FC Midtjylland har købt Van der Vaarts CV
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
Generelle


FC Midtjylland har købt Van der Vaarts CV

Er den hollandske stjernespiller mon de mange penge, som FC Midtjylland bruger på kontrakten, værd?

Hvis FC Midtjyllands eneste mål var at vinde så mange kampe som overhovedet muligt i denne og næste sæson, fandtes der bedre måder end at give Rafael van der Vaart i omegnen af seks millioner kroner for at spille to sæsoner.

Fra 2012 til 2015 faldt hollænderens spil mærkbart i niveau for Hamburger SV, som i øvrigt ligesom FC Midtjylland fandt en sponsor (transport-magnaten Klaus-Michael Kühne, god for over 60 milliarder kroner) for at kunne forsvare Frank Arnesens køb af Van der Vaart fra Tottenham.

I Betis plagede skader og formsvigt hollænderen, der var en hamrende dyr non-faktor for det spanske midterhold, så selvfølgelig handler kontrakten til Van der Vaart ikke kun om det sportslige, selvom man for FC Midtjylland må håbe, den nye stjerne hurtigt kommer ind i rotationen på de to centrale midtbanepladser med Jakob Poulsen, Rilwan Hassan og Kristoffer Olsson, hvor stenhårdt arbejde er en nødvendighed i FC Midtjyllands spillestil.

Hollænderen har spillet over 20.000 minutter i Bundesligaen, Premier League og La Liga, 2457 minutter i Champions League (37 kampe/9 mål) og er noteret for 25 mål i 109 A-landskampe.

Han har været holdkammerat med Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic, og for at kontrakten til hollænderen skal give mening, skal han og FC Midtjylland være i stand til at give en masse af den viden og erfaring videre til især de yngre spillere i klubben, som FCM’s ledelse fastholder er nøglen i de kommende år.

Rafael van der Vaart har ikke et rygte med sig som den fødte lærer. Det kan man blive med årene, men der skal givetvis noget opfølgning og disciplin fra begge parter til, for at to år med daglig træning i og ved Ikast Hallen og udekampe i Superligaen bliver til et samarbejde, der er tiden, pengene og pladsen i førsteholdstruppen værd.