Talenterne der blev tabt for Danmark

Prøv at tænk tilbage på de valg, du traf fra din 15-års fødselsdag og ti år frem, og hvordan du var som menneske i den periode af livet.

Langt ind i den periode husker jeg et ofte ufokuseret og ikke videre energisk menneske, der brugte stort set lige så meget tid på diverse beværtninger og computerspil som på at komme i gang med en uddannelse eller at finde det rigtige, studierelevante job, der ville gøre mig klar til det store karriereræs.

Det ændrede sig i slutningen af perioden, helt typisk for unge mænd, når testosteron-niveauet begynder at falde og de akkumulerede erfaringer fører til klogere valg.

I en artikel i dagens udgave tager Tipsbladets journalist Sebastian Stanbury fat i det skisme i professionel fodbold med afsæt i to bøger om henholdsvis den tidligere Manchester United- og OB-spiller Mads Timm og det tidligere Vejle-talent Mads Beierholm, der den dag i dag er Superligaens yngste målscorer.

Beierholm og Timm er to forskellige typer, der fortæller hver deres historie om ikke at passe ind i professionel fodbolds snævre rammer.

Beierholm tager en (for?) stor del af ansvaret for, at han aldrig udviklede sig efter det første år i Superligaen og efter Keld Bordinggaards farvel til trænerposten i Vejle, men i stedet faldt for fristelserne med alkohol, fester og udviklede et alvorligt spilproblem.

Mads Timm er mere udafreagerende og stiller alvorlige spørgsmålstegn ved det, han oplevede som en fodboldkultur med kadaverdisciplin og et kynisk, til tider manipulerende menneskesyn, der dræbte hans lyst til at spille fodbold.

Tipsbladet.dks Martin Davidsen genfortalte for nylig en lille episode efter træning i OB i 2007, hvor han spurgte Mads Timm, om kuverten med DBU-logo på i Mads Timms hånd var en udtagelse til landsholdet.

”Nej, heldigvis,” svarede Mads Timm.

Mads Timm og Mads Beierholm er født inden for et par uger i efteråret 1984, duellerede i ungdomsfodbold og tegnede dengang til at være de bedste talenter i deres årgang, adskillige år før en vis Daniel Agger fra Rosenhøj dukkede frem i Brøndby IF - i øvrigt efter, at klubben ikke var lykkedes med at købe en mere erfaren spiller til midterforsvaret.
Ungdomstræningen og rammerne omkring de dygtigste teenagere i Danmark er blevet anderledes professionel siden starten af 00’erne.

Men som den tidligere unglandsholdstræner Per Andersen sagde til Tipsbladet sidste år, har dansk fodbold med en befolkning på 5,5 millioner mennesker ikke råd til at tabe ét eneste stortalent på gulvet – både når vi taler på Superliga-niveau og spillere som Emre Mor, Pione Sisto og Kasper Dolberg, vidt, vidt forskellige mennesker fra så forskellige baggrunde, som man nærmest kan finde i Danmark.

Sidstnævnte har haft godt af den krævende træning og de store rammer i Amsterdam, hvor en høflig, ung mand fra Silkeborg skal kæmpe benhårdt om spilletiden med jævnaldrende topspillere rekrutteret fra tre forskellige kontinenter. Og både Emre Mor og Pione Sisto viser, at der er kommet en bevidsthed i dansk ungdomsfodbold om, at de dygtigste individualister skal have lov til at drible og fejle igen og igen og igen, i stedet for at man giver efter for frustrationerne over deres umodne valg og beordrer dem til at høvle diagonaler efter en tidligt udviklet bøf af en centerforward.

Der findes ikke en gylden recept, der både håndterer en introvert, usikker teenager eller en storskrydende stjerne, der aldrig har haft et gran modgang i livet.

Jeg har tidligere talt for, at det er fint at begynde elitetræningen tidligere. Langt de fleste, ikke mindst dem der aldrig når i nærheden af en professionel karriere, får positive, lærerige oplevelser ud af at dyrke elitesport som børn og teenagere.

Men Beierholm og Timms oplevelser er en vigtig påmindelse om, at man bør gøre sig umage med at rumme og nå ind til dem, der ikke finder sig naturligt hjemme i en fodboldverden med stadigt større krav til livsstil, planlægning og analytiske evner, for ikke at tale om evnen til at indordne sig.

Måske har dansk fodbold, som Ulrik Wilbek fremfører i et interview om Beierholm, alligevel været lidt for meget som kollegerne i Frankrig og Tyskland og har bare taget næste talent i rækken, hvis førstevalget viste sig at være en lidt besværlig person?

Et sted at starte kunne være Sisto og Mor. Hvad gik rigtigt? Forkert? Og var man bevidst om, hvad man som klub og trænere gjorde? Er der en lære at drage? Var det egentlig bare held?

Der er efterhånden megen god forskning om talentudvikling i og uden for elitesport, og i et 2016 med dalende tilskuertal på stadion i Superligaen og et A-landshold, der ikke just producerer store resultater på samlebånd, er den tanke værd at arbejde videre med.

Køb Tipsbladet i dag - sammen med Ekstra Bladet