PL-klubber gentager fejlene - mangler typer som Morata og Marchisio

Bernardo Silva er en forrygende fodboldspiller. Eminent boldkontrol, blik for at spille chancer større og med forbedret fysik og et mål i hver fjerde kamp for AS Monaco er den 22-årige portugiser en af forklaringerne på, Monaco højst overraskende vandt det franske mesterskab.

Sidste sommer var mine kolleger i Portugal bange for, at EM-drømmen brast, da Silva kom til skade til træning og måtte melde fra til slutrunden i Frankrig, og Pep Guardiola bør få meget ud af midtbanespilleren, der er seneste brik i den spanske managers markante foryngelse af City.

Nu skaber Atlético Madrids transferforbud bølger i hele markedet, når Manchester United alligevel ikke kan få lov at købe Antoine Griezmann og i stedet genopliver forelskelsen i Gareth Bale.

Men som snakken i Cardiff går om klubskifter til helt utrolige summer – Southampton kræver 70 millioner pund af PL-topklubberne for Virgil van Dijk – bliver jeg næsten overrasket, hvis englænderne sammen med et Barcelona med ny cheftræner, PSG, Bayern og de to spanske storklubber ikke igen sætter transferrekord denne sommer.

Superagenten og fodboldens største dealmaker Jorge Mendes er i Cardiff, hvor han fredag angiveligt mødtes med AC Milan, klubben som Jorge Mendes var med til at sælge til en kinesisk investorgruppe, der også har investeret et betydeligt millionbeløb i Jorge Mendes' selskaber.

Også Mino Raiola (Lukaku, Donnarumma, Ibrahimovic, Matuidi, Justin Kluivert) og Doyen Sports (Morata, Brahimi, Falcao, Mangala, Kondogbia og trænerne Diego Simeone og Paulo Fonseca) er i bevægelse – afsløringerne i Football Leaks af regelbrud med selvsamme agentfirmaer og topklubber i hele Europa lægger tilsyneladende ingen dæmper på handelslysten.

Mangler typer som Morata
Jeg mener faktisk, at Premier Leagues topklubber sportsligt endelig er på vej i den rigtige retning.

Antonio Conte, Pep Guardiola, José Mourinho og Jürgen Klopp forstår værdien i at skabe en sund, langtidsholdbar konkurrencekultur og i at arbejde professionelt og målrettet med alle aspekter i en topklub, og taktisk kommer de ikke til kort over for rivalerne i Europa, omend spillerne stadig er bagud taktisk.

Premier Leagues topklubber forbedrede sig sidste sæson på antal tilladte chancer, først og fremmest på grund af mere intelligent og organiseret presspil – og har ejerne bare lidt fornuft, lader de deres managere arbejde i to-tre år til, uanset om man skulle misse en Champions League-plads til næste sommer.

Men på et vitalt område hænger Premier League-klubberne stadig langt efter, nemlig i integrationen af egne store talenter på førsteholdet.

Under de to CL-finalisters afsluttende træning på Millennium Stadium sad jeg på tribunen og talte nationale spillere.

Juventus, der som klubbens præsident Andrea Agnelli siger det nærmest er mere populær i resten af Italien end i hjembyen Torino, har Claudio Marchisio fra Torino og Paolo De Ceglie fra Aosta i oplandet til Torino.

Moise Kean, den første spiller fødte i dette årtusinde, der scorede i en af Europas fem største ligaer, er fra Vercelli, mellem Torino og Milano, Sturari er fra Sanremo ved grænsen ind til Frankrig ved Middelhavet, og Buffon, Chiellini, Barzagli og de unge trupspillere Rugani og Matiello er toscanere,

Bonucci (uden for Rom) og Mandragora (Napoli) er rejst lidt længere.

I Real Madrid begyndte Dani Carvajal, Nacho, Álvaro Morata, Lucas Vázquez og reservemålmændene Kiko Casilla og Rubén Yáñez i Real Madrids cantera, fra de var 10 til 16, og Carvajal, Morata og Nacho er madrilenere. Varane og Mariano kom til som 18-årige, Sergio Ramos var 19, da Real Madrid i 2005 købte ham i Sevilla.

