Generelle

Min EM-aften som Collina

Tipsbladets Torsten Kjems blev forveklset med Collina til EM 2008 en varm sommeraften i Wien. Genlæs hans blogs fra sommerens hotteste fodbold-event.

Et væld af tidligere store fodboldpersonligheder er eller har været til EM. Tjekkiske Vladimir Smicer, franske Marcel Desailly og østrigske Toni Polster er blandt de tidligere stjerner, der er hevet ind som eksperter af forskellige medier.

Den tidligere italienske topdommer Pierluigi Collina har jeg også set - dog kun i form af en papfigur som folk uden for Stade de Suisse i Bern kunne lade sig fotografere sammen med som en plat souvenir fra et ellers fremragende EM.

Om Collina er eller har været til EM, er jeg i skrivende stund ikke klar over, men jeg føler at have været tættere på ham end nogensinde før.

Lørdag aften i en sen fritime bliver jeg midt i Wiens mylder af festlige og fulde fans antastet af en makedonsk ungersvend (hvad han så ellers laver ved EM.)

- Wow, du ligner Collina helt enormt, siger han.

Jeg stopper op, vender den lidt i tankerne og spørger tilbage, om det er ment som noget ondt eller godt.
Svaret lyder, at det bestemt er positivt ment. At jeg som Collina glinser og ikke har hår på øverste hylde, kan jeg kun give ham ret i, men så er vi altså mange Collina'er rundt om i verden.

Derfor må jeg have afklaret, om makedoneren virkelig mener, at jeg har de samme vilde, stirrende og udstående øjne som den tidligere stjernedommer, der gennem sin karriere er blevet sammenlignet med alt fra Kojak til et rumvæsen.

Heldigvis kan han godt se min (fuldstændigt åbenlyse) pointe og giver mig trods alt ret i det med øjnene.

En lille uskyldig oplevelse, som jeg for længst havde skudt ud af tankerne, indtil for ganske få minutter siden, hvor jeg sidder og arbejder i pressecenteret ved Ernst Happel Stadium i Wien.

Mobilen ringer fra et dansk nummer, jeg ikke mener at kende. Stemmen i røret præsenter sig som værende fra en specialist i øjenproteser.

Godt nok spørger den venlige kvindestemme efter en Birgit Andersen, men alligevel popper Collina-oplevelsen op i samme sekund.

Er der mon alligevel noget med de øjne og ham dommeren?