Fire grunde til, at FIFA-valget er vigtigt for dig
Generelle

Fire grunde til, at FIFA-valget er vigtigt for dig

Om en uge skal der vælges en ny præsident hos FIFA, og det er bestemt ikke uden betydning

Hvis ellers det schweiziske politi og FBI ikke rydder hele bulen og fylder arresthuset i Zürich op, når de gamle mænd møder ind på Hotel Baur au Lac i midten af næste uge, bliver der på næste fredag valget en ny præsident i FIFA, den kun tredje mand i embedet siden 1974 efter 42 år med João Havelange og Sepp Blatter.
 
Med en uge tilbage kan jeg kun garantere, at den ny FIFA-præsident langt fra bliver ideel. Forhåndsfavoritten Sheik Salman bin Ibrahim al-Khalifa fra Bahrain være et potentielt endnu større problem, end Sepp Blatter var som præsident gennem 17 år.
Her er fire grunde til, at valget er så vigtigt.
 
• VM-pladser. Har du set, hvordan VM-pladser skifter hænder i studehandler i håndbold? Det er heldigvis sværere at slippe afsted med i fodbold, men jeg har mine bange anelser om, hvad der bliver delt ud af valgflæsk i kulissen, og hvordan det kan forringe verdens største fodboldbegivenhed.
 
• Reformer. Sheik Salman har været præsident for Asiens kontinentalforbund siden 2013, og det har været et rædselsregime med cover-ups af korruption og kritiske rapporter samt politiske vennetjenester. Den slags er det sidste, fodbold har brug for. Glemte jeg at skrive, at Sheik Salmans bagmand fra Kuwait, Sheik Ahmad, er ham, der også giver Mostafa Hassan frie hænder til at smadre håndbold?
 
• Frit spil for kriminelle. Matchfixere har ødelagt ligaer i hele verden, i nogle tilfælde med direkte hjælp fra fodboldledere. Den forkerte FIFA-præsident vil kun give de lyssky elementer bedre vilkår.
 
• Fodboldspillets undergang. Det lyder drastisk, men en kender af asiatisk fodbold, James Dorsey, sagde på en konference i Århus i oktober sidste år, at Sheik Salman simpelthen kan blive spillets undergang, så katastrofal dårlig som han har været for asiatisk fodbold. 
 
Der hviler et tungt ansvar på de 209 medlemslande, der stemmer på fredag – om de er ansvaret voksent får vi at se.