Ligaens to bedste talentfabrikker på spanden?

- Det er absolut nødvendigt. Vi kan ikke retfærdiggøre det ellers. Vi har 23.000 aktionærer, der har en økonomisk interesse i os, og hvis det millionbeløb, vi bruger på talentudvikling hvert eneste år er penge ud af vinduet, kan vi ikke forsvare det.

Nogle uger inde i det nye år vil Brøndby IF præsentere en ny sportslig plan for, hvordan førsteholdet skal fungere fremover.

Læs også: Brøndby-boss: Talentudvikling skal betale sig

Og efter flittige udskiftninger i cheftræner-stolen, på direktør-kontoret og en hulens masse KASI-millioner, der groft sagt blev brændt af uden sportslig effekt på et stort bål af spillerlønninger og transfers, lyder det som en rigtig god ide.

Da Tipsbladet for nylig havde et langt interview med Brøndbys administrerende direktør Jan Lockhart, var det tydeligt, at klubbens spillere fra egen ungdomsafdeling skal spille en stor rolle.

Det er en logisk tanke, når det årlige forbrug på omtrent 10 millioner kroner i talentudviklingen producerer en masse ungdomslandsholdsspillere. Men som Lockharts udsagn også understreger, er tålmodigheden ikke uendelig.

Og har Brøndby en plan for, hvordan lovende teenagere skal forvandles til voksne, salgbare Superliga-profiler, der hiver pokaler og store bunker kontanter hjem til klubben?

Lige straks er det seks år siden, at Liverpool FC lagde 63 millioner kroner for at købe supertalentet Daniel Agger, og siden da har de bedste spillere fra ungdomsafdelingen i Brøndby kun indbragt mindre encifrede millionbeløb, hvis de overhovedet er blevet solgt.

I samme periode har holdet i høj grad været præget af spillere hentet til udefra. En stor del af de 200 millioner kroner, Jesper Nielsen anslår at han og KASI Group har proppet i Brøndby IF, er gået til milliongager og transfers til udenlandske spillere og danske udlandsproffer.

Og selvom Brøndby selv vil hævde, at der er masser af gods i de unge spillere i den nuværende førsteholdstrup, har Jan Lockhart og Ole Bjur vel næppe udenlandske klubber og landstræner Morten Olsen hængende i røret hver dag for at få fingre i det næste store Brøndby-talent.

Det bliver særdeles interessant at høre, præcis hvad den overordnede sportslige plan i Brøndby IF er.

For indtil videre lyder alle Brøndbys planer til at gå på, at man i 2012 vinder nogle flere kampe, og at verden per automatik dermed bliver et nemmere at være Brøndby IF, uanset om vi taler talentudvikling, økonomisk fremgang eller reparationen af et tyndslidt forhold til Danmarks ellers mest loyale tilhængere.

Der er i mine øjne en enorm forskel på et fromt håb om at vinde flere kampe og en reel, gennemarbejdet handlingsplan for, hvordan man bliver en force i dansk fodbold igen med stor hjælp fra egne talenter. Uden en sådan plan er der ingen grund til at tro, at tingene skulle ændre sig, og så kan man jo aldrig vide, om Brøndby nogle år ude i fremtiden er nødt til at gøre noget ved ungdomsafdelingen, som man slet, slet ikke har lyst til.

Er FCM ved at slide sig selv i stykker?
Problemstillingen i FC Midtjylland er væsentlig anderledes, ja faktisk i den modsatte grøft af Brøndby IF. For på Heden har man så mange store planer, at der er en reel risiko for, at det kan gå ud over talentudviklingen.

I Tipsbladets store nytårsnummer fortæller FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm om den fantastiske men også meget krævende udfordring at styre førsteholdet i en klub, hvor der altid dukker nye ambitioner og ideer op. Men allerede i går dukkede et alvorligt tegn op på, at FC Midtjylland risikerer at spænde alt for hårdt i det kommende år med det nye samarbejde med indiske Dempo Sport Club.

- Jeg håber, at FC Midtjylland har lavet en risikoanalyse af, hvad der kan gå galt. Den her tremands-direktion skal gøre sig klart, hvad det kræver af commitment fra dem og FC Midtjylland i mange år fremover. Det er lang tid, FC Midtjylland binder deres kræfter og strategiske handelfrihed i Indien. Og det er helt fint, de skal bare sørge for, at de står godt i byttehandlen med den indiske forretningsmand, sagde Anders Drejer, der er professor ved institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet, i Tipsbladet 2. december.

Anders Drejer og Poul Houman Andersen, der ekspert i globalt virksomhedssamarbejde, advarede mod, at det store samarbejde med den indiske rigmand Shrinivas Dempo og dennes fodboldklub Dempo SC ville slide meget hårdt på ledelsen og organisationen i FC Midtjylland, og i går var det lige netop manglende lyst til arbejdet, der fik FCM's koncerndirektør Søren Bach til at sige op.

Det er lige præcis FC Midtjyllands know-how og medarbejdere, der fik Shrinivas Dempo til at betale 75 millioner kroner for 34 procent af aktierne i FC Midtjylland (enhver, der hævder, at en 'investering' i en dansk fodboldklub i sig selv er en finansiel fornuftig måde at bruge sine penge, bør straks tage 8. klasses matematik om og bruge sin penge med større omtanke, for eksempel på rouletten i det lokale kasino).

Læs også: Direktør kørte sur i FCM-job

Hvad gør FC Midtjylland, hvis andre medarbejdere får nok eller segner under et kæmpe arbejdspres?

I de næste år skal FC Midtjyllands trænere og nuværende ungdomsansvarlige, akademidirektør Claus Steinlein, løbe et millionsats af et fodboldakademi i den indiske delstat Goa i gang, og allerede i næste måned skal Steinlein til Indien for at hjælpe Dempo SC med at finde det perfekte sted til det ny, fælles fodboldakademi (som FCM i parentes bemærket skal bruge flere millioner kroner på om året).

Trænerne i FC Midtjylland skal holde kurser for deres indiske kolleger fra Dempo SC, de skal træne og hjælpe indiske teenagere, der allerede fra 2012 skal til Ikast for at suge dansk fodboldkultur til sig, og oven i købet er det planen, at danske trænere skal til det nye fodboldakademi i Indien i lange perioder for at få projektet i gang.

I FC Midtjylland er man forståeligt stolt over at have udviklet landsholdsspillere og solgt akademispillere for omkring 70 millioner kroner syv år efter, at man startede fra det rene ingenting.

Men klubbens trænere og ledere er ikke kommet sovende til succesen, og hvis FC Midtjylland har forpligtet sig til at bruge en pokkers masse energi på et langsigtet indisk projekt, samtidig med at de andre Superliga-klubber bliver stadigt dygtigere til talentudvikling, er det ingen selvfølge, at succesen varer ved i de næste år.

Afstemning

Sikrer FC Nordsjælland sig guldet?: