CL-succes er vital for FC Københavns udstillingsvindue

Da Ståle Solbakken mandag lagde op til tirsdagens kamp mod APOEL, var en af den norske managers udmeldinger, at FC København har niveauet til at nå en kvartfinale i Europa League.

Der skal begås færre fejl som Robin Olsens kollision med Ludwig Augustinsson og sættes flere kvalificerede afslutninger indenfor rammen på de mange fine opspil, end det vi så tirsdag aften i Parken med APOEL på besøg til en vital Champions League-kvalifikationskamp.

Man kunne godt fornemme, at der var meget på spil.
Et sted mellem 150 og 200 millioner kroner i ekstra indtægter for FC København, og millionkontrakter for spillerne i udstillingsvinduet, som Champions League-gruppespillet også er.

Men i det store billede er det skønhedsfejl, for FC København viste i Parken igen, at det nuværende hold er det stærkeste, siden klubben for seks år siden kvalificerede sig til gruppespillet og kampe mod FC Barcelona og Chelsea via en samlet sejr over Rosenborg.

Når – og hvis - Andrija Pavlovic ramer et normalt leje for chanceudnyttelse, har han en pakke med fysisk styrke, hurtighed, god boldbehandling og spilforståelse, der kan gøre ham til en FCK-profil.

Federico Santander rammer sin bedste form i tiden i Danmark, man forstår, hvorfor Everton, Celtic og adskillige andre klubber vil købe Thomas Delaney, og defensivt står såvel forsvaret som holdet skarpere end på noget tidspunkt siden 2011.

I Parken viste APOEL ligesom for syv år siden i den overraskende kvalifikationssejr og sidste og forrige år mod AaB og FC Midtjylland, at holdet i gamemanship tilhører den europæiske elite og vil give FC København en barsk, barsk kamp på Cypern. Københavnerne kan bare ringe til danskerne i Rosenborg i researchen til kampen på næste onsdag. Og sådan er det, der er hverken tid eller belæg for at moralisere over, at fodbold spilles vidt forskelligt i Nord- og Sydeuropa.

I 2. halvleg skruede APOEL op mod et FCK-hold, der ikke i samme grad som i 2006 og 2010 befinder sig vel langt nede på egen banehalvdel.

Kampen kunne også være endt 1-1, selvom der var flere chancer til at lave et 2-0 mål, og FC Københavns håb om at gøre det, AaB og FCM ikke formåede sidste og forrige år, knytter sig mere til den offensive formåen end en tro på, at man holder nullet på Cypern. Det bliver en gyser.

FCK's strategi foldet ud
FC Københavns nuværende hold får fortjente roser for at ramme det højeste niveau siden superholdet i 2010/2011. Men der er stadig et stykke vej derop.

Spillernes potentiale er til det, men om de når at indfri det sammen som FC København-spillere er tvivlsomt, med mindre man kvalificerer sig til CL-gruppespillet via en toppræstation i Nicosia.

Vi tager lige en omgang matematik, der illustrerer forskellen på FCK fra 2010/2011 og 2016/2017-mandskabet.

Tirsdag aften i Parken var FCK's startopstilling i gennemsnit 24,8 år gammel. Syv spillere var mellem 22 og 25, og spiller de som forventet, har de alle potentiale til at blive solgt nu eller inden for de næste 12-24 måneder.

Forskellen til APOEL's hold var enorm. Her var gennemsnitsalderen 29,5 år med hele otte spillere mellem 30 og 32 år, spillere der skal levere deres sidste gode sæsoner nu og sandsynligvis ikke bliver solgt videre for større beløb.

Da FCK for seks år siden kvalificerede sig til gruppespillet, var gennemsnitsalderen præcis 27 år, mens den var 26,6 på FC Københavns første CL-gruppespilsmandskab for ti år siden.

Det lyder måske ikke af meget – men strategisk er der en verden til forskel på 24,8 og 27 år.

Det er ikke for ingenting, Ståle Solbakken taler om faren for, at hans hold bliver splittet for alle vinde, og hvor FC København i 2006 og 2010 primært satte et førstehold sammen for at vinde så mange kampe som overhovedet muligt, er det nu også blevet et delmål at sælge spillere i deres bedste alder videre, som man har gjort med Nicolai Jørgensen, Daniel Amartey (solgt ungt på grund af de store penge, Premier League-klubber har til rådighed) og Dame N'Doye.

For at tiltrække attraktive spillere og for at skrue økonomien i fodboldafdelingen sammen, så den hænger nogenlunde sammen uden gruppespil hvert eneste år, har Solbakken og FC København målrettet hentet spillere med stor potentiel videresalgsværdi, som den slags hedder på transfermarkedet.

Det gør man især på udenlandske markeder, hvor FC København nogenlunde kan konkurrere på transfer og løn, eller hvor man finder en god dansker, der er strandet i en uheldig situation (Zanka, Kvist og Ankersen). Kun Rasmus Falk skiller sig ud ved at være hentet som etableret profil fra en anden dansk klub – det har FC København ikke gjort sig meget i siden 2006-holdet.

FC Københavns startopstilling mod APOEL var hentet fra:
PAOK (Grækenland)
RB Salzburg (Østrig)
PSV Eindhoven (Holland)
KAA Gent (Belgien)
IFK Göteborg (Sverige)
NK Celje (Slovenien)
Wigan (England)
FCK ungdom
OB
Guarani (Paraguay)
Cukaricki (Serbien)

Strategien at sælge disse yngre med stor avance, meget gerne efter et CL-gruppespil, der vil drive værdien på spillerne endnu mere i vejret, og så gentage succesen med nye spillere i alderen 20-25 år hentet for rimelige priser i mellemstore udenlandske ligaer.

FC København har på den måde placeret sig, som andre store klubber udenfor Europa økonomiske topligaer har gjort.

Klubber som FC Porto og Sporting i Portugal, Club Brugge og Anderlecht i Belgien og adskillige hollandske klubber har baseret deres tilværelse på en lignende strategi, hvor spillerne skal sælges for store beløb til klubber i de rigeste ligaer, som man alligevel ikke kan konkurrere med finansielt.

Det samme gør FC København nu, omend på en mindre skala, i hvert fald indtil den dag, det lykkes manager Solbakken og den øvrige FCK-ledelse at overbevise klubber i de helt store ligaer om, at det giver lige så godt udbytte at give 60-80-100 millioner kroner for FCK-spillere på tærsklen til den mest attraktive fodboldalder, 25-30 år, som det giver at lægge de penge i Belgien, Holland og Portugal.

Det sportslige er selvfølgelig stadig det afgørende for FC København – men som klubbens økonomi og hierarkiet i Fodboldeuropa er skruet sammen i dag, kan gevinsten ved at ryge i gruppespillet på sigt blive endnu større end den regn af deltager- og præmiepenge, UEFA's guldkalv kaster af sig.