Slut med diplomatiet: Flå FIFA fra hinanden eller forlad skuden
Illustration
Generelle

Slut med diplomatiet: Flå FIFA fra hinanden eller forlad skuden

Leder: Reform-processen og undersøgelsen af VM 2018 og 2022 er en hvidvaskning.

Det vil helt sikkert koste os på kort sigt.

Det danske landshold kan gå glip af VM 2018.

Europas fodboldbosser vil blive kaldt imperialister iført tropehjelm.

National og international klubfodbold kan blive kastet ud i kaos med tovtrækkerier mellem nationale forbund og klubber.

Men ignorer det. For det er tid til, at europæiske fodboldforbund, sponsorer, tv-stationer, politikere og fans sætter FIFA stolen for døren.

Kravene er såre simple.

1: Læg hele Michael Garcias efterforskning af VM 2018 og 2022 frem.

2: Giv en task force udpeget og lønnet af nationale regeringer de videst mulige beføjelser til en ny efterforskning af VM 2018+2022 samt ældre korruptionssager som ISL-sagen.

3: Giv en anden task force udpeget og lønnet af nationale regeringer mandat til en total reform af FIFA, med særligt fokus på medlemsforbundenes stemmevægt og rekruttering, så Cook Islands 11.000 indbyggere i Stillehavet ikke længere bestemmer det samme som USA eller Frankrig.

Det er nationale politikere og fodboldforbund – her taler jeg direkte til kulturminister Marianne Jelved og DBU-formand Jesper Møller – FIFA’s hovedsponsorer Coca Cola, Adidas, Hyundai, Kia, Sony og VISA – og dig, kære læser, der skal sige, at nok er nok.

Hvis ikke FIFA går med til ovenstående eller noget i samme boldgade, er løsningen simpel. Forlad forbundet og begynd forfra selv.

Europæiske fodboldforbund og UEFA har bestemt deres egne, store fejl, også i vores nabolande Tyskland og England. Men europæerne og de øvrige forbund rundt om i verden, der mener reformer alvorligt, bør bruge ovenstående som pressionsmiddel mod Sepp Blatter og det magtapparat, der holder schweizeren ved magten og vel i virkeligheden har megen magt over ham.

For det stille diplomati har slået fejl. FIFA fortalte tirsdag, at man politianmelder flere individer, der dukkede op i granskningen af VM i 2018 og 2022, men det er en ren hvidvaskning, vi ikke må falde for, og som ikke vil rokke en millimeter ved det eksisterende system. Fortsætter vi den nuværende, diplomatiske kurs, vil Sepp Blatter, dennes efterfølger og deres velpolstrede stemmekvæg med vanlig tanke for egen personlig vinding fortsætte med at malke spillet på tværs af kloden og være revnende ligeglade med såvel fodboldspillet som et livstruende problem som aftalt spil.

Det vil næppe ende med boykot eller et aflyst VM 2018, men er det prisen, må det være sådan. Vores spil er for vigtigt til, at nogle få hundrede magtbegærlige mænd skal bruge det til at rage mere magt og flere millioner til sig selv.