EM lever af oplevelsen, ikke fodboldspillet

På Tipsbladet elsker vi en god historie.

Det har været dejligt at opleve, at fansene med en meget alvorlig undtagelse i Marseille har haft nogle dejlige uger i Frankrig, når vi har mødt dem på reportager og på EM-arenaerne.
De har hygget sig, også med dem fra det andet hold, og i et 2016 med dybe kløfter mellem mennesker er alene fællesskabet omkring noget så enkelt som en fodboldturnering næsten det hele værd.

Men samtidig må vi erkende, at EM, som vi kender det, er væk, i hvert fald i den næste generations tid. EM med 16 hold, som der var fra 1996 til 2012, leverede det ypperste i landsholdsfodbold på kloden.

EM med 24 hold minder mere om VM, og det er ikke ment som ros.

Med få træningspas og stor udskiftning i trupperne har landsholdene ikke samme mulighed for indarbejde avancerede koncepter. Det gælder især ambitiøst pasningsspil og gennembrud mod kompakte forsvar, hvor der typisk skal måneders, års, arbejde til.

En dansk toptræner sagde engang til mig, at et solidt forsvar kan spilles sammen på 14 dage.

Det er selvfølgelig en overdrivelse, og Italiens Juventus-defensiv viste, at et sammenspillet forsvar stadig slår alle andre forsvar, især med verdensklassespillere som Bonucci, Buffon og Chiellini.

Men det er heller ikke noget tilfælde, at vi har set mange holde acceptere rollen som underdog og stille sig dybt i banen uden større ambitioner om at angribe.

Kvaliteten er steget mærkbart siden de første par dage med ottendedelsfinaler, men tilbage står stadig et EM, der spillemæssigt har været det mindst ambitiøse siden halvfemserne og primært har levet af de gode oplevelser uden for de 90 minutter på banen.