Leder: Zorniger, Solbakken og Moniz Flere udenlandske cheftrænere, tak

For mig har debatten om udenlandske og danske spillere altid været svær og præget af, at begreberne blandes sammen.

Superligaen havde ikke nået det nuværende niveau eller flotte præstationer i Europa uden topspillere som Marcus Allbäck og Dame N’Doye i FC København eller Rade Prica og Tim Sparv i AaB og FC Midtjylland.

Der har så også været alt for mange lottokuponer, som er kommet til ligaen på en dvd og en god forbindelse mellem en agent og sportsdirektøren i en Superliga-klub, men det hænger mere sammen med manglende strategisk arbejde og manglende kompetencer i rekrutteringen, end at det skulle være problematisk at hente fodboldspillere i udlandet.

På samme måde er der efter min vurdering nogle alvorlige mangler i debatten om de danske spillere.

Der er en tendens til at overvurdere især unge danskeres niveau og ikke mindst deres fremtidsmuligheder voldsomt.

Skåret lidt hårdt til findes der en idé om, at unge danskere mange steder bare mangler at få chancen oftere i stedet for ældre udenlandske spillere, før det ene Ajax-agtige Superliga-hold efter det andet stryger til tops på en cocktail af lokale drenge og sunde værdier.

For mig at se er det utopi, at man i andet end helt ekstreme, enkeltstående tilfælde kan ryge til tops uden bærende spillere fra udlandet.

På samme måde bør Superliga-klubberne i de kommende år som minimum skue mod udlandet, når der skal hyres cheftrænere.

Det bliver jeg næppe populær på i Dansk Træner Union, men selvom der er solid faglighed i Danmark, sker den taktiske, tekniske og sportsvidenskabelige nytænkning altså i større ligaer og fodboldlande end Danmark.

Ingen siger, at en ny træner fra Argentina, Tyskland eller Belgien absolut skal have 14 landsmænd med i trænerstaben og spillertruppen.

Til gengæld er det en rigtig god idé at lade sig inspirere af det, der sker i større fodboldlande end Danmark – både ved at danske trænere og klubber systematisk rejser til udlandet og formaliserer flere samarbejder, og ved at hyre cheftrænere, der ikke kender Superligaen og Danmark på forhånd, men som til gengæld kan noget nyt.

Alexander Zorniger har muligvis sine begrænsninger, som det i hvert fald virkede til i RB Leipzig og VfB Stuttgart, men taktisk og menneskeligt har tyskeren tændt bål under en klub, der havde brug for netop det.

I dagens udgave af Tipsbladet belyser vi brugen af udenlandske trænere i Superligaen og de fordele og ulemper, det giver at rekruttere i og udenfor Danmark.

Som Mads Davidsen i kinesiske Shanghai SIPG er inde på i artiklen, er det mest vigtige overhovedet at have en sammenhængende, kvalificeret strategi for arbejdet i en klub. Og der kan det være en rigtig god idé at skrue strategien sammen, så man også kan rumme en af de tusindvis af trænere i Europa med den højeste trænerlicens i stedet for at holde sig til de 135, der ifølge de seneste tal er i Danmark.

Selvfølgelig er det en god idé at kunne relatere sig til både spillere og trænere i en dansk Superliga-klub, men i Ståle Solbakken og Alexander Zorniger har vi to gode eksempler på, at man ikke behøver tale dansk for at være en god Superliga-træner.