Åben kamp om Jyllands-mesterskabet

Overvurdering af egne muligheder er et grundvilkår i al seriøs sport.

Det gælder ikke mindst i professionel dansk fodbold, hvor det vel er samtlige klubber med en professionel fodboldafdeling, der forestiller sig, at de om få år ligger komfortabelt i Superligaen, har en fremragende talentudvikling (især på dette punkt forestiller ALLE klubber sig, at de bliver landets bedste eller tæt på), samler tusindvis af tilskuere på et spritnyt stadion og med jævne mellemrum lave enorme spillersalg til udlandet og vinde en medalje.

Efter et fremragende 2010 har der gennem foråret og efteråret været stillet store forventninger i pressen til FC Midtjylland som udfordrer til de tre mest købestærke klubber FCK, OB og Brøndby. Men for en gang skyld er der ikke tale om selvovervurdering ude fra Heden, hvor man belært af tidligere tiders skrappe guld-udmeldinger og overforbrug (midlerne fra en aktieudvidelse på 100 millioner kroner i 2007 er i det store hele væk) har skruet ned for retorikken.

Bedømt på mandagens 2-4 nederlag i Århus er det fornuftigt, for der lignede FCM bestemt ikke et hold, der over 33 kampe vil komme i nærheden af den absolutte top.

Det kan godt være, FCM selv føler, at de offensive spillere og det offensive spil er særdeles lovende, når det hele klikker, men når presset og markeringerne ikke er der, som mod AGF, er der stadig meget dybt at falde for Ulvene.

Når det går skævt for FCM, fristes man til at tro, at hver mand spiller for sig selv, især på midtbanen og i angrebet.

Og med mindre FCM finder mere stabilitet og måske mere balance mellem defensiv og offensiv, at FCM med den mere offensive spillestil har et stykke vej, før man kan høste lige så mange point som i det mere defensivt orienterede 2010, hvor det mere var kontraløb og solidt forsvarsspil, der halede pointene hjem.

Og det er for så vidt også helt fair, hvis FC Midtjylland ikke markerer sig på samme måde i medaljekampen, for denne gang er det omverdenen, ikke dem selv, der har meldt deres sportslige chancer (for højt) op.

AaB: Ingen skader, tak
Bedømt på de første otte kampe er det nærmere AaB, der er Jyllands bedste bud på en pointsluger i toppen.

Det lyder - og er - lettere absurd her mindre end fire måneder efter, at AaB var to minutter og en for Esbjerg nyttesløs Tim Janssen-scoring fra at ryge i 1. division, en nedrykning der virkelig havde truet AaB's udsigter for resten af årtiet med de alvorlige økonomiske konsekvenser, det havde medført.

Der er også en masse hvis'ser, så som bredden i truppen og om gejsten nu også kan holdes oppe, når lettelsen over overlevelsen fortoner sig.

Men det ser godt ud indtil videre trods nederlagene til Viborg i pokalen og hjemme mod FCN. Kent Nielsen har fået skabt den enhed, som AaB også var under Erik Hamrén, og der er stor sammenhængskraft i truppen. Skader og ustabilitet hos de yngre spillere (Unge Nicolai Larsen har klaret det flot indtil nu, mens det også er blevet til adskillige starter for Mathias Wichmann og Nicklas Helenius) kan rykke ved billedet i AaB, der ikke længere har pengene til en trup med mange indkøbte spillere.

Boblere
I Århus nyder oprykkerne godt af, at veteranerne Martin Jørgensen og Søren Berg er i hopla og blandt ligaens største profiler i de første otte runder, hvilket kulminerede med Jørgensens landsholdsplads og Bergs drømmemål mod FCM, som må blive kandidat til årets mål.

Truppen ser fornuftig ud, men ligesom i Aalborg er der ikke plads til mange skader, især ikke i forsvaret. Belært af fortiden arbejder 'GF da også meget med at være velorganiseret og ikke melde sig selv for kraftigt op, og det er nok også for tidligt, selvom weekenden ligner tre yderligere point på kontoen med et besøg i Herfølge og de medalje-spørgsmål, der givetvis vil følge i kølvandet.

Nogenlunde samme sted står AC Horsens, der ser ud til endelig at have fundet den rette angrebsmakker til Gilberto Macena i form af Henrik Toft. Start-elleve er god og kan vel som minimum måle sig med den i AGF og AaB, men derefter er der et brat fald for østjyderne, der fortsat har markant færre penge til spillere end konkurrenterne i de større byer Århus, Aalborg og på Heden.

Men i modsætning til i foråret kan Horsens nu score mål, og klarer startelleve sig igennem sæsonen uden nævneværdige skader, ser top 6 absolut realistisk ud.

Længere sydpå ligger SønderjyskE, der i endnu højere grad fortjener ros for igen at have sammensat et slagkraftigt hold for nærmest ingen penge. Lige nu mangler man måske den helt markante profil som Sölvi Ottesen, Johnny Thomsen eller Olafur Skulason, men ellers er truppen på papiret stærkere end på noget andet tidspunkt siden oprykningen i 2007. Den nye trænerduo med Lars Søndergaard og Peter Enevoldsen mangler stadig at få arbejdet deres koncept helt på plads, hvilket man har set i hjemmebane-nederlaget til AC Horsens og i kortere perioder i andre kampe, hvor forsvaret ikke har virket helt dirkefrit. Men det offensive potentiale er stort og ligger på en god dag ikke tilbage for nogen af konkurrenterne i Jylland.

Endnu skal man passe på med at lægge alt for meget i den øjeblikkelige tiendeplads, Silkeborg ligger på, selvom det ikke er morsomt for Troels Bechs mandskab, at de seneste syv kamp kun har givet to point. I Silkeborg IF har spillerne et klart koncept, der kan minde om det der har skaffet FC Nordsjælland pæne resultater, og det bør vise sig til weekenden mod Lyngby, der må siges at have skuffet efter sommerferien. Taber SIF den kamp, indfinder balladen sig til gengæld.

Før der blæser andre mere stabile og kyniske vinde i Lyngby og fusionsklubben HB Køge har undertegnede svært ved at se andre dumpekandidater i denne sæson. Til gengæld er materialet i FCK og OB overlegent i forhold til i de jyske klubber, og hvis ellers Brøndby kan få stablet et fornuftigt forsvar på benene bør Vestegns-klubben være favorit til endnu en bronze-medalje takket være en forrygende midtbane.