Gennem årene var Arsenal-angriberen Emmanuel Adebayor en torn i øjet på Tottenham. I ni lokalopgør scorede han otte gange, og det fik en lille gruppe Tottenham-tilhængere til at synge masser af hån mod den togolesiske frontløber. Og det blev ikke ændret af, at han skiftede til først Manchester City og siden Real Madrid.
I april måneds Champions League-kvartfinale på Santiago Bernabeu dukkede Adebayor ud af glemslen, spillede fra start som lejesvend for Real Madrid og scorede de to første mål i 4-0 sejren over Tottenham, der lukkede det europæiske eventyr for Harry Redknapp og kompagni. Men trods den nye trøje i det nye land lød hånen fra den lille gruppe stadig.
Men nu er den heldigvis forstummet, for Adebayor er ikke længere skurk på White Hart Lane. Nu er han helt, for selv om han kendte alt til sangen og modviljen fra den lille gruppe, så slog han til, da Tottenham i sommer skulle have en afløser for Peter Crouch og kunne låne Adebayor i angrebstunge Manchester City.
- Fortid er fortid. Jeg ser fremad. Man skal være stærk for at komme til Tottenham, for jeg spillede tre-et-halvt år for Arsenal og rivaliseringen er intens. Men jeg vil bare spille fodbold og have det godt, og i dag er jeg Tottenham-spiller, sagde den lange angriber til BBC i slutningen af august. Og siden har han taget klubben med storm.
Det blev tre mål og en enkelt assists i sejrene over Wolverhampton og Liverpool, mens det mest bemærkelsesværdige i sidste weekends udekamp mod Wigan var, at Adebayor blev på banen.
- Jeg havde en fantastisk første halvleg, men uheldigvis blev det svært efter pausen, for jeg kunne kun se ud af et øje, sagde angriberen til The Times efter et sammenstød på banen.
- Jeg kunne ikke se bolden, jeg kunne ikke se mine modstandere eller noget, men jeg var alligevel i stand til at spille hele kampen. Det er jeg glad og taknemmelig for, men det er endnu bedre, når man rejser hjem med et brugbart øje og tre point.
Sådan noget elsker en engelsk fodboldtilhænger, og hvis Adebayor kan fortsætte sin fine stime med scoringer i søndagens North London Derby, vil der fremover bliver sunget heltekvad ned mod angriberen - i hvert fald fra Tottenham-enden. For det er ikke alle Arsenal-tilhængere, der har ikke de bedste minder om manden, der ellers scorede 62 gange i 142 kampe for The Gunners og gav dem 150 millioner kroner i transferprofit ved skiftet til Manchester City
Afslutningen på tiden i Arsenal blev nemlig tung for Adebayor, der flere gange blev buhet ud af sit eget publikum, før han blev solgt. Respekten for de gamle medspillere og manager Wenger var intakt, men tilhængerne var han trætte af.
- Det gode ved Manchester City er, at de har ægte fans. De elsker dig. Arsenal har mange fans, der ikke er rigtige fans. De har fans fra Amerika og Jamaica. I dag er de Arsenal-fans, i morgen holder de med Liverpool og bagefter måske Manchester United. For rigtige fans buher ikke af deres egne spillere, og det gjorde meget ondt på mig, sagde han til Daily Telegraph tilbage i september 2009 før den første kamp mod Arsenal, der gik over i historien.
City vandt 4-2, Adebayor scorede afgørende til 3-1 og endte med fem spilledages karantæne. Han fik tre for at trampe den liggende Robin van Persie i ansigtet og to for at galopere en hel banelængde for at fejre sin scoring på knæ foran de medrejsende Arsenal-tilhængere.
Så i en kamp mellem Tottenham og Arsenal, der i forvejen bærer på en eksplosiv blanding af historie, intensitet og rivalisering, er Emmanuel Adebayors tilstedeværelse måske det mest interessante, også selv om han har lovet at opføre sig pænt.
- Det var et uheld, der der skete for to år siden, og jeg vil gerne sige undskyld til alle Arsenal-tilhængere. Nogle gange kan vi ikke kontrollere vores følelser, vi er alle bare mennesker, og jeg er ked af, hvad jeg har gjort. Jeg glæder mig til kampen mod Arsenal på søndag, og får jeg chancen for at score, så tager jeg den, men jeg vil aldrig juble, som jeg gjorde dengang, sagde Adebayor til talkSport.
Og der er en vis sandsynlighed for Spurs-succes i den vigtige kamp, hvor vinderen ryger op i det gode selskab i toppen, mens taberen (specielt hvis det bliver Arsenal) vil ligge meget tungt. For det er syvende gang, at Adebayor skal op imod sin gamle klub, og statistikken i de første seks kampe hedder fire sejre, en uafgjort, et nederlag, 12-5 i målscore og tre scoringer af angriberen fra Togo.
Og så har Tottenham heller ikke tabt et London-derby hjemme på White Hart Lane siden september 2007. Her var modstanderen i øvrigt også Arsenal, resultatet blev 3-1 - og Adebayor scorede to gange.