Et år efter valget: Infantino beskytter Qatar og Rusland

Den schweiziske FIFA-præsident Gianni Infantino er født og opvokset få kilometer fra landsbyen Visp. Tilfældet vil det, at Sepp Blatter er født og har hjemme i selvsamme Visp den dag i dag.

To FIFA-præsidenter fra nabo-dale i de schweiziske alper bliver helt sikkert ikke til en treenighed, når Infantino en dag er færdig – dertil er presset for at få en ikke-europæer som præsident for stort, måske allerede når FIFA igen skal vælge præsident i 2020.

Men når Gianni Infantino på søndag har været FIFA-præsident i ét år, kunne man foranlediges til at tro, at præsidentvalget i 26. februar 2016, anholdelserne af en række topfigurer i FIFA i Zürich i juni 2015 og afsløringerne af massiv korruption omkring tv- og marketingaftaler aldrig havde fundet sted.

For selvom optimismen var stor ved valget af Gianni Infantino, og alternativet Sheik Salman fra diktaturstaten Bahrain havde været langt værre for demokrati og åbenhed, har FIFA lignet sig selv i schweizerens første år.

VM bliver udvidet til 48 hold, så snart kontinenterne er færdige med at slås om de 16 ekstra pladser.

FIFA og Infantino stiller sig tydeligvis tilfreds med Qatars alt andet end dybtfølte reformer, der på papiret skal sikre gæstearbejdere fra fattige asiatiske lande. Og Ruslands afgrundsdybe problemer med organiseret doping har tråde helt op til Vladimir Putins vicepræsident Vitaly Mutko, uden at det får Infantino og FIFA’s topfolk til at tvivle på Rusland som troværdig VM-vært om halvandet år.

Det er ret vildt med tanke på, at Mutko som fodboldboss og Putins betroede mand har spillet og spiller en hovedrolle i Ruslands VM-værtskab.
Mutko får stik mod fodboldspillets egne regler lov at sidde i UEFA’s eksekutivkomite og FIFA Council, selvom FIFA på papiret ikke tillader sammenblanding af fodboldpolitik og national politik.

Der har været en historie fremme om, at Infantino har forsøgt at få Mutko til at trække sig. Men at Rusland stadig er VM-vært trods den gigantiske dopingsag og at ingen med magt har stillet spørgsmålstegn ved det siger alt om, hvor stor en rolle Mutko personligt spillede i bestræbelserne på at få Infantino valgt til FIFA og derefter slovenske Aleksander Ceferin til UEFA.

Sagen om FIFA’s lukkede task force mod racisme viser meget godt, at verdensforbundet stadig er til for de få fodboldpolitikerne I FIFA og i forbundets myriade af udvalg. Få i fodboldens selvbestaltede familie tænker så pokkers langt ud over bygrænsen i Zürich, hvor FIFA’s bunker af et hovedkvarter ligger.

I sine sidste regeringsår dannede Sepp Blatter en task force, der skulle bekæmpe racisme i fodbold.

Racisme er et svært emne i FIFA, da det i udvalgte tilfælde under Blatter blev brugt til at udrense korruptions-kritikere og til at kvæle debatten om, hvordan FIFA og dets medlemmer brugt pengene.

Men har man fulgt bare lidt med i topfodbold, står det fuldstændig klart, at det i mange lande og regioner fortsat er særdeles svært for visse fans og i nogle tilfælde også ledere, præsidenter og spillere at behandle sorte spillere og andre, der skiller sig ud, ordentligt.

Med VM i Rusland om 18 måneder kunne Gianni Infantino have erstattet task forcen med et andet, og gerne stærkere, projekt mod racisme. I stedet meddelte en FIFA-embedsmand gudhjælpemig, at task forcens arbejde var fuldført.

Jeg kan ikke lade være med at få tanken, at timingen i lukningen er dejligt bekvem, så FIFA kan bede medierne diskutere de skønne nye fodboldarenaer og stjernerne til VM i Rusland i stedet. Man gider tydeligvis ikke hængemuler, der besværer fodboldaristokratiet med krav om ansvarlighed og et minimum af anstændig opførsel.

Det FIFA, der ligger bag Infantinos præsidentembede, har ikke ændret sig meget. Eksekutivkomiteen er udvidet og hedder nu FIFA Council med et par håndfulde ekstra politikere, der skal flyves til Zürich for at træffe beslutninger, og fremtidige VM-slutrunder skal uddeles af samtlige 209 medlemslande på FIFA’s kongres (held og lykke med at forhindre korruption og utidige påvirkninger i den forsamling, når det var umuligt med et par og tyve mand i eksekutivkomiteen).

Man mærker, at Gianni Infantino er under pres for at levere det, flertallet af fodboldlande i kongressen kræver (penge og indflydelse til mindre fodboldnationer), mens Europas storklubber, ligaer og store kommercielle kræfter truer med at forlade FIFA og gå egne veje. Reelt demokrati og åbenhed om pengestrømme er til gengæld kun noget, outsidere går op i.

Det er ikke nemt at være FIFA-præsident, men derfor er det stadig skuffende, at det efter 12 måneder er meget svært at se, at Gianni Infantino adskiller sig fra sin ældre nabo ovre fra Visp.