Eksamen i de store byer: Presset tynger i AGF, OB, EfB og AaB
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Eksamen i de store byer: Presset tynger i AGF, OB, EfB og AaB

BLOG: Det er et sandsynligt scenario, at mesterskabsslutspillet bliver uden deltagelse fra fire af landets fem største byer.

Fryd og gammen er ikke ord, man kan sætte som overskrifter for klubberne i store provinsbyer i denne sæson. Og før 19. spillerunde i Superligaen er presset i den grad på klubberne fra fire af Danmarks fem største byer.

Både AaB, AGF, Esbjerg og OB skal således meget gerne have sejre i denne spillerunde, hvis ikke de skal hægtes af i de forskellige Superliga-ræs, de er i.

Der har været meget fokus på problemerne i de fire klubber, og det er også interessant at kigge på sammenhængen i, at det er traditionsklubber fra Aalborg, Esbjerg, Aarhus og Odense, der har været mest omtalt i forbindelse med ordet 'krise' i denne sæson. Og det er nok det største fællestræk: Opmærksomheden og de forventninger, der følger med den. 

De har alle været inde på det i løbet af sæsonen:

- Odense er historisk set en stor by, og OB har leveret store resultater. Det er også der, mindsettet er. Hvis man ikke leverer medaljer hvert år, er holdet en skuffelse, sagde Rasmus Festersen til Tipsbladet tidligere i år.

- Måske har vi heller ikke været dygtige nok til at få forklaret, at de forventninger som omverdenen har til os, ikke altid flugter særlig godt med de muligheder, som vi reelt har haft. Dér har altså været en disharmoni, og folks forventninger er ofte styret af folkestemninger, sagde forhenværende EfB-direktør Søren Poulsen i forbindelse med sin afsked med klubben.

- Der stod krise skrevet overalt på os, og det har vi også været i. Det må vi erkende. Vi har ikke levet op til forventningerne, og det må man bare acceptere, sagde Rasmus Würtz til Ekstra Bladet i fredags oven på første sejr i evigheder.

Og i dag siger Glen Riddersholm følgende til Århus Stiftstidende:

- Indimellem har det været et stort pres for spillerne at spille på hjemmebane, fordi forventningerne har været store. Det er et ekstra åg at tage med ud på banen.

Kigger man på historikken i Aarhus, Odense og Esbjerg er det også her, hvor der i de seneste ti år har været rigtig mange trænerskifter. Det vidner også om et stort pres og krav om resultater her og nu. Og det er næppe forkert at sige, at SønderjyskE, Silkeborg og Horsens slipper billigere fra en serie dårlige kampe eller et stort nederlag, Men de er også i en anden situation.

Kogt sammen sidder man tilbage med et indtryk af, at nogle af aktørerne i de store provinsklubber mener, at der er for store forventninger fra omgivelserne i de store byer.

Men det kan ikke nytte noget. Som elitesportsudøver må man altid stræbe efter det største, og når man er i store klubber, følger der store forventninger og stort pres med. De fleste spillere og trænere drømmer om at komme til store klubber og spille på store stadioner. Så følger der kritik og pres med. 

Både OB, AaB og AGF har inden sæsonen udtrykt ambitioner om at komme i top seks i grundspillet i Superligaen, og derfor er det helt fair, at omverdenen behandler klubberne ud fra det. Og Esbjerg skal heller ikke stryges med hårene, når holdet ligger sidst i Superligaen. 

Nu venter 19. runde i Superligaen, og lad mig bare bruge en kliché: Alle fire nævnte klubber har kniven på struben, og det er ikke et usandsynligt scenario, at forårets mesterskabsslutspil bliver uden deltagelse fra fire af landets fem største byer. Hvad kommer det til at betyde for tilskuertallene i landets bedste række?

AaB og AGF har i teorien stadig målet om top seks inden for rækkevidde, men begge klubber møder direkte konkurrenter i kommende runde. Skåret ud i pap: Hvis AGF taber til Lyngby, er David Nielsens mandskab i top seks med 10 point foran Glen Riddersholms tropper. Og hvis AaB taber til SønderjyskE, vil der være otte point mellem de to hold på hver sin side af den streg, der skiller fårene fra bukkene, når Superligaen deles efter 26 runder. De afstande vil være svære at indhente, og omvendt kan både AGF og AaB få nyt håb med sejre mod de direkte konkurrenter, og positivt set kan de to klubber have henholdsvis fire og to point til top seks i tilfælde af sejre. Der er en verden til forskel.

Så det er en skæbnestund for de to store jyske klubber, men det er der også i Esbjerg og Odense. Både EfB og OB må kigge langt efter top seks-drømmen, så nu handler det i stedet om at positionere sig og få samlet rigeligt med point til det afgørende nedrykningsslutspil. Her vil de nederste fire hold i sidste ende skulle ud i de drabelige playoff-kampe, der kan ende med nedrykning. Derfor vil det være meget rart at være i top ti, når grundspillet er overstået.

Aktuelt handler det dog først om at indhente Silkeborg på 11. pladsen, der lige nu er henholdsvis fem og syv point foran OB og Esbjerg, der mødes torsdag i Odense. Vinderen får en livline og et lille håb om top ti, mens taberen nærmest vil være meget skidt stillet.

Derfor må vi forvente en gyserforestilling i Odense, hvor OB tager imod EfB. Begge klubber har alt at tabe, og det kan meget vel blive en nervøs affære. Som jeg skrev på Twitter forleden: Der er nogen, der græder efter den kamp.

Der er altså alvorligt pres på i klubberne fra de fire store byer, hvor potentialet er så stort, men også svært at forløse over en længere periode.

Denne uge er eksamenstid for OB, EfB, AGF og AaB.  Får vi tårer at se i Odense, Esbjerg, Aarhus og Aalborg?