Leder: Billetten giver ikke adgang til at råbe bøsserøv eller lave abelyde
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: Billetten giver ikke adgang til at råbe bøsserøv eller lave abelyde

Sulley Muntari-sagen er sætter endnu en streg under et stort problem i international fodbold.

32-årige Sulley Ali Muntari har tjent et stort millionbeløb som midtbanespiller for Udinese, Portsmouth, Inter, AC Milan, Sunderland og den saudiarabiske topklub Ittihad, og nu spiller ghaneseren med 84 landskampe i sit karrieres efterår for allerede nedrykkede Pescara i Serie A.

Fodboldspillere tjener mange penge, som tilskuerne i sidste ende betaler gennem tv-abonnementer og køb af billetter, trøjer og videopspil, og det betyder, at tilskuerne rimeligvis kan forvente en ordentlig indsats og noget underholdning, i hvert fald hvis spilleren og holdet gerne vil have et fyldt stadion.

Men at nogle professionelle fodboldspillere er vellønnede betyder ikke, at de skal finde sig i racistiske eller for den sags skyld homofobiske tilråb, som klubber, spillere og DBU i fællesskab sætter fokus på i disse uger.

I sidste weekend udvandrede Sulley Ali Muntari i slutminutterne fra en kamp i Cagliari, fordi nogle personer på tilskuerpladserne gennem størstedelen af kampen blandt andet havde råbt dyrelyde efter ham. Dommeren havde allerede givet Muntari gult for at have talt med nogle af de pågældende tilskuere (Muntari gav i pausen sin trøje til en dreng, hvis far var med til at råbe af ghaneseren), og da Muntari udvandrede efter endnu en protest til dommeren over tilråbene, fik midtbanespilleren endnu et gult kort og dermed rødt.

Jeg vil ikke placere ansvaret hos dommeren, der i Italien ellers har fået myndigheden til at afbryde kampe, hvor tilskuerne kommer med racistiske tilråb. Det er en voldsomt svær vurdering at lave, og når man efterfølgende kan se, at man nok heller ikke havde haft opbakning fra eget fodboldforbund til at afbryde kampen, bliver det svært.

For Italiens fodboldforbund valgte tirsdag, få timer før kickoff og dermed i ly af Champions League-semifinalen i Madrid, at give Muntari karantæne for de to gule kort.
Det minder mig om de gange, hvor det russiske fodboldforbund har holdt fast i karantæne til sorte spillere, der protesterede mod den endnu værre behandling end den, Muntari fik på Sardinien.

Da jeg skrev de første linjer til denne leder, stod der, at fodbold er for alle. Det slettede jeg igen, for det er jo løgn, i hvert fald på eliteniveau. Der bliver og skal selekteres benhårdt.
Men ingen skal sorteres fra eller behandles dårligere, fordi de har en anden hudfarve, religion eller seksualitet.

At det italienske fodboldforbund giver Muntari karantæne er direkte tåbeligt og kontraproduktivt, det samme var det signal, FIFA sendte for nogle uger siden ved at lukke et udvalg, der skulle bekæmpe racisme i fodbold få måneder før der bliver knivskarpt fokus på emnet under Confederations Cup i Rusland.