Leder: Har David Nielsen truppen, Riddersholm aldrig fik?
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Leder: Har David Nielsen truppen, Riddersholm aldrig fik?

Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, reflekterer i denne leder om David Nielsens muligheder for at få succes i AGF, og så kigger han tilbage på Glen Riddersholms tid som træner for klubben.

Meget er blevet skrevet og sagt om AGF’s fyring af Glen Riddersholm og ansættelse af David Nielsen.

Noget har været rigtigt, noget har været forkert, meget får vi først afdækket i de kommende uger og måneder. Hvilket vi selvfølgelig også har tænkt os at gøre i Tipsbladet-regi.

Vi lægger ud med det, der er oven vande.

Superliga-holdets resultater har ikke stået mål med direktionens og bestyrelsens målsætning, strategi og løfter, og der har så afgjort været gnidninger i ledelsesstil og i forhold til målsætningerne mellem direktøren Jacob Nielsen, sekundært bestyrelsen, og Glen Riddersholm.

Da Glen Riddersholm i sin tid gav sit første store interview til Tipsbladet som FCM-træner, nævnte han blandt andet drømmen om at være klubbens svar på Alex Ferguson eller Arsené Wenger, der arbejdede langsigtet og byggede en klub op, der sæson efter sæson ville ligge i toppen.

Fire år senere, nærmest til datoen efter artiklen i Tipsbladet, tiltrådte Glen Riddersholm som cheftræner i AGF med et mere nøgternt syn på trænergerningen.

Der var andre klubber i ind- og udland i spil i det halve år efter opsigelsen (straks efter vekslet til en fyring af FCM’s ledelse, der ikke ville have Riddersholm gående indtil nytår), og der var nok heller ikke mange illusioner om et Ferguson’sk forløb i den jyske hovedby, hvor termostaten til sædevarmen gik i stykker, dengang Leon Andreasen og Morten ”Duncan” Rasmussen havde leverpostejmadder i madkassen i folkeskolerne ude i Hammel og Tilst.

Men det lykkedes aldrig Glen Riddersholm at sammensætte et AGF-hold, der uge efter uge præsterede godt og effektivt fodboldspil og lå med i kampen om top 6.

Den bedste periode kom i foråret, da man begyndte at spille defensivt og fik skabt en belejringsmentalitet, som truppen trivedes langt bedre under end de konstante bebrejdelser for ikke at ligge i top 6.

På det tidspunkt var forholdet mellem cheftræner og ledelse allerede brudt sammen, også i en grad, så ledelsen i det tidlige forår undersøgte muligheden for allerede at hente David Nielsen eller en anden træner ind forud for nedrykningskampene.

Fra min redaktørstol i cykelafstand af Fredensvang er spørgsmålet, om Riddersholm overhovedet havde en chance.

Man burde ikke være kollapset, som det skete i sidste sæson mod Brøndby og Silkeborg og for en måned siden mod Randers FC, og spillestilen lignede ikke noget til top 6.

Men det gjorde spillertruppen heller ikke før denne sommers udskiftninger, hvor man i hvert fald på papiret – og i tabellen – har tilsluttet sig feltet på fire-seks klubber, der kæmper om de to sidste billetter i medaljeslutspillet.

Sidste sæsons trup var Superligaens fjerdedyreste, men hverken målt spiller for spiller eller kollektivt var holdet i nærheden af at have de sportslige kvaliteter til top 6.

SønderjyskE, Randers FC og på lange stræk også OB, AaB og Silkeborg havde spiller for spiller bedre trupper end AGF, og var som minimum bedre sammenspillet end århusianerne, der siden returen til Superligaen i juli 2015 har givet 35 spillere Superliga-debut i AGF-trøjen.

Læg dertil, at cheftræner Riddersholm ikke just viger udenom konflikter, og at hans nærmeste støtte i organisationen, sportschef Jens Andersson, stoppede i december 2016.

Det sandsynlige scenarie var et brud senest ved Riddersholms kontraktudløb i sommeren 2018, og så blev det i denne Superliga-pause, forud for tv-pengejagten efter 13. runde og frem mod slutningen af grundspillet, hvor AGF skal i top 6. Og før andre klubber fik den tanke at ansætte David Nielsen.

Er AGF et top 6-hold i denne sæson? Det er i hvert fald rykket betydeligt tættere på med fornuftig rekruttering, omend man stadig har et gabende hul, hvor nye folk skal vise deres værd – og score masser af mål – hvis Morten ”Duncan” Rasmussen falder fra efter at have været med til at redde AGF i forrige og sidste sæson.

Det kan godt være, David Nielsen stiller spillerne lidt anderledes op, men der er ikke den store væsensforskel mellem den ny, fagligt og menneskeligt velanskrevne AGF-cheftræner og forgængeren i det fodboldfaglige arbejde.

Det er i kemien med ledelsen, og med sportschefen Peter Christiansen, som David Nielsen kender særdeles godt, en stor del af forskellen i første omgang skal findes.

Så skal man håbe i Århus, det gode arbejde i Lyngby i sidste sæson, der også skyldes en fantastisk sæson af Jesper Hansen i målet, kan oversættes til tro og sejre i de næste 15 Superliga-kampe, hvor alt handler om top 6.

Køb Tipsbladet, der er på gaden hver fredag og kan findes i Ekstra Bladet.