Tidlig transferstatus: 5 spørgsmål og 5 svar på 5 dage i Superligaen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Tidlig transferstatus: 5 spørgsmål og 5 svar på 5 dage i Superligaen

BLOGINDLÆG: Året er kun fem dage gammelt, men der er allerede sket ting og sager i det danske transfervindue, der ellers først åbner officielt i dag.

5 dage, 5 spørgsmål og 5 svar i transfervinduet

Denne torsdag åbner det danske transfervindue helt officielt, men der har allerede været gang i butikken i flere Superliga-klubber i løbet af årets første fem dage.

Januar måned har således både givet spørgsmål og svar i forhold til transferperspektiverne i de forskellige klubber.

Som en opfølger til det blogindlæg, vi bragte her på siden inden nytår, lister jeg herunder nogle af de temaer, der har præget årets første dage indtil videre.

Aktiviteterne i og omkring Superligaen har således givet anledning til at drage konklusioner og stille nye spørgsmål, så herunder følger fem spørgsmål og fem konklusioner, som man har kunne drage efter årets første fem dage. 

FC Midtjylland flekser muskler – men kan de løfte?
Det er en klassisk FC Midtjylland-disciplin at markere sig som et af savannens stærke dyr ved at hente profiler i andre Superliga-klubber. Førhen har man hentet Jonas Borring og Danny Califf i henholdsvis OB og AaB, og sidste år kom Martin Pusic til fra Esbjerg fB. Og nu har man også hentet Janus Drachmann og Marc Dal Hende i SønderjyskE. Det er to profiler fra sølvinderholdet, men selvom det er et stærkt signal at plukke to profiler hos en konkurrent, kan man også spørge om de to spillere kan løfte midtjyderne til et nyt niveau. Ambitionen i FC Midtjylland må være at udfordre FC København i toppen af Superligaen, og der er det svært at se Dal Hende og Drachmann gøre en forskel. Der er snarere tale om, at de to spillere skal løfte deres niveau for at komme på holdet i FC Midtjylland, end at de løfter holdet ved at komme til klubben. Også Pierre Kanstrup er rygtet til Herning, og det tyder på, at der som forventet kommer gang i den i Claus Steinleins saloon  i løbet af januar.

Er Esbjerg-handlerne mere end skrabede lodder?
Indrømmet: Jeg kender hverken Otar Kakabadze eller Konstantin Tsimikas, som er kommet til EfB, men lejeaftaler med græske og georgiske spillere rimer sjældent på gigantsucces i dansk fodbold. Sportsdirektør Ted van Leeuwen har signaleret, at der ikke er nogen penge at hente spillere for, og nu er spørgsmålet så, om hollænderen satser på lottokuponer, skrabelodder eller bare lodsedler, der er skrabede. Van Leeuwen har desuden været kontant i sine udmeldinger, hvor både Brent McGrath og Ryan Laursen har fået noget at tænke over. Den store hovedrengøring i Esbjerg er i gang, men vi venter stadig på en handel, der er overbevisende.

Kan OB holde sammen på truppen?
OB's sportsdirektør Jesper Hansen har slået fast, at OB vil komme styrket ud af transfervinduet, men der har allerede været flere meldinger om spillere, der er interessant for andre klubber. Mohamed El Makrini har tiltrukket sig interesse fra fjerne egne, Rasmus Jönsson er stadig et varmt navn i Sverige, og de to reservespillere Thomas Mikkelsen og Izuanna Uzochukwu virker til at være klar til at forlade klubben. Kan OB holde sammen på truppen og skabe den kontinuitet, der har været talt om på Fyn gennem mange år? Og kan Jesper Hansen og kompagni tilføre et par forstærkninger udefra? Det er en vigtig januar for den fynske klub. 

Smuldrer det i SønderjyskE?
Drachmann er væk til sommer. Det samme er Dal Hende. Og sandsynligvis Kanstrup. Der er spørgsmålstegn ved folk som Johan Absalonsen og Nicolaj Madsen. Ny træner er kommet til. I SønderjyskE taler de om en naturlig cyklus i en fodboldklub, men det må alligevel give anledning til bekymring i Haderslev, Aabenraa og omegn. Er SønderjyskE ved at smuldre? Næppe, men det er sjældent et godt at skulle sige farvel til halvdelen af en startopstilling. Der venter stort arbejde i Haderslev.

Kommer der en back til Brøndby?
Brøndby er igen blevet sat i forbindelse med norske Kristoffer Haugen, og det er efterhånden ingen hemmelighed, at klubben ønsker at forstærke sig på venstreback-positionen, hvor Svenn Crone lige nu er eneste reelle alternativ.

AaB vil opruste
Allan Gaarde kom med et klart signal, da Morten Wieghorst blev præsenteret som ny træner i AaB: Den nordjyske klub vil tilføre spillere i dette transfervindue. I Lynge Jakobsens tid var der tale om vin ad libitum og transferfrie spillere, men den nordjyske klub har midlerne til at købe en spiller fri denne januar. Et par forstærkninger kan gøre håbet om top seks mere realistisk.

FCK er helt på plads
Der er stille omkring FC København. Meget stille. Ståle Solbakken har slået fast med syvtommersøm, at klubben ikke skal handle mere i dette transfervindue. Det er usandsyligt, at Superligaens førerhold kommer til at hente nogle spillere, men det er stadig en mulighed, at en spiller som Bashkim Kadrii bliver lejet ud.

Viborg skal have nye folk til offensiv og defensiv
Viborg-træner Johnny Mølby har været meget tydelig i forhold til klubbens transfervindue: Der skal nye folk ind. Viborg vil både forstærke sig i offensiven og defensiven, og særligt i forsvaret er der brug for nye spillere. Anfører Mikkel Rask har forladt klubben, og hollandske Veldmate er af personlige årsager endnu ikke klar til at spille fodbold. Selvom skadede spillere er på vej tilbage, har Viborg brug for friskt blod.

Vigtige forlængelser i Lyngby
Lyngby har omkring årsskiftet sendt nogle stærke signaler med forlængelserne med Jeppe Kjær og Lasse Fosgaard. Det vidner om ambitioner og tro på fremtiden i klubben, der ellers lever en uvis tilværelse på grund af et muligt ejerskifte. Men David Nielsen og kompagni ser ud til at arbejde ufortrødent videre.

Spændende navne fra udlandet er i spil
Interessante navne som Lasse Vigen i Fulham samt IFK Göteborgs danskere Jacob Ankersen og Søren Rieks har signaleret, at de er klar til et klubskifte, hvis muligheden byder sig. Også gode, gamle Djiby Fall har budt sig til i forhold til et Superliga-skifte. Det er spændende at se, om de velkendte navne kommer tilbage til Danmark.