Daily Telegraphs afsløringer af Sam Allardyce på skjult kamera og påståede beviser mod en række topmanagere fra Premier League for korruption og returkommission i spillertransfers har kastet engelsk fodbold ud i nye, alvorlige problemer.
Man troede nærmest ikke, det kunne blive værre efter nederlaget til Island ved EM, men det kunne det så tydeligvis, uanset at vi endnu ikke kender styrken og dybden i Daily Telegraphs bevismateriale. Jeg mødte Sam Allardyce i sommeren 2013, hvor den daværende West Ham-manager gav et udmærket, koncist interview om klubbens planer, og
hvor vigtigt det var at stå med et stærkt hold, når man i 2016 flyttede ind på det nye stadion.
West Ham spillede europæisk denne sommer, noget Allardyce ønskede sig i interviewet med undertegnede for tre år siden, men som bekendt nåede han
ikke at opleve åbningen af det nye stadion, da West Ham valgte at udskifte ham i sommeren sidste år med den mere moderne Slaven Bilić.
Nu blev Sam Allardyce så fyret fra drømmejobbet efter sølle 67 dage og en kamp, men alene det faktum, at manageren er villig til at tale om en form for konsulent-bistand til et firma med appetit på det engelske transfermarked, mens Allardyce er engelsk landsholdsmanager, diskvalificerer ham fra at bære den lederrolle.
Jeg forstår godt, man kan have ondt af mennesket Allardyce.
Men jeg har det ikke.
Når man er villig til at bøje reglerne og på det nærmeste opsøge en fundamental interessekonflikt, er det ud af vagten, da især for en så
gennemrutineret figur som ”Big Sam”.
Ét er det juridiske efterspil, der med garanti følger efter denne sag – for mig er læren om det moderne, globale transfersystem vigtigere.
Sam Allardyce og hans rådgiver siger fejlagtigt på Daily Telegraphs skjulte optagelser, at den såkaldte third party ownership-model kun er
forbudt i England og Frankrig – den har på papiret været forbudt i hele verden siden sidste år, omend forbuddet mange steder omgås eller direkte ignoreres.
Men der mange andre skyggefulde gråzoner på transfermarkedet, hvor investorer, agenter, trænere og direktører kan lave unoder og komme i moralske dilemmaer.
Tag for eksempel agenterne, der nu hedder mellemmænd, efter FIFA sidste år opgav at regulere markedet og groft sagt gav alle lov til at handle med spillere.
Det er gængs praksis, også i Danmark, at en mellemmand den ene dag repræsenterer en spiller i kontraktforhandlinger med en klub, og at mellemmanden dagen efter kan repræsentere og blive betalt af selvsamme klub i et køb eller salg af en anden spiller.
Det er også helt legalt, at det samme agentfirma repræsenterer en eller flere trænere i samme liga og spillere på kontrakt i samme klub som cheftræneren.
Og efter FIFA’s forbud mod third party ownership er investorer med interesse i transfermarkedet i stedet gået i gang med at opkøbe klubber, så de kan få andel i milliarderne på transfermarkedet ad den vej. Den internationale spillerforening FIFPro har anlagt sag mod FIFA og det eksisterende transfersystem ved Margrethe Vestagers konkurrence-kontor i Europakkommissionen i forsøget på at skabe det, der i FIFPros optik er et mere fair, åbent system for spilleres skifte mellem klubber.
Selvom jeg ikke nødvendigvis deler FIFPros mening om, hvordan transfermarkedet bør fungere, er Sam Allardyce-sagen en god anledning til at tage et nyt kig
på reglerne for spillertransfers.
De lokale myndigheder, de nationale fodboldforbund, har for sjældent ressourcerne og viljen til at tjekke, hvad deres storklubber, trænere og
mellemmænd gør i det store transferspil. Allardyce-sagen viser, at ingen er tjent med interessekonflikter og en Wild West-kultur, hvor det handler om egen privatøkonomi.
Chefredaktør Tipsbladet Print, Troels Bager Thøgersen
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.
