Hvad Moder Rusland gør er sjældent det rigtige

Du kender det sikkert.

En kollega, en ven, en kundeservice-repræsentant der ikke vender tilbage, selvom løfter om det modsatte. Det er drønirriterende, for hvor svært kan det være at taste nogle få cifre på den telefon, vi alle alligevel har i hånden fem-seks timer i døgnet?

Som chefredaktør er jeg en af de skyldige, der ikke altid får svaret tilbage.

MEN:
Hvis jeg var leder for et af de vigtigste fodboldforbund i Europa og skulle afholde VM om 21 måneder, ville jeg nok sørge for at tage telefonen eller ringe tilbage, når en præsidentkandidat til et UEFA-valg ville på besøg for at forklare sine intentioner.

Og jeg ville helt sikkert dukke op eller som minimum melde afbud, undskylde dybt og sende en håndfuld forslag til nye mødedatoer, hvis jeg valgte at brænde en sådan kandidat af til et aftalt møde.

Russisk støtte bør få DBU til at tvivle
Det kommer måske ikke som nogen større overraskelse, at den lille fortælling handler om det russiske fodboldforbund og UEFA-præsidentkandidaten Michael van Praag.

De har det nemlig med at være svært uheldige i og omkring det russiske fodboldforbund.

Vi taler nogle af de samme folk, som med ærgrelse måtte meddele efterforskeren Michael Garcia, at alle computere var blevet destrueret, og at det var umuligt at få passwordene til de Gmail-konti, komiteen for Ruslands bud på VM 2018 havde benyttet i valgkampen i 2009 og 2010. Tænk en gang: Google USA ville ikke udlevere oplysningerne.

Så selvfølgelig kan der kun være tale om en misforståelse, når russerne er udeblevet fra et møde med Michael van Praag og ikke svarer på hans henvendelser. Det kan ikke have noget som helst at gøre med, at man få dage efter de nordiske fodboldforbunds offentlige støtte til Aleksander Ceferins kandidatur som UEFA-præsident pegede på selvsamme slovenske fodboldpolitiker.

Eller kan det?

Fodboldmagasinet Josimar fra Norge har i en overordentlig interessant artikel fortalt om, hvordan de nordiske fodboldforbund angiveligt har stillet sig bag Aleksandar Ceferin med en bagtanke om, at det ville være rart med et EM i Norden i 2024 eller 2028.

Den tidligere generalsekretær for det norske fodboldforbund Kjetil Siem, der for nylig blev ansat som rådgiver for FIFA-præsident Gianni Infantino, har ifølge Josimar lobbyet stenhårdt for Aleksandar Ceferin, tilsyneladende med Gianni Infantinos opbakning, og forhåbningen er blandt andet, at det skal stille de nordiske lande godt om et EM i 2024 (som Tyskland, der også støtter Ceferin, gerne vil afholde) eller i 2028.

- Vi kobler det absolut ikke til præsidentvalget, sagde DBU-formand Jesper Møller i Tipsbladet i sidste uge, før Josimars historie blev offentliggjort.

Noget kunne tyde på, at andre i Norden i et eller andet omfang har gjort det, uanset at det pure afvises.

Jeg er på ingen måde til det amerikanske begreb guilt by association. DBU's dagsorden behøver ikke være den samme som Ruslands, eller Kjetil Siems for den sags skyld.

Men Ruslands opbakning til Aleksandar Ceferin, det faktum at Italiens forbund fredag afholder møde for sloveneren for hans erklærede støtter, mens Michael van Praag i dag fortalte, at italienerne tilsyneladende har forsøgt at trække en gammel invitation til ham til mødet med forklaringen om, at det er et ”privat møde”, får forhåbentlig DBU til at tænke sig rigtig grundigt om, før sloveneren får en dansk stemme.

Det kan godt være, DBU og skandinaverne ser et demokratisk potentiale i Ceferin.

Men når Rusland melder sig på banen så tidligt og hurtigt efter, skandinaverne meldte ud, er det godt nok svært ikke at se de koblinger, som magasinet Josimar ikke er alene om, selvom Aleksandar Ceferin selv afviste, at det havde betydet noget at få Skandinaviens støtte før Rusland.

- Al støtte er god. I går fik jeg opbakningen fra Slovakiet. For mig betyder alle lige meget. Det betyder ikke noget, hvor magtfuldt et land, vi taler om, sagde Aleksandar Ceferin torsdag eftermiddag.

Ceferin svarede udenom spørgsmål om det russiske VM ("Jeg starter med at tænke positivt fremfor negativt som andre gør"), Qatars VM (det var i Ceferins optik indtil videre kun noget, medier havde skrevet om), den russiske opbakning og altså timingen i støtten til kandidaturet fra de nordiske lande og fra Rusland. Ikke opløftende.

Vi taler altså et russisk forbund totalt kontrolleret af en russisk statsmagt, der vil have ro på bagsmækken frem mod VM 2018 i stedet for flere ubehagelige historier om racisme, forsinkede stadionbyggerier og urent trav ved tildelingen af slutrunden tilbage i 2010. For ikke at tale om den gigantiske dopingskandale, der kun kom frem takket være utrætteligt journalistisk arbejde med den tyske journalist Hajo Seppelt i spidsen og et par russiske whistleblowere, der i dag frygter for deres liv.

Hvad vil Rusland med Ceferin?

Det spørgsmål har DBU forhåbentlig fået et mere fyldestgørende svar for end journalisterne, et svar som DBU kan lægge frem i alle detaljer for resten af verden.

Ellers havner vi nemt med det ubehagelige scenarie, hvor de nordiske lande – EM-slutrunde eller ej – leverer den pæne facade til en kandidat, der helst ikke vil ind på, hvorfor Rusland er villig til at bryde en historisk, politisk alliance med Serbien ved at stemme slovensk.

For ikke at tale om at bryde med den nu tidligere kandidat Angel Maria Villar fra Spanien, man har stået last og brast med i et par årtier.