AGF'er raser over dommerpræstation
Illustration
1. division

AGF'er raser over dommerpræstation

AGF's Jens Jønsson var alt andet end tilfreds med dommerpræstationen i nederlaget til SønderjyskE tirsdag aften.

AGF røg tirsdag aften ud af pokalturneringen efter et drama, der først blev afgjort efter straffesparkskonkurrence. AGF var foran i den ordinære spilletid, da uret passerede 90 minutter, men i overtiden fik Johan Absalonsen udlignet og kampen måtte i forlænget spilletid. 

Her var blandt andet store protester, da AGF's Jeppe Kjær fik et mål annulleret for offside af dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen. 

Efter kampen var skuffelsen udbredt hos AGF-spillere og ledere, og noget af det dårlige humør skyldes dommerpræstationen. 

- Jeg ved ikke, om jeg skal græde eller grine. Det er pinligt, at vi ikke selv afgør det her ved at sparke nogle af vores chancer ind, men vi har også en dommer - eller rettere linjevogter - der er direkte pinlig. Der er i hvert fald en meter onside, da Jeppe Kjær scorer, og jeg gider ikke stå her og klynke, men det er jo vanvittigt. Det kan alle se, sagde Jens Jønsson til stiften.dk

AGF er dermed ude af pokalturneringen og skal nu udelukkende have fokus på at rette op på resultaterne i 1. division, hvor klubben aktuelt er på en skuffende femteplads.