Nyt vigtigt kapitel i FCM's historiebog
Foto: Astrid Dalum/Polfoto
Generelle

Nyt vigtigt kapitel i FCM's historiebog

FC Midtjylland leverede den helt store præstation mod Southampton over to kampe, og en stor del af den skal tilskrives Jess Thorup.

Der er snart ikke flere ting, man kan bede FC Midtjylland om. I hele klubbens levetid har den skulle høre på, at den ikke har nogen historie, men indenfor de sidste par måneder er det både blevet til et mesterskab og nu også til en sejr i Europa League over et Premier League-hold.

Det understreger også, at den nye cheftræner efter ikonet Glen Riddersholm, Jess Thorup, er den rigtige mand til jobbet. Efter en enkelt svipser mod APOEL på hjemmebane har man sådan set spillet, som man skal på den europæiske scene - selvom resultaterne mod Lincoln fra Gibraltar nok manglede lidt fylde, men man gik videre, og det vil altid være det vigtigste. Han har gjort det til UG i Superligaen og nu også bevist sig på den europæiske klubscene for midtjyderne.

Men hvordan dælen kunne det lade sig gøre for et dansk hold at slå et hold fra Premier League ud? Endda et hold, der i sidste sæson af Premier League var det hold, der lukkede næstfærrest mål ind. Det giver jo ikke rigtigt nogen mening.

Svaret ligger gemt i, at FCM på rekordtid i forhold til, hvor mange kampe de har haft i Europa har lært at spille europæisk. Forstået på den måde, at de ved, hvordan man spiller i de internationale kampe, så modstandernes træner mister besindelsen og ikke kan slippe det faktum, at FCM trækker tiden. Er Koeman født i går? Hvad havde han regnet med? 

Det var et fremragende billede på, hvordan man skal bære sig ad, når man er et mindre hold, der ikke (udelukkende) kan spille på sit talent. Her har man i den forbindelse også kunne se, at den spiller med det største talent, Pione Sisto, nærmest har været usynlig i de kampe, der er blevet spillet i Champions League-kvalifikationen og nu i Europa Leagues ditto. Her må man godt lægge sig, hvis man bliver ramt.

Med i det hele skal Ronald Koeman ikke slippe endnu. Det er også en træls tid for ham at være i Danmark i. Sommeren 92' har lige fået premiere i hele landet, og med ham i en stor rolle for Holland i semifinalen, må det sidde dybt i ham, at han nu endnu engang ryger ud til et dansk hold, der ikke burde være nogen reel trussel. 

FC Midtjylland kan nu skrive gruppespilsdeltager ind i den, trods alt, stadig korte klubhistoriebog, men det der står på de sider er efterhånden ligeså imponerende som mange andre klubber i Superligaen, selvom FCM blot har skulle bruge 16 år. Hvad skal det ikke ende med, hvis Benham ellers vil blive?

Til slut kan FCM nu slette prædikatet helt som "ligeved og næsten-klub", og Manchester City-kampen skal hurtigst muligt fjernes og erstattes med en optagelse af Southampton-kampene. OB har Real Madrid på samvittigheden og Brøndby har en semifinale i UEFA-Cuppen, men FCM's kan sagtens sættes ind i samme bås. Det er formentlig verdens bedste ligas nummer syv fra sidste sæson, der er slået ud.