Frank og Solbakken under pres: Kolde og varme sæder i Superligaen

Det er et paradoks. 

 

Når Thomas Frank sætter sig i stolen som Brøndbys cheftræner i første forårsrunde på søndag, bliver han samtidigt den længst siddende træner i klubben siden Michael Laudrup. De 953 dage, der til den tid er gået fra Franks første til seneste kamp som Brøndby-træner, vil være den tredjelængste periode, en træner har siddet i Brøndby i al den tid, klubben har været i Superligaen. Kun de mesterskabsvindende ikoner Ebbe Skovdahl og Michael Laudrup har haft en længere sammenhængende periode i klubben. 

 

Alligevel har Thomas Frank gennem sin Brøndby-tid været den træner i klubben, der oftest er blevet rygtet fyret. Måske bortset fra Auri Skarbalius. Men han har fået tiden og tålmodigheden i en klub, der ellers har været notorisk utålmodig med sine trænere de seneste 10 år. 

 

Spørgsmålet er så, om han får lov at gøre sæsonen færdig, og hvad der skal ske efterfølgende, for sammen med FC Københavns Ståle Solbakken er han under pres for resultater i det kommende forår. Frank skal vinde bronze, Solbakken skal vinde guld – og dermed er kravene stillet til de to trænere, der er de aktuelt længst siddende i Superligaens 12 klubber sammen med Colin Todd. Resten er nye i gamet og dermed fredede. 

 

Derfor er det oplagt at stille spørgsmålet: Får vi (endelig) et forår uden fyringer eller trænerskifter i landets bedste række.  

 

2015 var svingdørens år i Superligaen. 

 

Når man i dag i 2016 kigger på trænerbænken i de 12 nuværende Superliga-klubber og sammenligner med februar 2015, har ni af klubberne fået ny boss. Det skete både i sommerpausen, i løbet af efteråret og i vinterpausen. Alene siden sæsonstarten i Superligaen har både Hobro, Esbjerg, AGF og FC Nordsjælland skiftet træner. Det er voldsomt, og det er et udtryk for en større trang til at prøve noget nyt, hvis det ikke kører. 

 

Når så mange klubber har skiftet inden for så kort tid, må vi også forvente en vis usikkerhed på mange af holdene i foråret. Ikke alle trænerkoncepter er blevet masseret ind i hoved og ben på alle spillere, og derfor vil vi også kunne se nogle svingende præstationer i forårets Superliga. Og det er en af grundene til, at den kommende forårssæson også bliver spændende at følge med i. Samtidig bliver det også rart, hvis vi får en halvsæson uden, at der bliver spekuleret i trænerfyring efter tre nederlag og en uafgjort til det ene eller andet hold. Lunten bør være længere – både fra klubbossernes side og fra os rundt om Superliga-manegen.

 

Når ni af Superligaens trænere kun har været i deres respektive klub i maksimalt syv måneder ved forårets start, bør der skulle gå meget galt, hvis de skal skiftes ud. Det efterlader tre trænere, hvor Colin Todd næppe er den mest pressede mand. Dermed er det primært Ståle Solbakken og Thomas Frank, der er under det største pres. Og man skal også have god fantasi til at forestille sig, at FCK vil skille sig af med den norske manager, man for nylig har forlænget kontrakten med. Selvom Solbakken har lagt pres på sig selv ved at sige, at der ikke er nogen undskyldninger for et glippet mesterskab. 

 

Så er der Thomas Frank tilbage. Han kom til klubben, da organisationen var en helt anden fra bestyrelsesformand til sportsdirektør, men han står der endnu, og han har undervejs opereret i modvind fra mange fronter. Men han har virket ukuelig, og nu kan foråret komme til at definere hans fremtid i Brøndby. 

 

Hvis Brøndby indrier målsætningen om top tre, skal Thomas Frank i min bog naturligvis fortsætte, men det er ikke usandsynligt, at Brøndby vil prøve noget nyt til sommer, hvis man havner uden for top tre. Til den tid vil Thomas Frank have rundet 1000 dage som Brøndby-træner og have været i klubben i tre år. 

 

Det er lang tid i en klub med så meget opmærksomhed, og alene på grund af sin holdbarhed bør Thomas Frank få respekt. Ligesom de øvrige trænere i Superligaen. 

 

For det er trænerne, der er under det største pres. Det er trænerne, der skal forklare nederlag og tage kuglerne fra presse, fans, bestyrelsesmedlemmer og sponsorer. Det er trænerne, der ryger først, når det går ned ad bakke for holdet. 

 

Men i dette forår går de måske fri. Måske får vi et forår uden fyringer. Måske er de varme sæder blevet kolde. 

 

Det ville være fint at prøve.