De kriseramte østjyder bør lære af FCM

I sidste weekend skrev jeg lidt provokerende på Twitter, at FC Midtjylland med sejren over AaB er på vej til at blive den mest upopulære danske mester nogensinde. Der skulle jeg nok have tilføjet et ”udenfor København”, da FCK’s og Brøndbys mange tilhængere ikke kan fordrage, når modparten vinder. 

Men jeg står i det store hele ved min pointe, for hvis der er noget, der kan forene Jylland og mange fodboldtilhængere på øerne, så er det modvilje mod FC Midtjylland.

Hvad det præcist er, der skaber den modvilje, har vi talt med FC Midtjylland-folk om i årevis. De føler ikke samme modvilje fra andre jyske klubbers trænere og ledere som for seks-otte år, hvor FC Midtjyllands talent-fangst på Sjælland og ved større jyske byer var noget helt nyt. Men de nedskrevne guldambitioner for nogle år siden hjalp næppe på populariteten, det samme gjorde kontrakter til 16-årige spillere fra samarbejdspartneren FC Ebedei i Nigeria heller ikke.

Modviljen møder FC Midtjylland også, fordi det er en fusionsklub. Fusioner og nye klubber er ikke populære, fordi de for mange strider mod tankerne om lokal forankring og naturlig vækst, hvad det så end er. Se på Tyskland, hvor Red Bulls RB Leipzig og den lille milliardærklub Hoffenheim er hamrende upopulære, fordi de er nye og drevet af et selskab og en forretningsmand, der ikke har dybe rødder i fodbold og poster flere penge i fodboldklubberne, end deres opbakning selv ville kunne bære.

Hverken Ikast fS eller Herning Fremad havde vundet store titler, da Steen Hessel og Johnny Rune i 1999 besluttede sig for at kuppe deres egne bestyrelser og danne FC Midtjylland. De var trætte af at se deres respektive hold spille elendig fodbold i næstbedste række, så de skabte en ny klub med et nyt logo, kækhed grænsende til det flabede i barselsgave og stor tro på egne evner, som indtil videre har indbragt klubben tre bronzemedaljer, to sølvmedaljer og en aktuel førerposition i Superligaen.

Det er forståeligt nok irriterende, at nye klubber kommer og vinder kampe, og i FC Midtjyllands tilfælde har armbevægelserne tidligere været med albuerne så langt oppe, at klubben har været enormt irriterende at høre på for fans af konkurrenterne.

Men til gengæld er den type vellykkede fusioner, hvor man virkelig begynder forfra og ofrer sig for hinanden, særdeles fornuftige, hvis man vil spille med i toppen af dansk fodbold og måske endda vinde en europæisk kamp eller to.

Det hele kommer an på, hvad man vil. På den måde kan en fusionsklub som FC Midtjylland ses som udtryk for den evige debat om elite og bredde. Vil vi have en snæver Superliga med tophold, der har større chance for at klare sig fornuftigt i Europa, eller er vi med på at være en ren udviklingsliga som Allsvenskan med 16 hold i bedste række, hvor der er deltidsproffer, og hvor topholdene holder på deres største talenter i kortere tid og ikke køber profiler som Jakob Poulsen, Daniel Agger og Nicolai Jørgensen hjem fra udlandet?

Min holdning er kendt af mange læsere. Jeg hælder stadig mod 12 hold, og meget gerne med en nedrykningsplads mindre eller playoff mellem nummer 11 i Superligaen og 2 fra 1. division. 12 hold er ikke perfekt, 10 hold giver fire indbyrdes kampe per sæson eller slutspil, som også nemt bliver noget rod, men jeg foretrækker begge dele frem for 16, fordi fire ekstra hold i bedste række kunne giver en anelse ekstra sponsor- og tv-indtægter, som til gengæld skal smøres endnu tyndere ud end i dag. Jeg tror heller ikke, at flere jævne kampe giver bedre unge spillere.

Og her er pointen omkring fusioner. Der tales i de mindre Superliga-klubber og i 1. division om at udvide Superligaen. Jeg vil hellere gå fusionsvejen. I Østjylland har AC Horsens skåret alt andet end førsteholdet væk, selv ungdomsarbejdet, hvilket er ærgerligt, og sydpå kan der ikke være flere feberredninger tilbage i erhvervslivet omkring Vejle Boldklub. Ja, Vejle har netop været igennem et falleret fornuftsægteskab med Kolding, men det er jo ikke fordi, det går bedre alene.

Derfor burde klubberne gå sammen. Som vi fortæller om i Tipsbladet i dag, sker der ting og sager i AGF, og hvis ikke resten af Østjylland skal vansmægte i næstbedste række og længere nede, er det med at sætte de rette folk sammen og skabe et holdbart projekt. Jo, det vil gøre ondt, og Vejle har mere historie, end Ikast, Herning Fremad og FC Midtjylland til sammen, men hvis ikke København og de største provinsbyer med de mest etablerede Superliga-hold skal løbe med alt, skal resten tænke alternativt – også uanset, at en ny Superliga-klub som Hobro IK har succes i denne halvsæson.