Jeg var 21 år, men alligevel var jeg lige ved at græde.
Jeg havde netop brændt det syvende og afgørende spark i straffesparkskonkurrencen i bronzekampen ved en fodboldturnering for landets idrætshøjskoler, og det gjorde ondt. Faktisk er det et af mine eneste dårlige minder fra et helt igennem vidunderligt halvår som elev på Idrætshøjskolen i Aarhus. Alligevel elsker jeg straffesparkskonkurrencer, og dem er der forhåbentligt udsigt til nogle stykker af i løbet af EM's resterende kampe.
Ligesom mange andre fodboldfans er jeg fascineret af straffesparkskonkurrencen. Det er en fodboldkamp kogt ned til en bullionterning. Det handler om sejr og nederlag. Det handler om helte og skurke. Det handler om at score mål – og om at forhindre at gøre det. Alt det andet er barberet væk: Ingen tacklinger, afleveringer, medspillere, indkast eller offsidefælder. Bare en bold og et mål. Og to mænd med hver sin mission. Det er de dramaer, sporten lever af, og når jeg tænker tilbage på nogle af mine største slutrundeminder, er der flere straffesparkskonkurrencer iblandt.
Det er et paradoks. Straffesparkskonkurrencer er ofte noget, der kommer efter en tæt og ofte kedelige kamp. Det er set flere gange, at man har slæbt sig igennem en langgaber af 120 minutters 0-0-kamp, men så kommer den lækre dessert i form af en straffesparkskonkurrence. Selv de kedeligste kampe kan reddes af en straffesparkskonkurrence, og det er ofte det, man tager med fra de uafgjorte kampe ved en slutrunde. Jeg husker eksempelvis ikke meget af 0-0-kvartfinalen mellem Holland og Sverige ved EM 2004, men jeg husker afbrænderne fra Olof Mellberg og Zlatan Ibrahimovic.
Jeg er naturligvis ikke alene med min fascination af straffespark. I år er der udkommet en hel bog i Danmark om fænomenet. Den er skrevet af fynboen Henrik Busborg hedder slet og ret ”Straffe!”. En anden fynbo – straffesparkseksperten Lars Høgh – har skrevet forord om det mest nervepirrende element i fodboldverdenen.
- I straffesparkskonkurrencer er stressniveauet maksimalt. Jeg elsker det. Der er ind imellem en debat om, hvorvidt straffesparkskonkurrencen skal afskaffes eller erstattes af en anden måde at finde en vinder på. Jeg er lodret uenig. For mig er straffesparkskonkurrencen underholdning på højeste niveau, og jeg kan slet ikke forestille mig fodbold uden straffesparkskonkurrencen.
Lars Høgh har naturligvis ret. Golden Goal, Sudden Death, omkampe og forlænget spillestil er ikke bruge bare alternativer til den ultimative måde at afgøre en fodboldkamp på. Også selvom det gør ondt på aktørerne. Som Franz Beckenbauer har sagt: ”Det er marginalt bedre end at slå plat og krone. Der er intet andet alternativ.”
For fodboldnørder er historien om straffesparkets opfindelse velkendt. Ophavsmanden var nordireren William McCrum, der som målmand ofte oplevede hvilke uhyrligheder, der blev leveret i området foran ham i slutningen af 1800-tallet. Som medlem af bestyrelsen i det nordirske fodboldforbund foreslog han at indføre det, der i dag er kendt som strafefsparket. Først blev det ikke taget vel imod, hvilket Frits Ahlstrøm skriver om i bogen ”Fodbold i sjov og alvor”.
- Forslaget blev mødt med vrede, forargelse og latterliggørelse af spillere og medier, især de engelsek, der beskyldte irerne for at lade følelserne løbe af med dem. De omtalte det som dødsstraffen, underforstået, at denne straf godtgjorde, at en spiller i så fald havde været skyldig i en usportslig handling. Det var helt utænkeligt for englænderne, at nogen ville gøre den slags med vilje, og det var i strid med den victorianske opfattelse af en fodboldspillende amatør som en sand idrætsmand og gentleman.
Men de grove løjer og voldsomme overfald på banen i forbindelse med fodboldkampe i slutningen af 1800-tallet medførte alligeve, at straffesparket fik sin plads i fodboldens regelsæt. Den 2. juni 1891 blev straffesparket skrevet ind i ”Laws of the game”, og siden har fodboldens verden være fuld af dramaer fra 11-meter-pletten.
Selvom både europæiske cupturneringer og hjemlige pokalkampe kan ende med straffesparkskonurrencer er det særligt ved slutrunder, at duellen fra pletten bliver husket. Min første slutrunde var VM i 1994, der havde flere gode straffesparkskonkurrencer – blandt andet i kvartfinalen mellem Sverige og Rumænien. Den svenske forfatter og radiodokumentarisk Linda Boström Knausgård skrev om netop den kamp i et essay i Politiken i weekenden.
