Camp Nou bliver verdens andenstørste fodboldstadion

Barcelona-ledelsen vil udvide Camp Nou med 17.000 siddepladser, hvilket vil gøre det til Europas suverænt største fodboldstadion og det andenstørste i verden

Med to spanske mesterskaber i de seneste to sæsoner og sidste sæsons Champions League-triumf er FC Barcelona i øjeblikket verdens førende klub rent sportsligt, men nu vil den catalanske storklub også være det, når det gælder antallet af sæder på stadion.

I forvejen råder klubben over Europas største fodboldstadion, Camp Nou, der med plads til 98.787 tilskuere overgår San Siro i Milano, der har plads til 85.700, og det nye Wembley, der får plads til 90.000 tilskuere. Men står det til den catalanske klubledelse, skal kapaciteten øges med 17.000 således, at hele 115.000 fodboldglade Barca-fans vil kunne følge Ronaldinho og co. fremover – et antal, der stort set svarer til hele Aalborgs befolkning.

Udvidelsen vil være den tredje store i Camp Nous 49-årige historie og der vil blive føjet et ekstra afsnit til øverst på det i forvejen enorme stadion.

"Det er vores drøm at lave et nyt Camp Nou," sagde FC Barcelonas vicepræsident, Marc Ingla, for nyligt i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.

Den planlagte udvidelse sker som en konsekvens af et stærkt stigende antal medlemmer i klubben, som for nyligt kunne byde velkommen til medlem nummer 151.000, hvilket betyder, at efterspørgslen på billetter til Barcelonas hjemmekampe er enorm.

Derudover havde præsident Joan Laporta i sin valgkampagne i august lovet udvidelsen, som nu altså ser ud til at blive en realitet. Først skal Barcelona dog have en aftale på plads med de omkringliggende naboer til stadionet, hvorfor man endnu ikke helt har overblik over, hvad udvidelsen vil komme til at koste. Barcelona-ledelsen forsikrer dog, at det ikke vil komme til at koste fansene noget i form af øgede billetpriser, men i stedet skal finansieringen ske via øgede indtægter fra sponsorer og tv-kanaler.

Fra 2008 vil klubben - ifølge en aftale med medieselskabet Grupo Mediapro - fordoble indtjeningen fra tv-rettigheder således, at catalanerne årligt vil tjene 150 mio. euro på den front. Samtidigt har Barcelona netop underskrevet en ny femårig sponsoraftale med tøjgiganten Nike, som sikrer klubben i omegnen af en milliard kroner, så catalanerne ser ud til at have styr på finansieringen af udvidelsen, der er et vigtigt led i klubbens stigende omsætning, som ifølge vicepræsident Marc Ingla ventes at stige fra 300 mio. euro i år til 400 mio. euro i 2010.

Ikke størst

Flere medier proklamerede i samme ombæring som offentliggørelsen af udvidelsen fejlagtigt, at Camp Nou derved ville blive det største fodboldstadion i verden, da det ville overgå Estadio Azteca i Mexico City.

Estadio Azteca, som var vært for VM-finalen i både 1970 og 1986, kan huse 114.600 tilskuere og Camp Nou vil altså efter planen overgå det mexicanske stadion, der til daglig er hjemmebane for klubholdene Club America og CF Atlante, med 400 pladser. Men titlen som verdens største fodboldstadion kan Camp Nou dog ikke pryde sig med trods udvidelsen. De catalanske bygherrer skal nemlig føje yderligere 5.000 sæder til kapaciteten, hvis det nye Camp Nou skal overtage den titel, som Salt Lake Stadium i den indiske storby Calcutta i øjeblikket er indehaver af. Det indiske stadion har plads til 120.000 tilskuere, som kan følge Østbengalerne, Mohun Bagan, Mohammedan Sporting Club eller det indiske Landshold, som alle har hjemmebane på det gigantiske stadion, der blev opført i 1984.

Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, er hjemsted for det enorme Rungnado May Day Stadium, som kan rumme 150.000 tilskuere, hvilket gør det til verdens største stadion, hvis man fraregner motorsports- og travbaner. Men da det primært bruges til største militærparader frem for fodbold, kan det næppe kaldes for et fodboldstadion.

Maracana stadion i Rio de Janeiro var i mange år regnet som verdens største, hvilket ikke mindst skyldes, at det dannede rammen for den fodboldkamp, der har rekorden for flest officielle tilskuere. VM-finalen i 1950 mellem Brasilien og Uruguay blev således overværet af hele 199.854 tilskuere, men siden har forfald og strengere sikkerhedsregler betydet, at Maracana i dag "kun" har plads til 103.022, hvoraf de 77.720 kan sidde ned. Det legendariske stadion undergår i øjeblikket en renovering, der betyder, at der fra 2007 vil være plads til 105.000 siddende tilskuere, hvilket dog kun vil være nok til at indtage fjerdepladsen på listen over verdens største stadioner.

Fakta:

De ti største fodboldstadioner i verden

Salt Lake - Calcutta, Indien: 120.000

Estadio Azteca – Mexico City, Mexico: 114.600

Jornalista Mário Filho (Maracaña) – Rio de Janeiro, Brasilien: 103.022 (heraf 77.720 siddepladser)

Mukit Jalil - Kuala Lumpur, Malaysia: 100.200

Gelora Bung Karno - Jakarta, Indonesien: 100.000

Azadi – Teheran, Iran: 100.000

Camp Nou – Barcelona, Spanien: 98.787

FNB Stadium – Johannesburg, Sydafrika: 90.000

Guiseppe Meazza (San Siro) – Milano, Italien: 85.700

Isidro Romero Carbo – Guayaquil, Ecuador: 85.000

De ti største ikke-fodbold-stadioner i verden

Rungnado May Day – Pyongyang, Nordkorea: 150.000

Michigan Stadium – Ann Arbor, USA: 107.501

Beaver Stadium – University Park, USA: 107.282

Neyland Stadium – Knoxville, USA: 104.079

Ohio Stadium – Columbus, USA: 101.568

Melbourne Cricket Ground – Melbourne, Australien: 100.000

Rose Bowl – Pasadena, USA: 92.542

Tiger Stadium – Baton Rouge, USA: 92.400

Bryant Denny Stadium – Tuscaloosa, USA: 92.158

Sanford Stadium – Athens, USA: 92.058

Sig hvad du mener!

Fik du læst?

Brøndby fyrer salgs - og sponsorchef

14:44 Salgschef Anders Kjær Madsen er blevet opsagt af Brøndby. Læs mere
 

OB: Ville hellere have solgt Kadrii til udlandet

14:00 Bashkim Kadrii har forladt OB til fordel for FC København, og det var den bedste løsning for fynboerne, der dog helst ville have solgt ham til udlandet. Læs mere
 

Heerenveen: Vi har kigget på Dalgaard

13:02 BT skriver, at Heerenveen har fået et bud afvist af Viborg på Thomas Dalgaard. Det ønsker hollænderne ikke at bekræfte, men de følger Dalgaard, lyder meldingen. Læs mere
 

Schjønberg dropper landstrænerjob på målstregen

12:35 Michael Schjønberg har i 11. time trukket sig som kandidat til landstrænerposten i Japan. I stedet bliver Javier Aguirre sandsynligvis Japans nye landstræner. Læs mere
 
fg

Esbjerg bekræfter interesse i svensker

11:51 Den svenske midterforsvarer Richard Magyar er et navn på blokken i Esbjerg, men mere der er ikke i det indtil videre, fortæller klubben. Læs mere