Leder: Verden skal tage sig sammen - også fodboldens

Når man sidder og ser tilbage på 2016, kan det være lidt svært at forvente store fremskridt i 2017.

Pendulet svingede mod en mere lukket verden, hvor vi i Danmark og mange andre lande reagerer ved at samle os om det helt nære og om os selv.

Skal vores børn og børnebørn leve i en verden, hvor døde kendisser (og intet ondt om dem) og et blæsevejr i december betyder mere for os danskere end udbombede børnehospitaler og pres på demokratiske rettigheder, der efter generationers blod, sved og tårer er ved at blive formøblet i løbet af få år?

Selvom jeg så udmærket forstår fristelsen til at skue indad, forsvinder resten af verden og dens problemer ikke, uanset hvor ondt i maven og hovedet vi får af at forholde os til den.

Med vores handlinger og valg har vi været med til at forme den verden, så må vi også tage medansvar for den.

Resten af samfundet og den verden, vi befinder os i, er ikke løsrevet fra den fodboldverden, vi beskæftiger os med her i Tipsbladet – tværtimod er vores elskede fodboldspil både kampplads og eksponent for meget af det, der sker i verden.

Vi begynder med det nære.

Her det det tid til, der sker noget.

Jeg håber, at det nye slutspil i Superligaen bliver en af anledningerne til en frisk start i dansk fodbold.

Det skal være sjovt, nemt og engagerende at komme på stadion i Danmark, og efter den megen fokus på dårlige tilskuertal i efteråret gør Superliga-klubberne virkelig sig selv en tjeneste ved at gøre alt for vende tendensen. Vi skal nok holde øje og fortælle de gode historier, hvis de er der.

Og så skal dansk fodbold gøre modstand. DBU og klubberne skal skabe ballade ude i Europa og verden, når Champions League og VM bliver lavet om til nye formater, der i sidste ende kun er gavn til nogle få store klubber og fodboldpolitikere, der allerede sidder på flæsket.

Der skal hænge bandere på alle danske arenaer og tales dunder, hvis man ikke er enig i det, der sker i FIFA og UEFA.

Fodboldpolitik er ikke noget fjernt og ligegyldigt, der ikke vedkommer vort lille land - det afgør, om landets bedste hold har ordentlige turneringer at spille i, og om fodboldens penge bliver brugt ordentligt eller på politik og pamperi.

I 2016 har jeg skreget mig hæs om politik, doping, hooligans, VM-slutrunder i Rusland og Qatar og et dodgy transfermarked, og jeg orker dårligt nok mere.
Derfor nøjes med stille at konstatere, at der ikke skete meget godt for den almindelige fan eller fodboldspiller, af at der blev valgt to nye præsidenter for FIFA og UEFA.

Et udvidet VM og en lukket Champions League er tiltag for de få magtfulde i fodboldforbundene og de store klubber.

Jeg kan se to veje frem.

Enten husker fodboldverdenen i 2017 pludselig, at høj og lav er afhængig af hinanden, at det at være solidarisk faktisk ikke er et fy-ord. Den løsning ville være skøn, og jeg tror ikke et sekund på den.

Jeg tror mere på, at Margrethe Vestager, der nu er EU-kommissær for (fri) konkurrence, og USA’s kommende justitsminister Jeff Sessions rydder bulen ved at kende fodboldens transfersystem ulovligt (Vestager) og ved at FBI sammen med andre politimyndigheder i verden graver hvert et stykke korruption i international topfodbold i de seneste tre årtier op.

Jeff Sessions, der som minister i Donald Trumps regering paradoksalt nok er del af den vestlige verdens ubehagelige tendens til at lukke sig om sig selv og rosenrød higen efter gamle dage, arver en FBI-efterforskning, hvor der er så mange dokumenter og så mange muligheder for at få inkriminerende vidneudsagn, at det muligvis kan trække tæppet væk under mange ledere i fodboldverdenen.

Fodbold kan ikke finde ud af at ændre sig selv til det bedre, og kan en juridisk håndgranat kastet ind i FIFA Council af en FBI-direktør og justitsminister udpeget af Donald Trump gøre forskellen, tager jeg den sejr med, uanset at Donald Trump vil tage æren for den på Twitter.