Flere sensationer som Leicester og SønderjyskE, tak
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Generelle

Flere sensationer som Leicester og SønderjyskE, tak

En mere ligelig fordeling af Tv-penge kan være med til at styrke konkurrenceforholdet i Superligaen, mener Troels Bager Thøgersen.

Premier League leverer en kedelig omgang fodbold, hvor de samme hold vinder hvert år, ikke sandt?
 
Det med det kedelige fodbold har nok været meget rammende for den forgangne sæson, hvor ligaens største klubber har ventet på denne sommer og ankomsten af José Mourinho, Pep Guardiola og Antonio Conte, mens Jürgen Klopp også får bedre muligheder for at sætte sit aftryk efter at have overtaget Liverpool FC i efteråret.
 
Men det har været en befrielse for Premier League at have et nyt tophold, der holdt hele vejen i mål på ligaens fjerdemindste budget – der blegner selv SønderjyskE’s sensationelle sølvmedaljer.
 
At Leicester går fra en 20. plads i april 2015 til at vinde Premier League 13 måneder senere viser meget godt, at virkeligheden nogle gange overgår fantasien, og at SønderjyskE på Superligaens næstmindste budget bliver nummer to med 62 point er en af de stærkeste sportslige præstationer i de seneste år i Danmark.
 
Den slags sæsoner husker vi ti gange bedre, end at en storfavorit vandt endnu mesterskab. Skulle vi ikke have nogle flere af de overraskelser – eller i hvert fald sørge for, at muligheden for en sensation fortsat vil være til stede?
 
Det er let for Premier Leagues topklubber at dele tv-pengene mere solidarisk med de små klubber, end man gør noget andet sted i Europa – for der er så mange at dele ud af, at klubber som Burnley og Bournemouth i næste sæson økonomisk har samme muskler som klubber som Borussia Dortmund og AS Roma, når City, Chelsea, Arsenal og United samtidig kan være i øjenhøjde med FC Barcelona og Real Madrid.
 
Men det med at dele pengene mere ligeligt er måske ikke nogen dum ide.
 
Fordelingen af tv-penge i Superligaen er relativt stejl – FC København og Brøndby IF er sikret at ligge nummer et og to i årlige indtægter nærmest uanset præstationerne.
På kort sigt har de to største klubber brug for de tv-indtægter, men hvad ville der ske, hvis de penge blev drysset langt mere ligeligt ud over Superligaen? 
 
Pengene kunne enten gå til seriøst forbedret talentudvikling med flere trænere og mere professionelle forhold, eller man kunne tilknytte en stærk profil per klub, og ville Superligaen og de stores kampe mod de mindre så ikke blive mere interessante, hvilket er et af kritikpunkterne fra de store klubber?
 
Tanken er værd at lege med for Superliga-klubberne, selvom fordelingen af tv-penge for de kommende sæsoner lige nu ligger fast. Det er rigtigt, at de største klubber på kort sigt vil mangle tv-pengene, når de skal kvalificere sig til europæiske turneringer, men hvis det på sigt styrker ligaen og skaber større sammenhængskraft, kan de penge være godt givet ud.