Efter søndagens overbevisende 4-0-sejr over sølvvinderne fra SønderjyskE forsøgte Viasats Joakim Boldsen - forståeligt nok - at lokke begejstring ud af vindertræner Alexander Zorniger. Det skete ikke. Tyskeren var tilfreds, men heller ikke mere. Meget skulle forbedres, lod han os forstå.
”If you want to go to the Harlem Globetrotters, you can do that”, lød det blandt andet knastørt fra Zorniger, da han forholdte sig til Brøndby-spillernes (for) mange boldberøringer i kampen.
Den no bullshit-attitude og hans fokus på pres, hårdt arbejde og disciplin har givet den tyske træner, eller coach som han konsekvent tiltales i den sportslige afdeling i klubben, en decideret drømmestart på Vestegnen.
”Aktion, aktion, aktion” var nogle af Alexander Zornigers første ord efter skiftet til Brøndby. Ordene er lynhurtigt blevet et symbol på det nye, nye Brøndby og har stærke tråde tilbage til storhedstiden i 80’erne og 90’erne.
Se Brøndby banke SønderjyskE 4-0:
Det hjælper selvfølgelig altid på en træners medvind at slå et Bundesligahold ud af Europa League og have et snit på over to point i Superligaen, men det er i virkeligheden ikke den gode resultatmæssige start, der er den primære årsag til den store optimisme blandt os Brøndbyfans.
Rekrutteringen af Zorniger har ganske enkelt ramt lige i hjertekulen på de blågule og vækket den kultur til live, som i årevis har slumret under overfladen omkring Brøndby Stadion. Den kultur, man med ansættelsen af Michael Laudrup i 2002 – måske ubevidst – gav køb på og ikke har genfundet siden. Indtil nu.
Pres med pres på
Brøndbys rettesnor i de kommende år, Strategi 6.4, indeholder et ret omtalt fokusområde, der går under overskriften ”Stærk presfodbold”. Her beskrives målet om at have ”ligaens bedste genpres”, der uden kontekst virker som en lettere aparte ambition at have med i et strategidokument.
I dette tilfælde indeholder det sportslige mål om ”Stærk presfodbold” dog et lag mere, der ikke er beskrevet i Strategi 6.4, men som til fulde retfærdiggør tilstedeværelsen af dette mål. Sagen er nemlig den, at en spillestil centreret om aggressivitet, fysisk dominans og højt pres har dybe kulturelle og historiske rødder på Vestegnen.
Se Brøndby-reaktionen, da sejren over Hertha Berlin er sikret:
Fodbold i Brøndby har aldrig handlet om poleret fodbold og fortryllende positionsspil. De store internationale præstationer og suveræne mesterskaber i slutningen af forrige årtusinde kom i hus på baggrund af en nedarvet kultur og en spillestil, der siden stiftelsen i 1964 har handlet om hidsigt presspil, fysisk overtag, stenhårdt arbejde, ydmyghed og at sætte holdet frem for individet.
Supra Sociatatem Nemo (Ingen over klubben) står der derfor printet over trappen til spillertunnellen på Brøndby Stadion. Det motto har sandt at sige været testet adskillige gange gennem historien, men nu ser det ud til, at det i hvert fald i den sportslige afdeling stemmer overens med virkeligheden. Nu er det holdet, fællesskabet, der er over alt andet i Zornigers univers. Det er lige før, at det alene trækker vand i øjenkrogene på os blågule.
Vi Brøndby-fans er et mangfoldigt sammensurium. Vi findes over hele Danmark i alle ender og kanter af samfundsdemografien. Er der én ting, vi alligevel har til fælles, er det dette: Vi vil se et Brøndby-hold, der ofrer alt på grønsværen. Et hold, der bløder for den gule trøje. Et hold, der ligner en enhed frem for overbetalte lejesvende. Og så vil vi selvfølgelig også helst opleve et hold, der vinder flere kampe, end det taber – gerne med minimum et par spillere af egen avl blandt de elleve startere.
Alt dette har vi set for sjældent siden 2002. Det skriver jeg ikke for at skyde skylden på hverken de trænere eller spillere, der har været forbi 2605 Brøndby i de 14 år, der er gået siden ”kursskiftet”. Nej, problemerne i klubben stak langt dybere end det.
Identitetskrise blev til kursskifte
Omkring årtusindskiftet var Brøndby IF i en form for ”udviklingsvacuum”, som jeg ser det. Fodboldverdenen ændrede sig hastigt både på og uden for banen, og det organisatoriske setup, der tidligere havde stået fadder til markante, sportslige triumfer, var ikke længere tilstrækkeligt i en fodboldverden, der stillede stadig større krav til klubbernes professionalisme samt kommercielle og organisatoriske kompetencer.
Klubben, der i dens ungdom og tidlige voksenliv var en pioner og et flagskib for dansk fodbold, med bl.a. indførslen af professionel fodbold, børsnotering, UEFA Cup-semifinale og centrale spillere bag EM-triumfen, mistede pusten og evnede ikke længere at gå forrest. Hvor man tidligere var foregangsmænd, var man nu reduceret til efterfølgere.
Resultatet af identitetskrisen i de kommende år var en lettere desperat søgen efter storhed og en indædt jagt på de klubber, der med FC København i spidsen for alvor rykkede sig organisatorisk og sportsligt. Ansættelsen af Michael Laudrup i 2002 skulle have været startskuddet til en ny æra med Brøndby IF på toppen af dansk fodbold. Når man ansætter den mest succesfulde, danske fodboldspiller nogensinde og det på det tidspunkt største trænertalent i landet, sender det signaler. Og bevares, vi fik da også et flot mesterskab i 2005 og to pokaltitler.
Men de tre titler var dyrt købte, for med ansættelsen af Laudrup fulgte et fatalt kursskifte, en tilsidesættelse af den kultur og spillestil, der altid har været Brøndbys varemærke. Og dét var på flere fronter en katastrofal disposition set med det lange lys på. I årene post-Laudrup fulgte en række andre fejldispositioner, som mere eller mindre alle er offentligt kendte og havde det til fælles, at de ikke var tro mod den originale klubkultur.
Tilbage til fremtiden
Nå, nu vil jeg lade fortid være fortid for denne gang og glæde mig over, at Brøndby med ansættelsen af Alexander Zorniger ser ud til at have fundet tilbage til fremtiden.
Tilbage til de dyder, der stadig gennemsyrer græsrødderne på Vestegnen og matcher det oprindelige klub-DNA. Tilbage til den kultur og spillestil, der var grundlaget for etableringen af Brøndby IF som en stormagt i dansk fodbold. Tilbage til det Brøndby, som folk på Vestegnen og andre med samme tilhørsforhold bedre kan identificere sig med.
Starten på Zornigers æra er lovende og vækker for mig klare minder om de gyldne tider. Så må de kommende år vise, om det er nok til, at der kan føjes nye, mindeværdige afsnit til den blågule historiebog.
Se Brøndby-spillerne i ekstase efter sejren over Hertha Berlin:
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.
