Leder: Bizart at hjælpe "fodboldtossen"

Tilværelsen er en skrøbelig størrelse. På et splitsekund kan et helt liv blive vendt på hovedet. Det ved Danmarks mest omtalte baneløber bedre end nogen anden. Da han i juni 2007 løb på banen i Parken, tog hans liv en kolbøtte af de kæmpestore. Det har haft nogle voldsomme konsekvenser. Personligt og økonomisk.

Senest er han blevet idømt en erstatning på 1.8 millioner kroner. Det er et beløb, som ingen almindelige mennesker råder over. Ej heller baneløberen. Sagens seneste udvikling har sendt baneløberen fra Parken ud i en ny kolbøtte. Nu strømmer sympatien imod ham fra alle kanter. For ikke mange år siden var situationen den stik modsatte. Her var han med afstand nationens mest hadede mand. Syndebuk for en hel nation.

I dag er skurkerollen havnet hos DBU og det danske retssystem. Folkedybet raser mod forbundets grådighed og hævntørst, der synes at være bedre i sync med folkestemningen anno 2007 end 2012. Men DBU er helt uden skyld. Forbundet står blot på sin erstatningsret. Og har naturligvis ret til en kompensation. Man kan selvfølgelig anfægte beløbets størrelse. Selvfølgelig gnaver det i retsfølelsen, når et øjebliks stivhed takseres markant højere end eksempelvis årelang pædofili.

Men det ændrer ikke på skyldsspørgsmålet. Og uanset hvor tragisk, uheldig og utilsigtet baneløberens forbrydelse var, må den ikke annulleres i et anfald af misforstået syndsforladelse. Vi kan med rette have ondt af manden. Men hans forbrydelse er akkurat lige så uacceptabel i dag, som den var på den juniaften i 2007. Uanset hvor mange tæsk han har fået i offentligheden, er det altså stadig en dybt forkastelig gerning at løbe på banen i en landskamp for at tæve dommeren. Derfor er det også forrykt - grænsende til det bizarre - at flere landsholdsspillere nu vil spille en velgørenhedskamp og donere overskuddet til Herbert Fandels nær-overfaldsmand.

Hvad er det for et signal at sende? At det er ok at overfalde dommeren - bare lad der gå nogle år!

Dette er en dybt ulykkelig og uheldig sag. En tabersag for alle. Men der er nogle urokkelige principper om ansvar og skyld på spil, som landsholdet gør klogest i at holde knopperne fra.

Tilgivelsen er såre sympatisk. Men den må aldrig blive en undskyldning for at træde over grænserne.