1. division-overraskelse gør kampen om Superliga-playoff voldsomt tæt
1. division

1. division-overraskelse gør kampen om Superliga-playoff voldsomt tæt

Skive dummede sig torsdag i toppen af 1. division, mens FC Helsingør stadig ligger lunt i svinget med en smal sejr.

Det bliver med garanti tæt, når der skal findes en nedrykker eller flere fra Alka Superligaen. Det bliver dog med garanti endnu mere tæt, når de hold, der skal dyste i playoff om en sæson i landets bedste række skal findes. Toppen i 1. division er nemlig uhyggelig tæt, og det gjorde torsdagens runde ikke meget for at lave om på. 

På andenpladsen havde Skive en gylden mulighed for at stikke en smule af, hvis holdet ude kunne slå FC Fredericia. Sådan skulle det dog ikke gå. Morten Beck sikrede FC Fredericia føringen i første halvleg, og i anden halvleg sørgede Mathias Rasmussen for, at topholdet tabte med 2-0 og missede en gylden chance. 

FC Helsingør mistede tidligere på runden tredjepladsen, men det kunne man vinde tilbage torsdag i Køge, hvor HB Køge tog imod. Det blev en realitet takket være en 0-2 succes, hvor Martin Koch og Vito Hammershøj-Mistrati nettede inden for de sidste fem minutter. 

Hobro IK ligner stadig det bedste bud på en sikker oprykker til Alka Superligaen. 2-0 vandt topholdet over bundproppen AB, hvor Anders Holvad og Pål Kirkevold begge kom på tavlen i anden halvleg. 

FC Roskilde pligtsejrede med 1-2 i Næstved, og er på fjerdepladsen bare et enkelt point efter Helsingør. Mikkel Nohr Christensen og Robert Larsen sørgede for 2-0 føring til gæsterne, inden Næstved i undertal fik reduceret helt til sidst ved Kristoffer Munksgaard.

I Vejle er man ikke for alvor tæt på playoff, og det blev ikke bedre efter 2-2 mod Nykøbing FC torsdag. Vejle var ellers foran to gange i kampen, da først Christian Kudsk lynede. Kasper Jensen sikrede dog 1-1 ved pausen. I anden halvleg bragte hjemmeholdet sig igen i spidsen, inden Nykøbing fik slukket håbet om sejr.

Resultaterne torsdag giver en uhyggelig topstrid i landets næstbedste række, hvor alt er åbent for alvor. 

Toppen i 1. division

1. Hobro IK 50 - Direkte oprykker
-----------------------------------

2. Skive 44 - Playoff

3. FC Helsingør 43 - Playoff
-----------------------------------

4. FC Roskilde 42

5. Vendsyssel FF 41