Sund kultur
- Når man ser på de hold, der har haft succes i Champions League, har der de senere år ofte været en balance mellem dyrt indkøbte spillere og folk, man selv har udviklet. Juventus har købt Dybala og Higuaín for store beløb for at score mål, men Buffon, Chiellini, Bonucci og Marchisio er spillere, der kender klubben og dens værdier. Det med at skabe en sund og stærk kultur er bare ofte lettere med lokale spillere.

Sådan sagde Raffaele Poli, der står i spidsen for The Football Observatory under International Centre for Sports Studies (CIES) og er ekspert i Europas fodboldmarked, til Tipsbladets printudgave fredag.

Regelmæssige læsere af mine ledere vil vide, at jeg bestemt ikke er skræmt eller forarget over de milliarder af kroner, der flyder gennem transfermarkedet og moderne fodbold – tværtimod er det min bedste overbevisning, at pengene i moderne fodbold er relativt små set i lyset af den helt utrolige interesse, der er for fodbold på snart sagt hele planeten.

Men jeg mener, at Raffaele Poli og årets Champions League-finale såvel som de seneste års finaler i turneringen viser, at det med at have lokale spillere ikke skal undervurderes, især ikke af klubberne i Premier League.

Der er undtagelser som Michael Carrick i Manchester United (der også har et par unge, udmærkede navne undervejs), Kieran Gibbs, Theo Walcott og Alex Oxlade-Chamberlain i Arsenal, og Ruben Loftus-Cheek og Victor Moses i Chelsea.

Men de egenudviklede spillere mangler generelt, både i antal og ikke i status og betydning. Det er intet tilfælde, Juventus har valgt tre anførere i Gianluigi Buffon, Giorgio Chiellini og Claudio Marchisio, der i 2006 tog turen med ned i Serie B, og selvom Massimiliano Allegri har givet Juventus flere muligheder i det offensive spil, er Juventus' sjæl stadig æren i at spille til nul, ligesom i 70'erne og 80'erne med Scirea og Gentile.

- Der skiller Juventus sig ud. Man går virkelig op i, at man ikke indkasserer mål. Man så jo Chiellini give high-five efter at have forhindret en scoring mod Monaco, og det tror jeg ikke, jeg har set andre steder i topfodbold. Den der ære, man sætter i ikke at indkassere, sagde Christian Poulsen i Tipsbladet fredag 2. juni.

- Og så er Juventus en klub, hvor man føler sig som familie. Jeg blev inviteret ned til åbningen af det nye stadion i 2011, fordi jeg havde været del af klubben. Da de skulle spille i København, mødte jeg dem inde på et hotel, og der var de lige så imødekommende og afslappede som altid. Der er noget storhed i den klub, siger Christian Poulsen.

Tilsvarende har Real Madrid ud over de nævnte trupspillere verdenmestrene Ramos, Kroos og Europamestrene Pepe og Cristiano Ronaldo i truppen, og der er næppe en spiller på førsteholdet eller i ungdomsafdelingen i klubben, der ikke ned i mindste detalje ved, hvordan man skal agere, og hvad Real Madrid står for.

Guardiola, Conte, Mourinho og Klopp forstår udmærket det her – og skulle deres ejere være i tvivl, kan de kigge på Tottenham Hotspur, der med Harry Kane, Dele Alli, Kyle Walker og Danny Rose som bærende spillere har vist, det er muligt at dygtiggøre yngre, lokale spillere og spille med i toppen af Premier League.

Det kræver, at ejere og direktører i Premier Leagues største klubber har mere is i maven end de seneste 10-15 år, og det på et tidspunkt, hvor pengene og interessen i Premier League giver selv de mindste Premier League-hold mindst samme købekraft som Borussia Dortmund og AS Roma.

Hvis ikke man har den ro, kan Premier League-klubberne blive ved med at købe stortalenter fra hele verden som 16-årige, hyre de bedste trænere og bygge de bedste faciliteter. Der kræves en plan for de unge, når de kommer op på førsteholdet, og et helt klart billede af, hvem man er. Siden Alex Ferguson stoppede i Manchester United har det for mig at se ikke været klart defineret i nogen Premier League-klub – og så kan alverdens Bernardo Silva'er og deals med alverdens superagenter ikke hjælpe Premier League-klubberne tilbage i toppen af Europa i andet end spredte tilfælde, som Chelsea 2012-sejr (de sidste dampe fra nullernes storhold med Frank Lampard, Didier Drogba, Petr Cech og den i finalen karantæneramte John Terry) var.