Leder: Esbjergs optur var held

Jeg redder mig ingen gratis kaffepunch ved at skrive det, men Esbjergs problemer begyndte allerede, før brødrene Ankersen, Martin Braithwaite og Kian Hansen satte fodboldhjerter over hele landet i brand fra 2012 til 2014.

Esbjerg har fået en masse ros for det hold, der vandt pokalfinalen i 2013 og nåede en 1/16-finale i Europa League mod Fiorentina.
Og den ros har Esbjerg fB ikke fortjent som klub.

Da Esbjerg i 2011 rykkede ud af Superligaen, sparede man en stor del af lønbudgettet og de øvrige omkostninger væk og gav de lokale knægte chancen sammen med et lovende målmandstalent i Lukas Hradecky.

Direktør Søren Poulsen fortsatte dog, og det samme gjorde den vellidte sportschef Niels-Erik Søndergaard, bare med en anden jobtitel og i tættere samarbejde med Poulsen og bestyrelsen.

Efter et års tilvænning i 1. division og et 2012-efterår i Superligaen, hvor EfB bare ikke kunne vinde, vendte det og gav et jubelår i 2013 med pokalsejr og Europa League-succes, før holdets bedste blev solgt fra.

Men klubben havde ikke nogen plan for, hvad der skulle komme bagefter.

Der kom otte spillere i sommeren 2013, tre yderligere i januar 2014, og igen i somrene 2014 og 2015 skubbede klubben millioner afsted efter stadigt dyrere spillere for at opfylde en ny ambition om at ligge fast omkring bedste halvdel i Superligaen.

Faste læsere af mine linjer på lederplads ved, jeg har en anden opfattelse end de fleste af det at bruge unge, egenudviklede spillere.
For mig er det at bruge unge spillere en strategi på linje med, at SønderjyskE de seneste fem år har spottet et hul i det ungdomsglade danske marked ved at hente ældre, robuste spillere.

Man har ikke bedre moral eller er en bedre fodboldklub, bare fordi man bruger yngre spillere, og i Esbjergs tilfælde er min hovedanklage, at det var rent tilfælde, rent held, ikke en gennemtænkt, kløgtig strategi, at kuldet af unge spillere fra sommeren 2011 fik tiden til at blive dygtige Superliga-spillere og toppede i 2013 og 2014.

Esbjerg lod sig forblænde af de unges succes og al rosen fra omverdenen, og lærte ingenting af den heldige situation, man var havnet i efter oprykningen til Superligaen i 2012.

Jeg konstaterer, at Esbjerg ikke kunne gentage succesen med at bruge yngre spillere i 2015 eller 2016, og at klubben har formøblet en masse millioner via transfermarkedet, samtidig med at man ikke har været i stand til at sende et troværdigt Superliga-hold på banen siden sommeren 2015.

Gå tilbage og tjek stillingen. Jeg kan ikke bevise det, men min påstand er, at Esbjerg ikke havde været i stand til at redde sig i 2015/2016, hvis man ikke havde været så heldig, at der kun var én nedrykningsplads, og at Hobro lå i Superligaen.

Når man ikke ved, hvorfor man har succes, og ikke har en plan for at genskabe den, ender man som Esbjerg fB.

Glem de tomme floskler om kontinuitet; i dansk fodbold er problemet nærmere, at noget, der ikke fungerer, får lov at fortsætte alt for længe.
Det har været nødvendigt, at Esbjerg i løbet af et halvt år har udskiftet alle ledere tæt på Superliga-holdet og i toppen af den kommercielle afdeling, ellers havde situationen været endnu værre.

Men det ændrer ikke på, at der i januars transfervindue skal rettes op på fem og et halvt års synder, så Esbjerg har en rimelig chance for også at spille Superliga-fodbold i næste sæson.

At sætte lighedstegn mellem en nedrykning og ny succes, som efter sommeren 2011, vil være at gentage endnu en misforståelse, navnlig troen på at Esbjergs succes fra 2012-2014 var produkt af meget andet end nogle udmærkede spillere fra ungdomsafdelingen og en masse held.