FIFA's effektive PR-kampagne (og hvordan medierne uvidende hjælper til)

Hvis du kun husker en ting fra denne mammut af en fodbold-blog, så husk den følgende oplysning og mind dig selv på den hver gang, du læser en nyhed i avisen eller på internettet om FIFA's seneste tiltag til bekæmpelse af korruption og aftalt spil:

Det internationale fodboldforbund FIFA og dets præsident Sepp Blatter har i årevis betalt skrappe advokater for ved de schweiziske domstole at forhindre anklagemyndigheden i byen Zug i at offentliggøre, hvem i FIFA der tog imod millionbestikkelser fra medierettighedsfirmaet ISL, der i 2012-vekslekursen betalte over 800 millioner kroner i bestikkelse til førende idrætsledere mod at få rettighederne til fodbold-VM, OL og andre internationale sportsstævner.

Den oplysning bør fortælle dig alt om, hvor oprigtigt FIFA-præsident Sepp Blatter mener det, når han siger, at han vil gerne vil fremlægge FIFA's oplysninger i ISL-sagen. For hvordan hænger det sammen, når Blatter og FIFA med den anden hånd bad deres advokater gøre alt for, at navnene på to centrale FIFA-ledere i ISL-sagen ikke blev offentliggjort?

Læs mere om ISL-sagen her

Afled opmærksomheden
Måske spørger du dig selv, hvorfor du ikke har hørt om det her i sportsnyhederne på DR eller TV2, og hvorfor det ikke er kommet frem i danske aviser eller netsider, der jo ellers mandsopdækker dansk og international fodbold.

For man skulle jo tro, det var interessant, at selve topledelsen for verdens mest populære spil dækker over historiens vel nok største korruptionsskandale i sport.

For at forklare, hvordan det kan være, tager vi en tur ind i maskinrummet i nyhedsproduktionen i danske og internationale medier anno 2012.

5. januar 2012 offentliggører FIFA denne tekst på www.fifa.com (læs artiklen ved at klikke her).
Her fortæller FIFA's relativt nyansatte sikkerheds-chef Chris Eaton (ansat januar 2011) om farerne ved match fixing, og at FIFA vil gøre sit til at bekæmpe det alvorlige problem.

Eatons ord er fornuftige, og han gentager dem overfor journalister i Zürich nogle dage senere, hvilket får Reuters' udmærkede FIFA-medarbejder Brian Homewood til at skrive denne artikel (klik her for at læse artiklen) for sin arbejdsgiver Thomson Reuters.

Her hopper kæden af.

Det, Homewood rapporterer i historien, og som nyhedsbureauet Reuters derefter sender til sine tusindvis af kunder over hele verden, er faktuelt rigtigt.

Men hvad historien ikke fortæller er, at Chris Eaton det seneste halve års tid har rejst jorden rundt og har holdt pressekonferencer, mens det er svært at få øje på, hvordan FIFA faktisk vil gennemføre seriøse efterforskninger. Indtil videre er det kun nationale politistyrker, der for alvor har efterforsket aftalt spil, og da FIFA sidste år skulle undersøge og straffe to skandaløse 'landskampe' i en lille tyrkisk landsby uden for Antalya, kampe der blev spillet i februar 2011.

I de to kampe slog Letland Bolivia med 2-1, mens Estland og Bulgarien spillede 2-2, og alle syv mål faldt efter straffespark.

De seks dommere og linjevogtere, der dømte, blev idømt karantæne af FIFA og de nationale forbund for at have fiflet med udfaldet.

Men der var ingen straf og tilsyneladende heller ikke megen efterforskning af de fire nationale forbund, der havde deltaget i mini-turneringen, og der skete heller ikke noget med de agenter og det thailandske firma, der stod som arrangør af de skandaløse kampe.

- Hvad gør FIFA rent faktisk ved problemet? Efter min mening, fører de i øjeblikket en PR-kampagne. De laver ikke en effektiv efterforskning mod match fixing, skrev journalisten Declan Hill, der er en af de førende eksperter i efterforskningen af aftalt spil, i en blog i august sidste år.

Læs også: Absurd spillesag rammer Italien

- Hvorfor ikke? (tror Hill ikke på FIFA's indsats) Først og fremmest har FIFA et massivt troværdighedsproblem, når det kommer til korruption. Der er ikke mange neutrale folk i verden, som tror på, at en FIFA-efterforskning vil rydde ud i alt aftalt spil, hvis det skulle vise sig, at der var forbindelser til en højtrangerende sportsleder. Fordi opfattelsen er sådan, vil kun få spillere og dommere stole nok på FIFA-ledere, til at de giver dem (FIFA) de nødvendige oplysninger. Dernæst har hverken FIFA eller Interpol (som FIFA samarbejder med, og som er Chris Eatons tidligere arbejdsgiver) den nødvendige kompetence til at efterforske og foretage arrestationer. For at stoppe disse problemer, er de nødt til at samarbejde med troværdige, nationale politistyrker, skriver Declan Hill.

