2017-02-19 08:28
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Når vi på Tipsbladet søndag eftermiddag har overrakt Det Gyldne Bur til Robin Olsen og sætter os til rette til det københavnske derby, er det både med høje forventninger og en række spørgsmålstegn.

Bragt første gang 17. februar

Da vi for seks år siden gav Johan Wiland trofæet på vegne af kollegerne i Superligaen og 1. division, kunne vi ikke i vores vildeste fantasi se for os, at københavnerne kun ville vinde ét ud af fire mesterskaber i de efterfølgende sæsoner.

Men FC Nordsjælland, AaB og FC Midtjylland udnyttede, at københavnerne ikke kom i nærheden af at genopbygge det hold, der kulminerede med uafgjort mod FC Barcelona og to ottendedelsfinaler mod Chelsea i foråret 2011.

Denne gang har FC København ikke købt én men to erstatninger for Thomas Delaney i form af Uroš Matić, lillebror til den kendte Chelsea-spiller Nemanja, og Ján Greguš, der kom til sidste sommer. Her skrev FC København også kontrakter med Jores Okore og Nicolai Boilesen, der er Mathias ”Zanka” Jørgensen og Ludwig Augustinssons afløsere, og hvis Federico Santander eller Erik Johansson vækker nok interesse på transfermarkedet i de næste måneder, er Ståle Solbakken og hans stab helt sikkert også klar til at vælge mellem en række kandidater, de har scoutet intensivt.

Forberedelserne, den kollektive viden omkring førsteholdet og økonomien ser meget stærkere ud end i 2011, og derfor virker det mindre sandsynligt, at hjulene falder af FCK-bussen til efteråret, hvor Ståle Solbakken i modsætning til for seks år siden heller ikke forsvinder, når der er mest brug for ham.

Men hvis Brøndby IF og FC Midtjylland vil undgå, at FC København sætter sig på Superligaen som et andet Celtic i den skotske Premier League, er 2017 det rette tidspunkt at sætte ind igen.

Jeg forstår godt, at ejerne i Brøndby og FC Midtjylland ikke har appetit på flere store underskud, efter Brøndbys investeringer i nye spillere fra 2013 til 2015 og FC Midtjyllands store indkøb efter DM i 2015 ikke gav den ønskede effekt.

Men FC København kan ikke forventes at være mere sårbart, end holdet vil være i næste sæson uden Delaney, Augustinsson, Zanka og muligvis et par spillere til.

Tegningen til et fint hold og et godt koncept er der i Brøndby, og bevarer Alexander Zorniger og holdet kadencen i forårssæsonen, kunne det sagtens være en idé at fremskynde de store visioner om at være fast tophold fra 2020.

Inde i Parken vil de gerne være Danmarks Celtic og spille med om Champions League hver sæson frem mod 2021.

FC Københavns ambition kan dårligt være en anden, og så er det op til Brøndby IF, FC Midtjylland, og hvem der ellers har økonomi og selvtillid nok til at forhindre, det sker. Det vil næppe være i de andre klubbers interesse, hvis FC København kører en damptromle over Superligaen, som Celtic igen i i denne sæson gør i Skotland med 70 ud af 72 mulige point og 27 point ned til Aberdeen og Rangers.

FC Midtjylland kunne med fordel også slutte sig til Brøndby IF i udfordringen af FC København. Men med Van der Vaart-kontrakten sidste sommer, det interessante trippelkøb i SønderjyskE denne vinter og et snævert udvalg af spillere i midterforsvaret og angrebet er det ikke til at blive klog på, hvem FC Midtjylland er.

Er man et talentudviklingshold. eller tror man stadig på, at en smartere brug af data på spillermarkedet og i det daglige arbejde giver en konkurrencefordel, man vil købe efter på transfermarkedet?

Både for Brøndby IF og FC Midtjylland har det været dyrt at købe profiler og ramme forbi skiven, men tør de to klubber ikke stole på, at deres vurdering af spillere er blevet bedre, står FC København med en god mulighed for at lære af turene i Champions League i 2006/2007 og 2010/2011 og sætte sig fuldstændigt på Superligaen.

Vi håber, du får en god premiererunde i Superligaen med nogle fine rivalopgør. Kampene fredag i Farum og sent søndag eftermiddag i Herning ser ikke dumme ud, hvis man er til noget andet end den 77. kamp i Superliga-regi mellem FC København og Brøndby IF.

Og til dem, der skal i Parken: På gensyn søndag!

Køb Tipsbladet hver fredag - du finder det i Ekstra Bladet. Se meget mere her.

Chefredaktør for Tipsbladets trykte udgave. Tror stadig på journalistiks og topfodbolds frelse. #økonomi #dkpol #sldk #cldk #pldk Danmarks stemme ved #BallondOr Fang mig på tba@tipsbladet.dk og i vores fredagsblade og på Twitter under @TroelsBagerT. Kommentarer, ris, ros, ideer - jeg ser frem til at høre fra dig.
SENESTE NYT...