Leder: U/21-EM har brug for Dolberg og Alli eller et nyt format
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: U/21-EM har brug for Dolberg og Alli eller et nyt format

U21-EM står for døren, men det er en turnering, der lider under de største klubbers ønske om at holde de bedste spillere væk fra turneringen.

John Stones.
Dele Alli.
Raheem Sterling.
Marcus Rashford.
André Silva.
Bernardo Silva.

Det er store navne, der mangler ved U/21-EM i Polen.

Tyskland har sendt otte mand i U/21-alderen til Confederations Cup i Rusland, og selvom der er lovende spillere blandt Niels Frederiksens 23 udvalgte og flere af de følgende folk ikke har spillet nogen større rolle på U/21-landsholdet, havde det da alt andet lige været en væsentlig forstærkning at have Kasper Dolberg, Riza Durmisi, Pione Sisto, Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg med i Polen.

Unglandsholdene har af naturlige årsager altid stået i skyggen af de voksnes landshold, men i takt med, at pengene, træningsforholdene og konkurrencen de seneste 10-15 år er blevet så meget skarpere i europæisk klubfodbold, er slutrunderne kommet under tungt pres.

Manchester City, Tottenham, Celta Vigo og RB Leipzig er nogle af de klubber, der denne gang helst ikke så deres unge spillere tage til U/21-EM.

Med tanke på det store pres, der i kulissen er på voksne landsholdsspillere fra deres klubber for at melde fra til A-landsholdsfodbold, kan man tænke sig, trykket på unge, der har lavere status end deres granvoksne klubkammerater, er større i de klubber, der er ligeglade med, om deres unge bliver vist frem for alverdens talentspejdere og sportsdirektører.

Tag ikke fejl – Superliga-klubber, der gerne vil sælge spillere, klapperne i hænderne over at have deres spillere med til slutrunden.

Men en U/21-slutrunde burde vel handle om andet og mere end at fungere som datingportal for et sammenrend af klubber, agenter og spillere.

De undertippede danske spillere vil med rette være lykkelige, hvis de spiller sig videre til en semifinale fra puljen med Tyskland, Italien og Tjekkiet.
Men som turnering og format er U/21-EM under pres.

De europæiske topklubber, vi skriver om i disse uger i Tipsbladet med deres ambition om at skære Champions League til eller lukke den helt for at spille flere kampe indbyrdes, lægger hårdt pres på kampkalenderen og vil gerne bruge sommerugerne før sæsonstart på at flyve kloden rundt til opvisningskampe på attraktive markeder.

Det går ud over såvel de seriøse sæsonforberedelser såvel som en U/21-slutrunde, der så oven i købet ligger overfor Confederations Cup.

Hvis U/21-EM skal bestå i fremtiden, skal man enten have presset reel frigivelse af de bedste spillere igennem eller overgå til et andet, mere liga-præget format, der bedre kan afvikles i løbet af sæsonen  og så semifinaler og en finale, der kan afvikles hurtigere end at samle 12 hold i 2½ uge.