VLL: Hvad gik der dog galt for el Niño?

Faktisk er det som at læse et H.C. Andersen-eventyr baglæns.

 

Fernando Torres startede som en smuk og talentfuld svane, men fra den ene dag til den anden blev han fodbolddammens grimme ælling. Der findes velsagtens ingen andre, på nær måske Carl Holst, med et karriereforløb, som på så kort tid er gået fra så højtflyvende til så dybtfaldende. For hvad skete der egentlig med el Niño?

 

Historien starter i maj 2001. Fernando Torres fik sin debut for Atlético Madrid i Segunda División, og herfra gik det stærkt for angriberen. Han var en nøglefigur i Atléticos oprykning, blev udnævnt til anfører, spillede europæiske kampe, afviste et astronomisk bud fra Chelsea og deltog i en EM-slutrunde. Alt sammen før han fyldte 21. Og så scorede han selvfølgelig et to-cifret antal mål i alle sine La Liga-sæsoner for los rojiblancos.

 

Det var et spørgsmål om tid, før telefonen ringede fra en af de store klubber i datidens stærkeste liga, Premier League. 270 mio. kr. måtte Liverpool af med i 2007, der i årene med Rafael Benítez oplevede en større spansk invasion med blandt andre Xabi Alonso, Luis García, Fernando Morientes, Arbeloa og Pepe Reina.

 

Udover de mange landsfæller passede Liverpools offensive spil rigtig godt til Torres. Det var simpelt og fremadrettet, når Xabi Alonso og Steven Gerrard hældte bolde i bagrummet, og Torres gang på gang løb fra forsvaret, tæmmede de lange violiner og satte kuglen sikkert i kassen.

 

En opskrift, der var nemmere end friturestegte fisk og fritter, men som med Torres’ kvaliteter gav mål i hver 1,7. kamp og 134. min., og som skaffede Liverpool en sølvmedalje i Premier League. Målsnittet var så godt, at Chelsea betalte i dyre domme for at erhverve sig den spanske goleador på januar-transfervinduets sidste dag i 2011.

 

Og herfra gik det så galt. Men hov… Egentlig startede Torres’ problemer tidligere.

 

For hvor Fernando Torres’ første sæson i Liverpool var fantástico målt på både scoringer og minutter, gik det støt nedad herfra. I den anden sæson havde han nemlig store problemer med sine baglår, der resulterede i 13 kampes skadespause. 

 

Og året efter var den endnu mere gal. Fra efteråret 2009 og frem til sæsonens afslutning spillede Torres nemlig kun 35 procent af minutterne i Liverpools sæson på grund to alvorlige operationer i højre knæ efter problemer med brusk og menisk. Og så fik han kun fem ugers pause efter den første operation, mens han forhastet blev kastet direkte ind i en VM-slutrunde efter den anden operation.

 

Så grelt gik det for Fernando Torres, at han oven på VM-slutrunden i 2010 kun garnede i hver tredje kamp (26 kampe, 9 mål) i sin sidste efterårssæson for Liverpool. Alligevel sendte Roman Abramovich 400 mio. oliekroner til det nordlige England i bytte for Torres. Det gav kun ét mål i 14 kampe i den sæson, men til gengæld en lang række af komiske afbrændere, der kan opmuntre selv den mest bedrøvede, hvis der skrues op for Benny Hill-musikken i baggrunden.

 

Fernando Torres fandt sig aldrig til rette i Chelsea og var udover transfersummen en enorm lønudgift for klubben. ”Det var som at svømme med vådt tøj”, sagde han om sin tid i London.

 

Opholdet i Chelsea sluttede af med et bizart forløb, hvor han i første omgang blev lejet ud til elefantkirkegården AC Milan i sommeren 2014. Men her evnede han selv ikke at slå Ménez, Niang og Pazzini af.

 

En skærende kontrast til Ballon d’or-afstemningen nogle år forinden, hvor kun Cristiano Ronaldo og Lionel Messi fik flere stemmer end el Niño. 

 

Lejekontrakten blev derfor revet itu i januar 2015, og Torres var i én dag Chelsea-spiller igen, inden Milan købte ham, dog kun for at han kunne indgå i en byttehandel med Atlético-floppet, Alessio Cerci.

 

Således endte Torres tilbage i sin barndomsklub.

 

Forleden spillede han mod Real Madrid i el derbí madrileño. Og han var voldringe. Væk er den fart og eksplosivitet, der tidligere gjorde ham til en frygtet skikkelse hos mange stoppere. Han har simpelthen svært ved at blive farlig. Men hvorfor er det endt så skævt for Torres?

 

Skaderne er et sted at starte. Problemer med knæ og især baglår er gift for en hurtig spiller, der som Torres levede så meget på sin speed og sine ryk i dybden. At han tilmed ikke fik lov til at restituere ordentligt, er en rigtig dårlig cocktail.

 

Torres er med al tydelighed en spiller, der har brug for at spille kontinuerligt, være skadesfri og få opmærksomhed. Balotelli og Negredo kunne nævnes som eksempler på det samme. Omvendt kan typer som Agüero eller Bendtner (uden yderligere sammenligning) lave mål, uanset hvor mange muskelskader eller træsplinter der sidder i kroppen. 

 

Og så har det efterhånden været tydeligt i et stykke tid, at Fernando Torres ligner en mand, der ikke nyder at spille fodbold. At han er brændt ud. Træt. Fodbold på det absolutte topniveau er så fysisk og mentalt krævende, at næsten alle top-top-fodboldspillere kun har et begrænset antal år på det allerøverste niveau. På den måde kan det være en ulempe at blive megastjerne som 17-årig. Det er set før med Michael Owen og Brian Laudrup som skoleeksempler. Og måske er det derfor, at Rooney aldrig når top 3 i verden.

 

Forleden udtalte Fernando Torres, at han nyder at være tilbage i Atlético Madrid og gerne vil fortsætte, når kontrakten udløber til sommer. Men så skal han så sandelig genopfinde sig selv, kampgejsten, løbepensummet og en glød, der kan antænde hele Vicente Calderón. Han skal være synlig i hver kamp, hvert eneste minut, hver eneste nærkamp på et stadion, der elsker Diego Simeones måde at spille på: El cholismo. 

 

Der var engang en lille dreng med en veludviklet målnæste. Og det kan der blive igen, men det kræver, at han udvikler sine løb i feltet, hovedspillet og afslutningerne, der gør, at han sparker alt ind og igen kan blive en ægte goleador. 

 

Vi tvivler, desværre.

 

Fortællingen om Fernando Torres er en af de mest mærkværdige og triste i fodboldverdenen de senere år.