Derfor fik Tipsbladet ret!

Et fedt og nervepirrende EM er overstået. Fedt, fordi Rusland, Holland, Tyrkiet og Tyskland leverede flot spil, overraskelser og for Tyrkiets vedkommende vanvittige comebacks, nervepirrende, fordi Spanien for alt i verden ikke måtte snuble og udsætte mig for venners og kollegers hånlatter efter endnu en fejlslagen spådom.

Frankrig og Italien viste sig rigtigt nok at være skidt kørende, og det viste sig at være rigtigt, da jeg skrev, at Spanien i en finale mod et usikkert tysk forsvar ville vinde relativt nemt. Men hvordan gik det med de øvrige spådomme og mine argumenter for, at Spanien ville vinde?

Silva VAR tæt på at ødelægge det
Min første og vigtigste pointe var den taktiske stabilitet og sikkerheden i defensiven, der tidligere har svigtet i lange perioder af afgørende spanske slutrunde-kampe. I 4-1-4-1 systemet var der ikke disse udfald. I slutningen af de to kampe mod russerne og i enkelte øjeblikke i slutningen af finalen mindede det spanske forsvar lidt om en Real Madrid- eller FC Barcelona-hjemmekamp, hvor hjemmeholdet tager unødige individuelle chancer, men ellers var der lukket ned for modstanderen.

I modsætning til Portugal havde Spanien måde et midtforsvar og ikke mindst en målmand, der med stor sikkerhed kontrollerede luftrummet i eget felt, og med en Marcos Senna-ledet midtbane til at feje op foran fireback-kæden kom modstanderen nærmest ikke igennem ved jorden.

Offensivt gik det også som spået - midtbanespillerne og Fernando Torres bevægede sig forbilledligt for hinanden og gjorde det kropumuligt for modstanderen at dække op - og da Arshavin og Ballack, de to enkeltspillere, der havde potentialet til på egen hånd at slå Spanien ud, som Zidane gjorde ved VM i Tyskland, var der som ventet ikke nogen, der kunne hamle op med Spanien spillemæssigt.

Min næste pointe gik på den lette spanske vej til finalen. Det var til dels rigtigt, men også kun det. Hvis det ikke havde været for Casillas, der er bedre på straffespark end Buffon, havde det været 50/50 i straffesparkskonkurrencen i kvartfinalen, og Sverige leverede pæn modstand i 2. gruppekamp.

Til gengæld var der ikke meget bid i to gange Rusland, Grækenland og Tyskland, mens tyskerne måtte arbejde mere for det på deres vej til Wien.

Miserabel dødbold-opdækning og frisk tysk opportunisme gjorde, at tyskerne fortjent fratog portugiserne chancen for at spille finale mod Spanien. Det var måske heldigt for Spanien, der nemt slog et taktisk forvildet tysk mandskab i finalen, at de slap for Cristiano Ronaldo, Deco og Simao og i stedet skulle markere håbløse Kevin Kuranyi og hjælpeløse Mario Gomez.

Det kunne nemlig have gået galt. Deco havde efterladt danseskoene og modellerne i Barcelona og lignede igen én, der havde lyst til at spille fodbold, og selvom han er en tudeprins, er Cristiano Ronaldo en af verdens bedste én mod én, ligesom han flere gange viste fint blik for medspillerne.

Raymond Domenech kunne have kommet til fornuft men fik i stedet en taktisk nedsmeltning, han afsluttede ved på live-tv at foreslå ægteskab til sin yndige kæreste, der som studievært for M6 hjemme i Frankrig viste ualmindelig sindsro ved cool at fortsætte studiedebatten om sin - måske - kommende ægtemands sølle præstation i spidsen for verdens måske mest talentrige fodboldnation.

Og sidst men ikke mindst passerede alle mine kloge og mindre kloge ord revy, da David Silva nikkede Lukas Podolski en skalle. Mens rasende tyskere luftede deres retfærdige harme, fór mine tanker tilbage til en november-aften i 2006, hvor den 20-årige Silva på hjernedød vis lod sig provokere og blev smidt ud efter 17 minutter i det, der senere viste sig at blive et 0-3 nederlag til Sevilla.

Silva fik som bekendt lov at blive inde men blev et par minutter senere skiftet ud til fordel for den mere ligevægtige Santi Cazorla. Jeg håber, at drengerøven fik den største skideballe i Luis Aragones lange og temperamentsfulde trænerkarriere.

På falderebet vil jeg ønske tak og tillykke til Spanien med den fortjente sejr. Jeg ser frem til næste slutrunde og håber i mit stille sind, at Cristiano Ronaldo&Co stadig bruger dagtimerne på stranden med barmfagre ungmøer, og at Portugal har udnævnt den tidligere Benfica-træner Graeme Souness, når Danmark i starten af september skal spille kvalkamp i Lissabon.

De fem argumenter for spansk sejr

Luis Aragones har fundet et stabilt grundkoncept med 4-5-1
Korrekt. Aragones holdt fast i sin 4-5-1 og skiftede enkelte gange Cesc Fabregas eller David Villa på offensive plads bag Torres ud til fordel for Xabi Alonso, når en føring skulle køres hjem. Uden Joaquin og Reyes på kanterne til at gå med hænderne i lommen, når modstanderen havde bolden, fik Spaniens fem modstandere uhyggeligt svært ved at skabe store chancer.

I Fabregas og Torres Spanien to topspillere med erfaring fra Premier League til at supplere teknikerne
Delvist korrekt. Fabregas spillede som indskifter en stor rolle i semifinalen mod Rusland men skuffede lidt mod Tyskland. Torres bevægede sig fantastisk og erobrede rigtige mange tolke, når man tænker på, at han næsten hele tiden lå alene med to midtstoppere.

Spaniens startopstilling er spækket med spillere i deres bedste fodboldalder
Korrekt. Matematisk kan det argument ikke diskuteres, men ud over at have den rette alder viste spillerne også, at de trods en lang liga-sæson og mindre lang Champions League-sæson havde flere kræfter end de øvrige favoritter.

Spanien skal i kvartfinalen op mod et slidt hold fra gruppe C, mens de selv har haft tre relativt nemme kampe
Korrekt. Italienerne virkede alt andet end oplagte i kvartfinalen, mens Spanien havde sparet idealopstillingen mod Grækenland. Spanierne havde langt flere kræfter men ramte ikke spillemæssigt dagen.

Spansk presse har trods udeladelsen af Raul gearet ned for kritikken af Aragones og holdet
Delvist korrekt. De spanske aviser blæste øjeblikkes irritation hos Fernando Torres og Sergio Garcia op til enorme kriser, men ellers var medierne med det succesrige spanske mandskab, der selvsagt bliver fejret efter alle kunstens regler hjemme i Spanien.