Adam Eckersley har fundet ny klub
Illustration
1. division

Adam Eckersley har fundet ny klub

Den tidligere AGF-spiller Adam Eckersley fortsætter karrieren i skotsk fodbold.

Adam Eckersley havde denne sommer kontraktudløb med AGF, og den engelske venstreback har nu fundet sin nye arbejdsgiver.

Den 28-årige fortsætter karrieren i den skotske klub Heart of Midlothian - også kaldet Hearts - fra den næstbedste række.

Adam Eckersley nåede at være fire sæsoner i AGF og var i de første sæsoner fast mand. Men da Peter Sørensen tog over som træner, måtte Adam Eckersley i højere grad se Mikkel Kirkeskov overtage pladsen som venstre back.

Eckersley kom til Danmark allerede i 2006, hvor daværende Brøndby-træner Rene Meulensteen hentede både Eckersley og Mark Howard til klubben som lejesvende fra Manchester United.

I Brøndby blev det ikke til mange kampe og Adam Eckersley fortsatte livet som lejesvend i de lavere engelske rækker, ind til 2008, hvor han kom til AC Horsens på en fri transfer.

Adam Eckersley fik 76 Superliga-kampe i sin tid i Danmark.