Leder: Fodboldlæk udstiller råddent transfermarked

Når historikerne om 50 år ser tilbage på 2010’erne, får lækkede informationer et af de første kapitler.

Efterretningstjenester, regeringer og firmaer suger alle de informationer – og lidt til – ud af os alle, de kan lov til af deres jurister, og i dagligdagen bliver milliarder af informationer givet, delt på kryds af tværs, i nogle tilfælde også stjålet og brugt til afpresning eller mobning.

Men det er de store whistleblower-lækager fra folk som Edward Snowden og Wikileaks-stifteren Julian Assange, der løber med mest opmærksomhed, og det med god grund.
Fodbold er ikke nær så vigtigt et emne som hemmelig overvågning, skjulte krige eller en global elites systematiske udnyttelse af skattely. Men efter Panama Papers tidligere på året satte skattely på den globale dagsorden, har fodboldverdenen fået sin egen, store lækage, Football Leaks.

Da Football Leaks dukkede op i efteråret 2015, lå fokus på portugisisk og spansk fodbold, ikke mindst omkring Sporting Clube og investeringsselskabet Doyen Sports, der var i retten i en strid om den senere Manchester United-spiller Marcos Rojo.

Lækagen fortsatte med afslørende dokumenter om samarbejdet mellem Doyen Sports og den hollandske klub Twente, der glemte at fortælle det hollandske forbund om det omfattende samarbejde med fonden, der ejede en stor del af rettighederne til Twentes mest attraktive spillere.

Det kostede Twentes præsident posten – i øvrigt efter at Twente havde hentet den nuværende Esbjerg-sportsdirektør Ted van Leeuwen ind fra Cypern til en omfattende oprydning i klubben.

I sidste uge kunne Politiken og en række europæiske aviser og tidsskrifter så afsløre en række artige historier om Cristiano Ronaldos brug af skattely og Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu og dennes forretninger omkring Swanseas transfers, mens Laudrup var manager.

En række af agentfirmaet Gestifutes klienter, herunder Ronaldo og José Mourinho, er i centrum for sagen, der indtil videre er tungest omkring den aggressive brug af skattely og bekræftelsen af Laudrups agent Bayram Tutumlu som ekstremt offensiv formidler af transfers og kontrakter.

Politikens fremragende artikler og mange af oplysningerne fra Football Leaks’ er med til at udstille, hvor usundt fodboldens transfermarked er, og hvor skidt det står til med moralen i en fodboldverden, der stadig gerne vil hylde fællesskabet og koblingen til et par milliarder fans.

Der er tradition for at punke grådige fodboldspillere og agenter, men jeg mener, især de store klubber slipper alt for billigt omkring deres hovedrolle i skabelsen af et spillermarked, hvor den rette agent, skatteadvokat og rigmand betyder alt for meget for klubbers succes og fiasko.

Det er fremragende, at metoderne hos firmaer som Gestifute og Doyen Sports bliver udstillet, og at sandheden om Bayram Tutumlus og Michael Laudrups potentielle interessekonflikter kommer frem.

Men klubberne går aktivt med til at skabe interessekonflikterne, og det er også hverdagskost selv i den relativt ærlige danske fodboldbranche, at en agent den ene dag repræsenterer sine spillere i kontraktforhandlinger i en given klub for ugen efter at få honorar af selvsamme klub i klubbens jagt på andre, nye spillere.

Personligt tvivler jeg på centrale elementer i den skitse, den internationale spillerforening FIFPro har spillet på banen med udstrakt mulighed for, at spillere kan gøre sig fri af kontrakter med flere år tilbage.

Men som jeg har efterlyst på denne plads flere gange tidligere, er der behov for at trykke på reset-knappen og skabe et system, der ikke kun tilgodeser de største og stærkeste aktører.

Alt for mange penge forsvinder ud af systemet, uden at de på nogen måde gavner fodboldspillet eller alle vi, der interesserer os for spillet.
Fælles europæiske regler for indgåelse af aftaler og kontrakter mellem klubber, spillere og agenter kunne være en vej og et middel til at begrænse spildet, interessekonflikterne og transfermarkedets fastholdelse af status quo til storklubbernes fordel.

Et forbud mod dobbeltrepræsentation kunne også være et sted at begynde.
Det vil i øvrigt være sort ironi, hvis det engang viser sig, at en betydelig del af lækken stammer fra netop det system, der skal forestille at regulere transfermarkedet, FIFA’s Transfer Matching System (TMS).

I det system registreres kontrakter, agentaftaler i forbindelse med transfers og papirerne mellem klubberne, og selvom det bestemt ikke er alle oplysninger i Football Leaks, der kan komme derfra, kunne man få tanken, at nogen har været inde at rode i den massive database.

Hvis det viser sig at være tilfældet, kan den læk vise sig at være FIFA’s største bidrag til udviklingen af transfersystemet i adskillige år, omend jeg desværre vil se positive forandringer ske, før jeg tror på dem.