AGF-angriber: Jeg har slet ikke fået indfriet mine ambitioner
Foto: AGF
1. division

AGF-angriber: Jeg har slet ikke fået indfriet mine ambitioner

Jeppe Kjær savner spilletid i AGF, hvor det blot er blevet til en enkelt kamp fra start i et skuffende efterår.

Da Jeppe Kjær skiftede HB Køges stribede trøjer ud med AGFs hvide, var det med forhåbningen om regulær spilletid. Sådan er det ikke helt blevet for den 29-årige angriber, der blot en enkelt gang har været i aarhusianernes startformation. Det frustrerer den lille angriber, som i HB Køge-tiden scorede 29 gange i 54 kampe.

- Jeg har ikke været tilfreds med efteråret. Jeg har slet ikke fået indfriet mine ambitioner, men jeg har en stor vilje og lyst til at vise, at det kan blive anderledes. Så det har været frustrerende. Teknisk kan jeg udvikle mig, men jeg skal også have tur i den. Det er de små ting, der afgør det. Et mål kan betyde meget, udtaler Jeppe Kjær til Jyllands-Posten.

For angriberen er det blot blevet til en enkelt scoring i en reserveholdskamp i den hvide trøje, og det kan der være en forklaring på, mener han selv.

- Jeg tror, at jeg er den type, der skal have lidt tillid fra træneren. Det er uvant for mig at starte på bænken, det har jeg aldrig gjort. I hele min seniorkarriere er jeg begyndt på bænken en gang, før jeg kom til AGF. Jeg tager arbejdshandskerne på i sådan en situation og ser på, at det er en læringsproces, jeg skal igennem, lyder det fra angriberen.

Jeppe Kjær, der blevet indskiftet ni gange i NordicBet Ligaen, indleder nu sammen med resten af AGF-truppen jagten på oprykningspladserne, som i øjeblikket indtages af Viborg og Lyngby, som begge har seks point flere end AGF inden forårsæsonen bliver skudt i gang den 12. marts.