- Sverige susede bare igennem, og vi, alle, fulgte med. Hvad er det, der sker? Da Ravelli tog det der straffe, ja, jeg må jo skrive det, som det var, selv om det er en kliché, var det, som om alting stod stille. Mørke og lys byttede plads.Alt var muligt. Og kunne ske. Og ville ske.
Ravelli blev helten, men fire år tidligere var det ikoniske slutrundeøjeblik en skurk. England indledte i 1990 en straffesparksforbandelse, der nu har varet 26 år, da Stuart Pearce var en af synderne i kampafgørelsen mod Tyskland i VM-semifinalen.
- Pearce sad på hug i midtercirklen, kløede sin næseryg med tommel- og pegefingeren og havde et håndklæde hængende omkring sin nakke, så han lignede en bokser efter et nederlag. Der var dyb sympati for ham, selvom Pearce fremover ville være kendt som ”Manden der brændte straffesparket.” Så snart han kunne, med tårene trillende, forlod han banen, ude af stand til at gå ned og anerkende de engelske fans, skriver journalisten Jonathan Wilson om minutterne efter straffesparkskonkurrencen i bogen ”The anatomy of England”, hvor han også konstaterer, at det i 1990 blev set som noget ærefuldt, at England røg ud efter straffespark. I dag er det nærmest en joke.
Ovenstående er to VM-straffesparkskonkurrencer, men EM-historien har haft masser af ikoniske straffesparksøjeblikke. Det mest berømte – og mest kopierede – er også fra den første straffesparkskonkurence. Det er 40 år siden, at en kamp blev afgjort på den måde ved en EM-slutrunde, og Tjekkoslovakiets Antonin Panenka afgjorde EM-finalen i Beograd ved at score på det sidste straffespark på et køligt chip over den tyske verdensklassekeeper Sepp Meier. Panenka-straffesparket kunne fejre 40-års-jubilæum den 20. juni i år og er blevet kopieret massevis af gange.
På den måde har straffesparkskonkurrencen som fænomen også bidraget til nye opfindelser til fodboldspillet. Som journalisten Ben Lyttleton har beskrevet er Panenka-straffesparket også et af få fodbold-tricks, der er opkaldt efter en spiller ligesom Cruyff-vendingen og Zidane-piruetten.
- Panenka opfandt en helt ny type straffespark. Cruyffs vending og Zidanes piruette scorer ikke mål. De vinder ikke kampe. De sikrer ikke trofæer. Jeg mener, at aftrykket fra Panenkas straffespark i en konkurrence har større værdi til det scorende hold end et enkelt mål, fordi det har en psykologisk fordel. Panenkas straffespark har endda en forkortelse. Det bliver bare kaldt 'en Panenka'.
Siden Panenka'en i 1976 har der været masser af store straffesparkskonkurrencer med magiske øjeblikke i EM-regi. Vi husker både skurkene og heltene. Engelske Gareth Southgates afbrænder mod Tyskland i semifinalen i 1996. Portugals målmand Ricardo med de bare næver i 2004. David Beckhams utrolige afbrænder i samme kamp. Andrea Pirlos elegante afgørelse i 2012. Og selvfølgelig de danske bidrag til historien: Den cool Kim Christoftes kølige udnyttelse den 22. juni 1992 og Elkjærs afbrænder otte år minus to dage tidligere.
- I princippet er det den letteste ting at score på et straffespark. Det er det bare ike, når man er fuldt ud bevidst om, at hele verden sidder og kigger på, fortæller Preben Elkjær i sin selvbiografi om episoden, der endte med revnede bukser.
Det er det interessante ved det hele. Det burde være så nemt at sparke bolden ind i det store mål, når der kun er én spiller til at forhindre det. Men hvor målet kan føles stort for keeperen, skrumper det for manden, der skal sparke, og derfor har EM-historiens straffesparkskonkurrencer født en række skurke til fodboldens fortællinger.
Men historien byder også på helte, og en af dem er Lev Yashin, der ganske vist aldrig nåede at være med i en straffesparkskonkurrence på slutrundeplan. Men han var en fremragende målmand, når det gjaldt det, der på forskellige sprog hedder penalty, elfmeter, pénalité og refsingu. Det siges at Yashin i sin karriere reddede over 150 straffespark, og man fornemmer i nedenstående citat, at det var en stor oplevelse for den sovjetiske målmand hver gang.
- Glæden over at have set Yuri Gargarin i en Sputnik som den første nogensinde i rummet overgås kun af glæden ved at redde et straffespark, har han engang sagt.
Så der er noget at se frem til i løbet af den sidste del af EM-slutrunden for både markspiller, målmænd og medieforbrugere. I en turnering, der har været relativ fattig på dramatiske højdepunkter, er det rart at tænke på, at der forude formentlig vil være nogle historiske øjeblikke i vente.
Det tager få sekunder at sparke et straffespark. Til gengæld kan det skabe minder for livet.
Og til sidst er der nogen der græder.