Læs også: Kæmpe skandale i tyrkisk fodbold

Det er godt, at FIFA med mange års forsinkelse har fået øjnene op for, at aftalt spil kan smadre fodboldspillet, selvom en reel indsats for adskillige år siden, da problemet tog fart, måske kunne have forhindret de enorme, ødelæggende tilfælde, som politi og anklagemyndigheder i Italien, Tyrkiet, Grækenland, Israel, Skotland, Tyskland, Finland og i USA i forbindelse med sidste års Gold Cup lige nu bruger massive ressourcer på at optrevle.

Læs også: Nye match fixing-sager ryster Europa

Læs også: Tevez uvidende om aftalt spil

Men når Chris Eaton og FIFA stiller sig frem som bannerfører for kampen mod aftalt spil, kommer det til at klinge hult. FIFA søger positiv omtale til sig selv i stedet for de dygtige politifolk, der rent faktisk rydder op efter ødelæggende match fixing ude i den virkelige verden, mens fodboldforbundene - som DBU's seneste sag fra 2. division - har svært ved at bekæmpe problemet effektivt uden et effektivt, formaliseret samarbejde mellem FIFA og nationale politistyrker, der skal have frie hænder til at efterforske.

Problemet er, at du som læser ikke får al denne information.

For når en stor organisation som FIFA udsender en pressemeddelelse (som skrivelsen fra 5. januar reelt er, den er blot forklædt som journalistisk artikel), og når et globalt nyhedsbureau som Reuters laver en historie ud fra det, så ryger FIFA's meddelelse nærmest ufiltreret ud til dig som læser, blot på dansk og under en anden overskrift.

Prøv at søg på ordene 'FIFA indleder offensiv mod matchfixing' i din Internet-browser og se, i hvor mange danske medier en artikel med den overskrift eller noget i samme dur optræder tirsdag 10. januar 2012 (og jeg ser det kun som et tilfælde, at vi på Tipsbladet ikke bragte historien, vi er ikke mere hellige end andre danske medier).

Her er et eksempel

Det er ikke Ritzaus (de skrev den danske version af Reuters historie) skyld, at nærmest alle medier kommer til at offentliggøre den samme historie om FIFA's heroiske kamp mod aftalt spil, det er jo vilkårene og selve formålet for Ritzau, at man skriver det fælles stof, som kunderne (de danske medier) så bruger mod betaling.

Problemet er, at både danske og udenlandske medier i disse krisetider er mere fokuserede end nogensinde før på at tjene penge og effektivisere nyheds-produktionen. Og det betyder i dette konkrete tilfælde med dækningen af FIFA og fodboldpolitik, at man nærmest kun har tid til at skrive historier ud fra pressemeddelelser fra officielle kilder som FIFA og DBU, eller når et nyhedsbureau som Reuters sender noget FIFA-relateret materiale ud.

Uden at det her skal blive en ren medieteknisk-blog, kan man med fordel få fingre i Guardian-journalisten Nick Davies' sublime og provokerende bog 'Flat Earth News'. Det er selvsamme Davies, der startede afsløringen af den enorme aflytningsskandale i Storbritannien, der førte til lukningen af tabloidavisen News of the World.

Bogen forklarer i detaljer, hvordan officielle kilder som regeringer og store organisationer nærmest uhindret får deres PR-materiale ud i verdens medier, der er alt for pressede på økonomien til at fakta-tjekke meddelelser som for eksempel den, der altså i denne uge har 'solgt' FIFA som en modig forgangs-figur i kampen mod match fixing, selvom sandheden faktisk er noget nær den stik modsatte.

For der er ikke tid og ressourcer til selv at opsøge kilderne, og så får informationer fra FIFA altså lov at flyde ind uimodsagt i danske medier, selvom adskillige topledere i FIFA ifølge undersøgende journalister og schweiziske myndigheder har taget imod millionbestikkelse eller kendt til den omfattende bestikkelse, uden at det har kostet dem jobbet i FIFA.

Klik videre til næste side, hvor vi ser nærmere på FIFA's nye reform-program

Afstemning

Sikrer FC Nordsjælland sig guldet?: