Moderne fodbold er frastødende og ulækkert

Nok er nok. Da 10.000 Liverpool-fans lørdag udvandrede midt i en kamp i en fælles protest mod stigende billetpriser, sang de “Enough is enough”. Med protesten kastede de endnu et projektørlys mod de grimme penge i det smukke spil.

 

Fronterne mellem fans og klubejere er igen trukket op, og debatten om pengene i fodbold raser videre. Denne gang har visse journalister også taget handskerne af over for klubberne, ligesom fodboldkoryfæer som Alan Shearer, Jamie Carragher og John Aldridge har været ude med støtte til fansene.

 

Og kritikken er ikke svær at forstå. For sandheden om moderne fodbold er, at det - ligesom tidens kødproduktion - er ualmindeligt ulækkert at kigge på, når man går tæt på. Man behøver ikke at kunne recitere Karl Marx for at synes, at det er et problem, at almindelige arbejdere i den økonomiske pressede nordengelske region skal betale en stadig større andel af deres disponible indkomst for, at middelmådige spillere kan få over 500.000 kroner om ugen for den ulejlighed at spille fodbold.

 

For i engelsk fodbolds bedste række er det ikke bare de bedste spillere, der bliver rige. Den gennemsnitlige løn for spillerne i den lavest betalende engelske klub i sidste sæson, Crystal Palace, var på 19.000 pund eller cirka 200.000 kr. Om ugen. Det er altså den gennemsnitlige løn i den lavest betalende af de 20 Premier League-klubber. 

 

Det er et simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Den engelske liga er den mest populære i verden blandt fodboldfansene, og det har industrien omkring spillet formået at udnytte. Prisen for rettighederne til at vise kampene i tv bliver stadig mere sindssyg. Og der bliver presset stadig flere reklamer ind i tv-produktionerne, så os seere ikke bare skal betale med kroner og ører for tv-abonnementet, men også med vores underbevidsthed, som sælges til højstbydende. Når der eksempelvis er et lille EA Sports-logo hver gang, at man stillingen vises i øverste venstre hjørne af en Premier League-kamp, så er det jo fordi, at computerspilproducenten har betalt sig til det.

 

Den enorme interesse og det økonomiske potentiale har betydet, at udenlandske ejere vælter ind over de engelske klubber med enten personlig berømmelse eller profit for øje. Liverpool FC er en af de klubber, der nu er ejede af et udenlandsk investeringsselskab.

 

Men de mange penge fra tv og sponsorater betyder ikke, at klubberne er for fine til at bukke sig ned og samle lidt småpenge op ad fansenes lommer. I dette tilfælde ved, at Liverpool FC i en klassisk kommunikationsmanøvre “ændrer” på prisstrukturen, så nogle billetter bliver billigere, mens mange flere bliver langt dyrere. Da fansene gik i 77. minut i lørdags var det fordi, den dyreste billet til en kamp nu kommer til at koste 77 pund. Det er absurd mange penge at bruge to til fire gange om måneden for almindelige mennesker i Nordengland.

 

Men skal man så ikke bare sige, at det er en del af prisen for at være med i toppen? At hvis man som fan vil se det bedste fodbold, så må man også betale det, det koster? Jo, det kunne man godt sige. Hvis det bare passede. For en af Europas sportsligt og finansielt stærkeste klubber Bayern Munchen har modbevist den påstand med et brag.

 

Se her dette citat fra Bayern-præsident Uli Hoeness fra en Daily Mail-artikel: 

 

“Vi kunne tage mere end 104 pund. Lad os sige, at vi i stedet tog 300 pund. Det ville give os 2 millioner pund mere i indtægter, man hvad betyder 2 millioner pund for os? I en transferdiskussion diskuterer man en sådan sum i fem minutter. Men forskellen på 104 pund og 300 pund er enorm for den enkelte fan. Vi mener ikke, at fans er som køer, som man malker. Fodbold skal være for alle. Det er den største forskel mellem os og Tyskland.”

 

I artiklen er der også en opgørelse, godt nok fra 2012-2013, over priserne på sæsonkort i de engelske og tyske klubber. Det billigeste Bayern Munchen-sæsonkort er billigere end de billigeste for samtlige engelske klubber - for eksempel er den lille klub Readings billigeste sæsonkort næsten fire gange dyreste end Bayerns billigste.

 

Problemet er, at for hver gang, at en lokal fan ikke længere har råd til at følge det hold, hans familie måske har fulgt i generationer, så står der en købeklar nordmand/dansker/asiat klar til at tage hans plads. Og til forskel fra stamgæsten, så bruger turisterne samtidig masser af penge på overpriset merchandise i de klubsupermarkeder, som sælger alt fra spillertrøjer til cheerleader-dragter til bamser (!!?!) med klubbens logo på. Det ved en klub som Liverpool, og den udnytter det kynisk.

 

Det sørgelige er, at klubben på sigt udvander produktet ved at gøre det. For en del af myten omkring Liverpool FC går på den “legendariske” stemning på stadionet Anfield. Men sandheden er, at stemningen til langt de fleste kampe er flad som en daggammel fadøl på plastikkrus, fordi stadionet ikke længere befolkes af lokale arbejderklassefolk, men i høj grad af velhavende turister, der kommer for at få en oplevelse. Ikke for at være med til at skabe en. Det skaber fremmedgørelse og vrede blandt de lokale fans.

 

Den vrede er desto meget større, fordi fansene kan se, at de er allernederst i en fødekæde, hvor alle andre bliver rige. Klubejerne bliver rige, spillerne bliver rige, tv-stationerne bliver rige, og selv spillernes agenter skovler penge ind. De penge kommer i sidste ende kun et sted fra. Fra fansenes lommer.

 

Så ja, nok er ved Gud nok. På grund af protesten genovervejer Liverpool FC’s ejere tilsyneladende den konkrete prisstigning, og det er kærkomment. Men det ændrer ikke på de strukturelle problemer, som klubberne burde tage alvorligt, hvis fodbold fortsat skal være et folkets spil. Det har sportens pengemænd dog næppe den store interesse i, at det bliver ved med at være.