CL-braget: Fortidens spøgelser og Guardiolas bukselomme
Foto: Polfoto
Generelle

CL-braget: Fortidens spøgelser og Guardiolas bukselomme

Fortidens spøgelser svæver over Camp Nou i aften, hvor en af de største kamp i Champions Leagues nyere historie finder sted.

Det passer som fod i lederhose, at Jupp Heynckes fylder 70 år i dag.
 
Det vides ikke, men mon ikke den store dag skal fejres i hjemmet i Schwalmtal nær Mönchengladbach med en vaskeægte storkamp i fjernsynet mellem den klub, han førte til The Treble i 2013 og den klub, som hans efterfølger lavede samme bedrift i 2013?
 
For selvom det store tyske medie Kicker bruger tre-fire sider og en lederplads på at ønske Jupp Heynckes tillykke med, er det ikke den tyske succestræner med fortid i spansk fodbold, der er den store historie. Det er derimod hans efterfølger – den spanske succestræner med nutid i tysk fodbold. 
 
For det kan næppe blive meget større end når Pep Guardiola vender tilbage til sin gamle hjemmebane Camp Nou, hvor han både har været bolddreng, spiller og træner gennem et livslangt kærlighedsforhold til FC Barcelona. Klubben som han førte til verdensdominans i løbet af fire stormfulde år, hvor han med dedikation og lejrbål i pupillerne skabte verdens bedste hold med verdens bedste spiller i Lionel Messi i front. Hverken Barcelona, Messi eller Guardiola har endnu ramt samme succesbølge siden da. Netop fordi ingen af de tre har vundet Champions League siden de var sammen om det i 2011. Og fordi fortidens meritter på en eller anden måde stadig hænger over dem som et spøgelse. Pep Guardiola vil ikke være en succes i Bayern München, før han vinder Champions League som Jupp Heynckes gjorde det. Og Barcelona vil ikke føle sig som verdens bedste klub igen, før den vinder Champions League, som Pep Guardiola gjorde det. 
 
Men når Barcelona og Bayern München mødes i aften, er det ikke bare historien om Pep Guardiolas retur til Barcelona, selvom netop dette tema er så specielt, at der for første gang, jeg kan huske, vil være fokus på, om et holds træner vil juble over en scoring. Guardiola er blevet spurgt om netop dette, men hans svar er ikke entydigt. Han vil ikke garantere en jubelscene, hvis Bayern München kommer foran – men han vil være glad. 
 
Men det er også en titanernes kamp med alt hvad det indebærer af historisk vingesus, storhed og stjernespillere, der kender hinanden på kryds og tværs og har stået over for hinanden i flere forskellige sammenhænge.  
 
Pep Guardiola står over for sin tidligere klub i Barcelona samt sin ven og tidligere holdkammerat i Luis Enrique. Bayern München har desuden fem spanske spillere i truppen; Xabi Alonso var gennem en årrække en rival til Barcelona for Real Madrid, mens reserven Pepe Reina er tidligere målmand i den catalanske klub, hvor også Bayerns Thiago blev opfostret. I Barcelona-mået finder vi til gengæld Marc-André ter Stegen, der kender Bayern München indgående fra Bundesligaen. Endelig er der de brasilianske forbindelser på begge sider af banen. 
 
Og apropros Brasilien: Mon ikke der er en del spillere på begge hold, der kan huske sommeren 2014, hvor fem Bayern München spillere var med på det tyske hold, der først vandt 7-1 over Brasilien, der godt nok ikke havde Barcelonas Neymar og Dani Alves på banen,  i VM-semifinalen og få dage senere besejrede Javier Mascherano og Lionel Messis Argentina i finalen. 
 
I de to kampe i sommer sejrede det tyske kollektiv over de sydlanske individualister. Det gjorde de også i to kampe i foråret 2013 i Champions League-semifinalen, hvor Jupp Heynckes' hold vandt samlet 7-0 over et Barcelona-hold, der stadig ledte efter sig selv efter Guardiolas farvel. Året efter tabte Guardiolas Bayern så med samlet 0-5 til catalonierens rivaler fra Real Madrid. Faktisk var Barcelonas eneste samlede sejr over Bayern München i 2009 – da Pep Guardiola var træner for den catalanske klub. Også i disse sammenhænge er der nogle spøgelser fra fortiden, der lurer i baggrunden. 
 
Nu står de her igen i en af de største Champions League-kampe i dette årti. Barcelona har været i otte semifinaler i Champions League de sidste ti år – Bayern München har været i fem. Bayern München kan komme i sin 11. mesterholdsfinale – Barcelona kan komme i sin ottende. 
 
Begge hold kommer til kampen med markante resultater i bagagen. Bayern München har scoret 17 mål i sine seneste fem Champions League-kampe Barcelona har scoret 11. Barcelona har netop vundet 8-0 over Cordoba – Bayern vandt med samme cifre over HSV for et par måneder siden. Det er titanernes kamp, og det er svært at spå om, hvem der trækker sig sejrrigt ud af den. 
 
Pep Guardiola kender Barcelona så godt som sin egen bukselomme. Den gik der hul i, da Bayern München mødte FC Porto for et par uger siden. Hvem finder sprækkerne hos modstanderen i aften? Kan Messi, Suarez og Neymar stoppes? Hvordan klarer Bayern sig uden deres stjernespillere? Og hvilken af de to mastodontklubber driver fortidens spøgelser på flugt?
 
Vi kan kun vente på svarene i spænding, og det kan godt være, at Jupp Heynckes læner sig tilbage i sofaen hjemme i  Schwalmtal, men mon ikke, han vil rette sig op tidligt og sidde på kanten af sædet det meste af kampen.
 
Ligesom os andre.