Transfercirkus blev frirum mod cancer og kemo

Jeg har aldrig skrevet en blog før. Og jeg tror ikke, jeg kommer til det igen. Den slags er der talrige, der er bedre til end mig, så det vil jeg overlade til dem. Og helt ærligt – hvor mange gange har du, kære læser, taget dig selv i at stoppe op og tænke ”gad vide, hvad Ole Hoffskov mener om det her”. Det er ikke så mange, vel?

 

Alligevel spurgte jeg for nyligt min chef her på tipsbladet.dk, om han ville have noget imod, at jeg skrev en blog. En lidt anderledes en af slagsen. Selvfølgelig om fodbold og et transfervindue, som i skrivende stund er meget aktuelt, men også om at være kræftramt sportsjournalist midt i et transfervindue. Det ved jeg nemlig – desværre – en hel del om.

 

Jeg fik grønt lys.

 

I december 2014 fik jeg diagnosen testikelkræft, og det betød, at jeg måtte ringe til min arbejdsgiver og sige, at jeg nok ikke kom på arbejde i morgen eller i overmorgen – der var knas med kuglerne. Jeg fik al den tid, jeg skulle bruge på at komme mig, og jeg havde ærligt ikke regnet med, at jeg ville arbejde meget i de godt fire måneder, min kemobehandling varede. Men vi nærmede os et transfervindue, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg elsker transfervinduerne. Som journalist og som livslang fan af fodbolden. Jeg kunne ikke slippe det. Jeg VILLE arbejde. Selv om det oftest foregik i mit eget hjem – og enkelte gange faktisk med computeren på skødet i min seng. Det var de dage, kemoen fik min krop til at føles som en slatten karklud. Men på arbejde ville jeg. Og hvor var det dog en rigtig beslutning.

 

At gå på arbejde og sidde med alle de nyheder, der traditionelt opstår i et transfervindue, blev et frirum fra alt, der hed kræft og kemo. Folk, der læste mine artikler, kunne jo ikke se, at manden bag bylinen var alvorligt syg. Jeg kan give et par eksempler.

 

For enhver kræftpatient i kemobehandling er der især en skelsættende dag. Den dag, hvor man mister håret. For mig skete det i starten af januar 2015. En tirsdag. Så stod jeg der og for første gang i mit liv skulle se mig selv i spejlet uden hår på hovedet. Jeg havde håbet, jeg ville være skaldet på en Bruce Willis-agtig måde. Jeg lignede mere Charlie Runkle fra Californication. Midt i det hele ringede min telefon. Det var en belgisk agent, som jeg længe havde forsøgt at få fat på. Han kunne bekræfte, at OB var på jagt efter midtbanespilleren Joeri Dequevy. Det fik mig til at glemme alt om hårtab og Charlie Runkle. Tanken om, at jeg nu kunne levere en nyhed, gav mig en glæde og varme i kroppen. Jovist – den var ikke ligefrem dagsordensættende. Men det var lige meget. Jeg var glad.

 

En anden dag fik jeg en SMS fra en sportsdirektør i en Superliga-klub. Han havde læst en af mine artikler, som omhandlede hans klub – og jeg skulle vide, at han ikke var imponeret. Det var han sjældent over mine skriv, lod han mig forstå. Jeg har dog et fint forhold til personen, og det er mit indtryk, at vi har gensidig respekt for hinanden. Han vidste imidlertid ikke, jeg havde kræft, og jeg føler mig sikker på, at han aldrig havde sendt mig sådan en SMS, hvis han vidste, at jeg de forudgående fem dage havde fået kemo i sammenlagt 50 timer på Rigshospitalet. Derfor var det helt befriende at læse hans bramfrie kritik. Jeg følte, jeg blev talt til som et menneske og ikke en kræftpatient, som mange af gode grunde nok ubevidst gjorde på daværende tidspunkt. Det var aldrig sket, hvis jeg ikke var gået på arbejde. 

 

Sådan er der flere eksempler. Transfervinduet blev et frirum, og jeg søgte det konstant. Jeg forsøgte også at arbejde de dage, jeg var indlagt på Rigshospitalet til kemobehandling. Det kunne dog ikke lade sig gøre. En stor del af min kemo-tid gik med at få litervis af vand i kroppen via et drop, så jeg skulle rundt regnet tisse hvert kvarter. Det ville jeg ikke byde mine kilder. Omend det i mit hoved kunne være ganske fremragende, hvis jeg kunne breake, at Rasmus Falk skiftede til Brøndby, mens jeg stod og ladede vandet. I en kolbe i øvrigt. Som lidt kolorit på hverdagen på afdeling 5013 skulle vi, der fik kemo, nemlig føre skema over, hvor meget vi tissede! Jeg brugte dog det meste af tiden i sygesengen på at researche og tænke på historier, vi kunne jagte. Det var skønt at have det i tankerne i stedet for kræft, tumormarkører og ”hvad siger statistikken i øvrigt om min kræftform?”

 

På transfervinduets sidste åbningsdag var jeg med helt til lukketid på redaktionen klokken 24.00, men da mine kollegaer knappede de velfortjente fyraftensøl op, måtte jeg haste ud i en taxa og direkte på Rigshospitalet. Forude ventede fem dage med kemo fra morgen til aften.

 

Nu starter hele transfercirkusset forfra, og jeg glæder mig til endnu en måned i manegen. 

 

Denne gang som en rask mand.