Storklubberne er i gang med at kuppe fodboldspillet

Da spillerne løb på banen til anden halvleg af den største kamp, FC København har spillet siden 2010/11-sæsonen, blev fantribunen klædt i sort og et stort banner foldet ud.

”Fair play and respect for all clubs in Europe – Not only UEFA’s chosen few”*, var beskeden under banneret, der viste en samling anonyme klubbosser fra Europas største klubber siddende ved et bord med servile tjenere og pengesedler hvirvlende i luften.

Det var et bemærkelsesværdigt budskab midt i en afgørende kamp, og onsdag aften gentog Celtics fans ovenstående budskab med et banner under kampen mod FC Barcelona, mens rygterne sagde, at andre fangrupper vil følge op og protestere mod de største klubbers magtovertagelse.

Jeg har ved lejligheder talt for en lukket liga i Europa eller i hvert fald truslen om én for at få et bundkorrupt, fejlslagent FIFA og et ligeledes kriseramt UEFA til at vågne op og lave ægte reformer.

Men som topfodbold er ved at blive skruet sammen i disse måneder, er der al mulig grund til at råbe op.

De 10-12 største klubber i Europa er ved at forhindre, at de nogensinde igen bliver udfordret på deres position.

De gør det med støtte fra FIFA-præsident Gianni Infantino og UEFA-præsident Aleksandr Ceferin, to mænd som de store klubber var med at indsætte med opbakning fra verdens to nok stærkeste sportspolitiske aktører i dag, Rusland og Qatar.

Prisen for, at de to nationer får lov at holde VM, virker til at være total kontrol over klubfodbold til de 10-12 største klubber i Europa, konkret gennem oprettelsen af et nyt selskab de facto kontrolleret af storklubberne, der fremover skal administrere både Champions League og Europa League.

Fra 2021 arbejder disse storklubber på at skabe en næsten lukket Champions League med betydeligt flere spillerunder end i dag, mange kampe på andre kontinenter og så muligvis en drastisk omlægning af de store, nationale ligaer, hvor storklubberne eksempelvis kunne være garanteret adgang til et større ligaslutspil i hjemlandet i forårsmånederne, så forbindelsen til hjemmemarkedet ikke helt forsvinder.

Det markant udvidede klub-VM, Gianni Infantino i denne måned har talt varmt om, er næppe schweizerens egen idé – for mig lyder det som om, at klubeliten om kort tid ’tilslutter’ sig ideen og dermed har et påskud til at spille gruppespil og flere betydende kampe mod hinanden i Kina, Mellemøsten, USA og hvor fremtidens store, købelystne fodboldpublikum befinder sig.

Det lyder grimt, og det bliver det også.

Landsholdsfodbold og klubfodbold for alle andre end Europas 10-12 største klubber risikerer at stagnere og visne med visheden om, at vi aldrig får et nyt Leicester 2016 eller FC Porto 2004 at se.

De europæiske ligaer i EPFL kan sammen med tilhængerne, spillere og en koordineret indsats fra nummer 30 til 200 i europæisk klubfodbold vise sig at være den bedste mulighed for at forhindre den totale magtovertagelse.

Glemmer jeg ikke fodboldens centrale organer, de nationale fodboldforbund og FIFA og UEFA i den ligning?
Som tingene ser ud nu, er svaret desværre nej.

Trods udskiftningen af Sepp Blatter og Michel Platini er de fejlslagne, korrupte systemer i FIFA og UEFA de samme.
Velmenende nationale forbund som DBU og deres kolleger i Nordeuropa og       Skandinavien har ikke en chance for at få reelle reformer ígennem, når nationer som Rusland, Qatar og til dels Kina flekser musklerne og dikterer dagsordenen sammen med storklubberne.

Det er tankevækkende, at FIFA de   seneste uger har brugt kræfter på at åbne en sag mod de engelske og walisiske fodboldforbund for markeringer af mindedage for døde i de store verdenskrige.

Der er vel en million andre ting, jeg ville bruge tiden på – som for eksempel hvordan klubber som FC Porto på kreativ vis omgår det forbud mod playersponsorater, FIFA indførte i sommeren 2015.

På morgenen for FC Københavns Champions League-kamp afgjorde Idrættens Højeste Appelinstans, at DBU havde tolket deres aftale fra marts med Spillerforeningen om landsholdene tre millioner kroner    forkert.

Det er tragikomisk, at vi i Danmark kæmper om den slags, mens de store drenge er ved at kidnappe det smukke spil og forvandle det til ukendelighed for egen vindings skyld. Det er da om noget en sag at stå sammen om, for der skal mere end nogle bannere, som UEFA’s tv-kameraer i øvrigt censurerede, til at vinde denne generations vigtigste kamp.

* Fair play og respekt for alle klubber i Europa – ikke kun for UEFA’s få udvalgte