Morten Olsen - hyldest til en håbløs romantiker

En æra sluttede i går. Siden han i 1980’erne i helt korte shorts dirigerede rundt med sine medspillere som hjernen på det legendariske danske landshold fra den tid, har Morten Olsen sat et afgørende præg på dansk fodbold. Først som landsholdsanfører, siden som træner for det vel nok bedste danske klubhold nogensinde og endelig gennem hele 15 år som landstræner.

 

Det blev en pauver afslutning på et mindeværdigt forløb. Morten Olsens sidste hold viste sig at være en bleg skygge af både 1980’ernes elskede taberhold og hans eget bedste landshold i starten af 00’erne. Det var som at se en pensioneret popstjerne forsøge at genoplive magien med en sidste turné og ende med at spille i Rødovre Centrum en tirsdag formiddag i november. 

 

Der er masser af meninger om Morten Olsen, mange af dem negative. Sådan er det at være landstræner. Og det er da også åbenlyst, at præstationerne de seneste år ikke har været gode. Slet ikke. Alligevel mener jeg, at han fortjener anerkendelse.

 

For i en moderne fodboldverden, hvor 19-årige spillere takker nej til kontrakter til 1 million kroner om ugen (ja, jeg kigger på dig, Raheem Sterling), så er der noget befriende over at følge en fuldstændig uhelbredelig, kronisk fodboldromantiker som Morten Olsen. Hans tilgang til spillet har været konsekvent: Det er ikke nok at vinde, det skal gøres med seværdig, offensiv fodbold.

 

Det var hans største styrke, og det var hans største svaghed.

 

Fodboldguderne skal vide, at det er et pauvert udvalg af spillere, en dansk landstræner kan vælge imellem for tiden. For en mand, der som Morten Olsen selv spillede på landsholdet med nogen af Europas bedste spillere som Elkjær, Laudrup og Lerby, så må det have været mildt deprimerende at betragte det aktuelle udbud. Lidt som at være vant til at købe ind i Irma og nu finde sig selv stående og rage igennem tilbudskasserne i Aldi. 

 

Men en træner kan vurderes på sin evne til at få det bedste ud af de midler, han har til rådighed. Er helheden stærkere eller svagere end delenes individuelle styrke? Og det er her, romantikeren fejlede.

 

For mens den hollandsk inspirerede, boldbesiddende 4-3-3-system og hans berømmede automatismer i en periode gjorde Danmark til et landshold, der boksede over vores vægtklasse i forhold til både resultater og stil, så endte projektet med at fise ud som luften af en slap ballon.

 

Det var lørdag aften, romantikeren beseglede sin pagt med skæbnen. Da det danske landshold lørdag gik på banen i Stockholm til den første af to play off-kampe, ville 0-0 have været et glimrende resultat. Den resultat-drevede træner ville til en sådan kamp vælge at stille med en opstilling, der havde det primære formål at forhindre modstanderen i at score.

 

Morten Olsen valgte en 4-3-3 med de offensivt orienterede Thomas Kahlenberg og Christian Eriksen som to af de tre midtbanespillere. Danmark kom i svensk stormvejr og var nede med 0-2 og næsten 0-3, inden et sent mål skabte håb for returkampen. Nu er det altid nemt at være bagklog. Men det er i dette tilfælde efter min bedste overbevisning fuldstændig åbenlyst, at en mere kynisk tilgang til den kamp havde været et bedre middel til at nå målet: Dansk EM-deltagelse.

 

Fodbold handler først og fremmest om at vinde. Hvis man kan underholde undervejs, så er det fint. Men da det danske folk i en kollektiv jubelrus henover sommeren 1992 fejrede europamesterskabet ved at drikke, danse og elske, var der ikke mange, der bekymrede sig om boldbesiddelsesstatistikker og den slags.

 

Morten Olsen har givet dansk fodbold mange store oplevelser, og for det skylder landets fodboldfans ham tak. Og at han er en håbløs romantiker, skal jeg heller ikke lægge ham til last. Men hvis han engang imellem havde udvist lidt større vilje til at gå på kompromis med sine idealer, kunne han have skabt noget større.