Leder: Bendtner som supersub giver mening - frelser bliver han næppe

Fra Tipsbladets printudgave 1. september

Da jeg skulle skrive denne leder, lavede jeg en lille øvelse. Hvornår havde jeg sidst skrevet om Nicklas Bendtner?

Resultatet var 10. marts 2017, hvor jeg i en leder ærgrede mig på Superligaens vegne over, man ikke fik lokket Nicklas Bendtner tilbage midt i tristessen om tilskuertal og kedelige kampe.

Gangen inden var 9. september 2016 i en konstatering af, at sidste chance for længst var forpasset i Wolfsburg og at det var utopi at bruge sådanne ord om et skifte til Nottingham Forest, hvilket jo i øvrigt viste sig at være mere korrekt, end man bryder sig om.

Inden da skal jeg tilbage til et interview med Klaus Allofs i august 2015 og mit eget besøg i Wolfsburg i november 2014, hvor jeg talte med Nicklas Bendtner dagen efter to scoringer mod FK Krasnodar i Europa League.

Der var engang, Nicklas Bendtner fyldte det hele i dansk fodbold.

Hvor jeg i fuld alvor påpegede, at Robin van Persie som ung også havde taget nogen tid om at komme i gang med målscoringen, og at man derfor ikke skulle opgive den unge danske Arsenal-angriber.

Her otte-ni år senere er Nicklas Bendtner med på afbud for Yussuf Poulsen i en situation, hvor Åge Hareide kunne have forsvaret at udtage Rosenborg-angriberen i første omgang.
For det danske landshold fattes mål. 1,48 mål per kamp har man scoret siden VM 2014, hvor Nicklas Bendtner endegyldigt forlod Arsenal og tog til Wolfsburg, og det målgennemsnit bliver markant ringere, hvis vi ikke tæller 16 mål i fire kampe mod miniputterne Kasakhstan, Liechtenstein og et ferieramt bulgarsk hold til Kirin Cup i Japan med (så er vi nede på 1,08).

Nicklas Bendtner har scoret 29 mål for A-landsholdet – de fire øvrige forwards i truppen er noteret for 14 mål til sammen.

Så smid endelig Nicklas Bendtner ind i 2. halvleg, hvis Danmark skal jagte et resultat.

Det ville i øvrigt ikke være underligt mod et polsk hold, der efter mine begreber er et niveau over det danske med glubske Robert Lewandowski oppe foran og den franske mester og jernmand Kamil Glik i midterforsvaret.

Men glem al snakken om en forbedret, klogere Nicklas Bendtner og en frelserrolle i tre meget svære kampe mod Polen, Armenien og Montenegro.

Selvfølgelig kan han være klogere, det har vi heldigvis alle lov til at blive. Men det er ikke en diskussion, der tjener nogen efter gentagne løfter om bod og bedring og efterfølgende tilbagefald.

Og frelser? Det vil Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius og Kasper Dolberg forhåbentlig ikke have siddende på sig, efter de har bevist sig på deres klubhold i sidste sæson.
Måske kan synet af ham oppe fra Rosenborg give én af dem det nødvendige skub til også at kunne nedlægge en klassemodstander som Polen?
Så vil udtagelsen af Nicklas Bendtner så rigeligt være tjent hjem.