Sidste Bendtner-chance? Det var i Wolfsburg
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Generelle

Sidste Bendtner-chance? Det var i Wolfsburg

Der skal en del til før man igen kan regne Nicklas Bendtner tilbage som den angriber han trods alt har vist, talentet gemmer på.

Da Nicklas Bendtner onsdag eftermiddag blev præsenteret på en toårig kontrakt i Nottingham Forest, kunne man forstå på den danske angriber, at han helst vil have, samtalen om ham skal handle om fodbold og fremtiden i Nottingham Forest frem for det, der er sket tidligere.

Efter fem måneder uden fodbold giver det isoleret set mening for Nicklas Bendtner i de næste uger og måneder, hvor han skal arbejde sig i fodboldform og finde ind i cheftrænerens foretrukne 4-3-3.

Men Nicklas Bendtner skal være taknemmelig for, at nogen kigger tilbage og kan se en årsag til at betale ham et tocifret millionbeløb i årsløn, for ser vi på det fodboldspil, Nicklas Bendtner vil have i centrum, er det ikke på basis af de seneste sæsoner, han nu har fået en arbejdsgiver i England.

Siden Martin O’Neill sendte ham op på tilskuerpladserne for at komme 20 minutter for sent til bussen til sæsonens sidste kamp i Sunderlands 2011/2012-sæson, har danskeren spillet 72 gældende førsteholdskampe og scoret 11 mål.

Nicklas Bendtner har været mellem 24 og 28 år i perioden, arbejdsgiverne har været nogle af Europas mest chanceskabende hold som Juventus, Arsenal og Wolfsburg, og ud over et par falske daggry med et par uger med mål og godt spil i Wolfsburg efterfulgt af nye ture på bænken og negative historier har intet tydet på, at gennembruddet som voksen topangriber var på vej.

Nottingham Forest vælger med kontrakten at tro på, at Nicklas Bendtner denne gang viser sig at være knivskarp hele sæsonen, uden pauser, og at angriberens gode perioder i Arsenal, på Danmarks landshold og lyspunkter i Sunderland og Wolfsburg kan genskabes.

Undertegnede og andre redaktører har de seneste døgn talt om sidste chance for Nicklas Bendtner, men den tror jeg på sin vis er forspildt. Det var i Wolfsburg, og at komme til den tyske klub fra to år i Juventus og Arsenal og tage fra Tyskland med Championship som destination siger alt om, hvordan Nicklas Bendtner forvaltede den mulighed.

Om fire måneder fylder Nicklas Bendtner 29, og ud over at skridtet ned til Championship og Nottingham Forest er det rigtige, vil det sandsynligvis også vise sig at være farvel til chancen for at spille Champions League og kæmpe med om mesterskaber, selvom Bendtner og hans rådgivere utvivlsomt ser det anderledes.

Måske kunne danskeren være kommet til en Champions League-klub denne sommer, men der er vid forskel på at være i en klub, der spiller i mesterligaen, og at spille en afgørende rolle, som Bendtner prøvede med Arsenal for seks-syv år siden.

Den vej bliver ikke kortere af at runde 29 år, for ikke at tale om det skarpe hjørne på 30, der ligger i sidste halvår af kontrakten med Forest.
En ring er sluttet med returen til Championship, hvor Bendtner debuterede for ti år og en måned siden.

Nicklas Bendtner får nu en ny chance for at dreje samtalen om ham i retning af fodbold, og Nottingham Forest er et fint valg frem for en større løncheck i en liga mange tidszoner væk.

Men der skal mere end et par gode kampe til, før angriberen er tilbage på det danske landshold, endsige som førstevalg i Hareides angreb.
Jeg falder af og til i fælden med at tænke kontrafaktisk og kan ikke lade være med at overveje, hvad biluheldet i London for syv år siden og de efterfølgende skader har betydet for Bendtners karriere.

Det ændrer ikke på, at det nu er op til Nicklas Bendtner at løfte bevisbyrden og vise, han kan og vil topfodbold.