1. division får intensiveret livedækning
1. division

1. division får intensiveret livedækning

Der vil fremover være livebilleder med de øvrige kampes mål, når der om søndagen sendes direkte fra 1. division.

1. division har dette forår en ugentlig aftenkamp med afvikling torsdag aften, mens rækkens øvrige fem kampe som udgangspunkt afvikles søndag kl. 13.45 med en enkelt udvalgt kamp til tv-transmission.

Divisionsforeningen fortæller nu, at oplevelsen fra stuen bliver endnu mere intensiv. Fast ligger det således nu, at der under den direkte søndagskamp bliver vist mål fra søndagens øvrige kampe, som man kender det fra forskellige europæiske fodboldformater.

Claus Thomsen, Divisionsforeningens direktør, fortæller om det nye og ifølge ham opløftende tiltag i en pressemeddelelse.

- Klubberne i Bet25 Liga har længe haft et ønske om en fast matchdag for blandt andet bedre at kunne trække tilskuere og sponsorer til kampene. Nu får de som den første fodboldrække i Danmark en matchcenterdækning på tv, siger han.

- Det er forrygende, at MTG som partner vil være med til at skabe den slags fornyelse for danske fodboldfans. Det er en god model, hvor folk med interesse for Bet25 Liga får et samlingspunkt søndag eftermiddag.

- Både klubberne og fodboldfans har ønsket en større dækning af ligaen, og dette er et spændende nyt tiltag, som vi tror på vil være med til at skabe et bedre produkt for både os og klubberne, lyder det.