han deler med både sin far og søn, ikke en substitut for noget mangelfuldt i far-søn-forholdet, men en ekstra dimension.

 

”Mine minder om at se fodbold med min far er ikke forbundet med nogen former for tristhed, og når jeg tager til kampe med min søn, er et ugentligt højdepunkt. Og når jeg ser og lytter til familer omkring mig på Loftus Road, kan jeg se folk, hvor det er en del af familielivet – ikke en erstatning for det,” har han skrevet.

 

Fodbold har fyldt utrolig meget i mit 30-årige liv. Jeg har opgivet at finde ud af, hvor mange live-fodboldkampe jeg har set i mit liv, men jeg har da nogenlunde styr på min fodboldtrøjesamling, min samling af kampprogrammer og min opgørelse over stadioner, jeg har været på. Og det er bare interessen. Hertil kommer selve spillet. Jeg har spillet mange fodboldkampe i mit liv. På baner på Fyn, i Jylland og i København. Jeg har spillet på Farum Park, på Odense Stadion og på diverse opvisningsbaner i fynske provinsbyer. Men allerflest kampe har jeg spillet i mine forældres have – med og mod min far. Han lod mig selvfølgelig vinde mange gange, for jeg kan huske, at jeg var stolt første gang, jeg kunne håndtere et nederlag uden at græde i en blanding af skuffelse og raseri.

 

Passionen og kærligheden til spillet har dog mest givet mig mange gode oplevelser, og det har jeg lyst til at give videre. Min kæreste slog da også en sarkastisk latter op, da jeg under hendes graviditet sagde, at det blive spændened at se, hvilke interesser vores søn får, når han vokser op. Underforstået: Med den far kan han da kun komme til at elske fodbold, hvilket flere venner og familiemedlemmer også har pointeret.

 

Men det skal selvfølgelig ikke trækkes ned over hovedet på min søn.

 

I sommeren 2015 udkom magasinet Euroman med et temanummer, der handler om fædre og sønner. Der var blandt andet et interview med en dreng på 10 år og hans far, der pacede drengen frem mod en fodboldkarriere. Vi taler personlig træner, kameramand, videoanalyser og en ambition fra faderen om at sønnen skal blive verdens bedste fodboldspiller. Faren fortæller med stolthed, at de startede træningen, da sønnen var fire måneder gammel. Det siger sig selv, at det er alt, alt for meget. Der er forskel på opmuntring og pace.

 

Interessen skal naturligvis komme af sig selv. Men som komikeren Magnus Millang siger i samme magasin, kan man måske godt præge lidt.

 

”Min dreng er fyldt to år, og det betyder, at vi kan have en samtale, og at jeg kan præge ham. Jeg prøver musisk at køre ham i en retning, som jeg synes er fed (…) Min søn er min bedste ven, så jeg vil gerne kunne holde ud, at han sætter noget ordentlig musik på,” siger han.

 

Så jeg har da også vist min søn nogle fodboldkampe på tv, selvom han kun er et år. Jeg har også lagt en bold foran ham. Og han ejer allerede tre fodboldtrøjer. Men i sidste ende er det op til ham selv; det er jeg godt klar over. Og jeg ved også godt, at det er egoistisk fra min side: Hvis han bliver fodboldfan ligesom mig selv, har vi mere at snakke om, når han bliver stor.

 

Som Tommy Møller Nielsen har fortalt i Tipsbladet om forholdet til sin far Richard Møller Nielsen:

”En dreng som samler på frimærker med en far som er fodboldtræner, er måske ikke så meget sammen, som vi har været. Jeg var altid med ham. Han så enormt mange kampe, da han var træner, og hvis jeg ikke selv skulle spille, så tog jeg altid med ham. Hvis han så tre kampe i København en søndag, så kørte jeg med og så dem med ham. Og så snakkede vi, om det vi havde set i bilen på vej hjem.”

 

De scener kan jeg godt genkende fra mit eget liv, og jeg håber også, at min søn og jeg kommer til at sidde i biler på vej hjem fra fodboldkampe engang i fremtiden fuldt optaget af at snakke om mål, tacklinger og dommerkendelser.

 

Men det er selvfølgelig ikke det, der er det vigtigste, og jeg er også opsat på, at mit forhold til min søn ikke kun skal basere sig på fodbold. Indrømmet: Jeg har allerede haft ham med på stadion i Odense og til fodboldtræninger i flere klubber. Men jeg er opmærksom på ikke at overdrive det, for jeg har også læst i Lars Daneskovs humoristiske bog ”Far på færde”, der selvfølgelig også kommer ind på det med fodbold.

 

”Det, som på avisernes sportssider traditionelt hedder slaget om København, er altså på hjemmefronten blevet til slaget om klapvognen,” skriver han med henvisning på al den slags merchandise, man efterhånden kan få i babystørrelse.

 

”Her er sandheden selvfølgelig, at en FCK-hagesmæk med lyd eller en Brøndby-måne med musik formodentlig har større betydning for den stolte far end for hans måbende barn.”

 

Egentlig er det simpelt. Det allervigtigste for mig vil selvfølgelig altid være, at min søn er glad og tilfreds med det liv, han kommer til at føre. Fodbold eller ej; vi skal nok få et tæt forhold uanset hvad. På den måde er jeg nok heller ikke anderledes end de fleste fædre – heller ikke dem, der hedder Schmeichel til efternavn.

 

”Min far har altid sagt, hvis jeg er glad, så er han glad. Nu hvor jeg selv er far, forstår jeg, at bare ens egne børn har det godt, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg selv har det.  Bare min søn har det godt, og det er jo det samme med min far. Min søn skal heller ikke presses til noget han ikke vil, og han skal tage den vej, han synes, er den rigtige at gå. Det skal han have lov til at gøre. Bare han er glad,” har Kasper Schmeichel engang sagt i et interview med Tipsbladet.

 

Troels Bech indrammer det meget godt i et interview med Kristeligt Dagblad for nogle år siden.

 

”Jeg har ikke nogen ønsker om, hvad mine børn skal komme til at opleve eller bruge tid på. Hvis jeg havde det, så ville jeg allerede være med til at tage en del af egenoplevelsen fra dem og give dem mine bud på, hvad der er godt. Men jeg vil inderligt ønske og gerne stimulere til, at de er nysgerrige, og hvis de er nysgerrige, vil de jo have spørgsmål, som jeg ikke engang har halve svar på i forvejen. I så fald havde jeg garanteret givet dem det, og så er det ikke nysgerrighed for dem mere.”

 

Det må være konklusionen: Hvis han vil, finder min søn selv kærligheden til det smukke spil.

 

Eller til noget andet, der kan berige hans liv. Det handler om at være nysgerrig. Det vil jeg opfordre ham til.

 

I virkeligheden handler det hele om, at jeg ønsker et fortsat nært og godt forhold til min søn – også når han bliver større.

 

For som selveste William Shakespeare har sagt:

 

”Det er en klog far, der kender sit eget barn”.